Solidaritet med Chiles befolkning
Millioner er på gaden i Chiles byer, men stort set intet bliver nævnt i den danske presse.
En stigning af metropriser startede de første protester – det var dråben, der fik bægeret til at flyde over! Det handler ikke om 30 pesos, – men om 30 års ultra liberalistisk økonomi med rødder i diktaturet.
Mange kan huske diktatoren Augusto Pinochet, der kuppede og myrdede den demokratisk valgte præsident Allende i 1973.
Det, som sker nu, er en arv efter kuppet. Med USA som bagmand indførte Chile den ultra liberalistiske økonomiske model hentet fra Chicago-økonomen Milton Friedman. Den økonomiske model blev indskrevet i den stadigt gældende grundlov. Dette har betydet en enorm ulighed og en vanvittig privatisering.
Dengang kaldte man Chile for ”miraklet Chile”, og mange, som Margaret Thatcher i England, videreførte denne politik, som vi stadig mærker i dag. Milton Friedman fik nobelprisen i økonomi.
Som de gule veste i Frankrig, oprøret i Irak og mange andre steder rejser befolkningen sig nu i Chile. Nok er nok. Folket har intet at tabe og alt at vinde. Kravene fra Chiles befolkning er en afstemning om en ny grundlov.
Multimillionæren Sebastian Pinera, der er Chiles præsident, er nervøs, for både han og USA har nydt godt af -udbytningen af folket i mange år. Han svarer igen med 20.000 militære tropper. Der meldes om 42 døde, 121 savnede og 12 voldtagne kvinder.
30 år med neoliberal regering har ført Chile til at ligge blandt de 15 lande med den højeste ulighed. 1% står for 30% af indtægterne. Chile er rigt. Fordelingen er forkert.
Kommunistisk Parti i Danmark, KPiD, støtter fuldt ud den chilenske befolknings oprør mod Pinochets neoliberale grundlov – mod den sociale og økonomiske ulighed og for bedre offentlige tjenester.
Vedtaget af KPiD’s forretningsudvalg
Piñera har siden givet efter for presset og lovet en ny afstemning om grundloven i april 2020.