Sonja – russisk jøde, dansk kommunist

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 8-9 2022] I tiden mellem 1905 og 1914 ankom til København ca. 10.000 russiske jøder, som var søgt bort fra forfølgelse og fattigdom. Mange rejste videre til USA, men omkring 3.000 blev i Danmark.

De var arbejdere og mange af dem uden megen skolegang, men de blev ikke en byrde for den danske stat, der allerede i 1799 havde indgået en aftale med Mosaisk Trossamfund om, at det stod for al socialforsorg af sine medlemmer. Det kunne lade sig gøre, fordi de fleste ”gamle”, integrerede jøder var veluddannede og vellønnede og betalte en slags skat til trossamfundet. Hjælpen til de nye indvandrere var ikke ren godgørenhed, men beroede også på, at man var bange for, at det kunne skabe antisemitisme, hvis de blev for tydelige i det omgivende samfund. Det bedste var, at de hurtigt fik en bolig og en beskæftigelse, og det allerbedste at de rejste videre, og i mange tilfælde gav trossamfundet dem penge til billetten, hvis det var det, de ville.

En af dem, der kom illegalt til landet i 1914, var Sonja Matusoff, senere Besiakov, som kun 17 år gammel havde forladt sin familie i Vitebsk for at slutte sig til sin bror og søster, der havde bosat sig her tidligere. Det er hendes begivenhedsrige liv, der fortælles om i det, forlaget kalder en doku-roman. Den udgiver sig for at være en selvbiografi, men det er hendes søn, Salli, der har skrevet den, sådan som han har fået det fortalt og oplevet og forestiller sig, at hun selv ville have skrevet den.

I første halvdel fortælles om hendes opvækst i Vitebsk, om familien, det jødiske miljø og den altid lurende frygt for pogromer. Moderen er en stærk personlighed, som Sonja vist slægter på. Hun supplerer faderens sparsomme indtægter som omrejsende handelsmand ved at tage ud og være kogekone hos rige, jødiske familier, og da hun finder ud af, at hendes mand holder andre damer på sine rejser, smider hun ham ud og overtager forsørgelsen af deres børn.

Sonja vokser til og er ikke helt tilfreds med den fremtid, der tegner sig for hende, så hun rejser illegalt til Danmark. Da skibet ankommer, går det glat med at komme ud af Frihavnen, der er hverken toldere eller pasbetjente, men vel ude mærker hun en hånd lægge sig tungt på hendes skulder. Det er en betjent, der vil vide, hvor hun skal hen. Alt går mod forventning godt, hun bliver indlogeret hos broren og hans kone, og det lykkes hende at få arbejde, et værelse og til sidst en lejlighed. Det skyldes alt sammen det sociale liv blandt de russiske indvandrere. De har mange foreninger med et rigt kulturliv, der samtidig fungerer som arbejds- og boligformidling.

Sonja møder Zalman, også fra Hviderusland, hun bliver fru Besiakov og hans makker i deres fælles virksomhed som skræddere og hattemagere. Det går op og ned, men Sonja er altid den udfarende og beslutsomme, mens Zalmen godt nok er arbejdsom men mere lever i sin egen verden. Tre drenge får de, hvoraf Salli er den yngste. Da Sonja og Zalmen i 1927 får dansk statsborgerskab, melder de sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti og bliver aktive der. Under krigen må de flygte til Sverige, og da de kommer hjem igen, har de mistet deres lejlighed. Hele tiden er det Sonja, der er den snarrådige, når de står over for problemer, men hun er god til at give det udseende af, at det er Zalmen, der er manden i huset.

Politisk er de heller ikke helt i samklang. Sonja mener ikke, at alt er fryd og gammen i Sovjetunionen, flere i hendes familie blev henrettet under Stalins udrensninger, mens Zalmen dør ”som den sidste stalinist i Danmark”. Begge forblev de dog overbeviste kommunister. Sonja døde i 1977 80 år gammel, mens Zalmen levede til 1988 og blev 97 år.

Sonja – russisk jøde, dansk kommunist. Forlaget Republik. 268 sider. 299 kroner.