Skip to content

Sol er dejligt – men…

Risiko for at få hudkræft er forbundet med udendørs arbejde. Syv ud af otte særlige risikoerhverv er 3F-fag. Det gør 3F’erne ekstra sårbare over for kræftformen

Når man har udendørs arbejde, er risikoen for at få hudkræft forøget. Hver tiende erhvervsaktive dansker arbejder udendørs og er udsat for sollys en overvejende del af arbejdstiden.

Det anslås i et nyt stort ph.d.-projekt fra Holbæk sygehus om arbejdet som årsag til hudkræft.

I projektet fremhæves de erhverv, hvor medarbejderne har særlig risiko for at udvikle kræft i huden. Syv ud af otte på den liste er 3F-fag.

Risikogruppen består af vejarbejdere, gartnere, taglæggere, brolæggere, bygge- og anlægsarbejdere, fiskere og skovarbejdere.

3F’ere hårdt ramt

Ph.d.-projektet fra Holbæk Sygehus skal skabe mere viden om udendørs-arbejderes eksponering for sollys og hudforandringer forårsaget af solskader. Som en del af projektet deltager minimum 400-500 danskere med udendørs arbejde.

3F’erne er særlig hårdt ramt og er dem, der befinder sig i den største risikogruppe.

Solens UV-stråler er årsag til langt størstedelen af hudkræfttilfælde og forstadier hertil.

Kasper Grandahl, der er ph.d.-studerede på Holbæk Sygehus, Arbejdsmedicinsk Afdeling efterlyser derfor kampagner rettet mod de mange danskere, der hver dag arbejder under åben -himmel.

Overset miljøproblem

Det er et overset arbejds-miljøproblem, og forskellige myndigheder og arbejds-givere burde sætte fokus på det.

Ifølge Kasper Grandahl er der flere simple løsninger på at undgå for meget sollys på jobbet. Man kan bruge solcreme og speciallavet arbejdstøj, som blokerer for UV-strålerne.

Det kan være tøj med lange ærmer, lange bukseben og en hat med bred skygge. Desuden kan man opsætte solafskærmning.

Arbejdstilsynet skal have vejledning

Som en tredje løsning på udendørsarbejdernes høje eksponering for sollys peger Kasper Grandahl på, at Arbejdstilsynet skal have vejledning i at hjælpe arbejdsgiverne bedst muligt med at sætte fokus på solbeskyttelse på arbejdspladsen.

Ph.d-projektet fra Holbæk Sygehus udføres i samarbejde med 3F, Kræftens bekæmpelse, Hudafdelingen i Roskilde, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø samt en række entreprenørvirksomheder og arbejdsgiverorganisationer.

Projektet forventes at være afsluttet i 2019.

Sakset fra Fagbladet 3F

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk