Sovjetunionen 100 år

Af Henrik Stamer Hedin, formand for DKP

[KOMMUNIST nr. 10 2022]  Da det Russiske Kejserrige blev fejet til side af revolutionerne i 1917, betød det selvstændighed for mange af de folk, der havde været undertrykt af kejserriget.

Nogle af disse havde allerede et vist mål af hjemmestyre; det gjaldt således både Polen og Finland, der formelt var storhertugdømmer i personalunion med Rusland. De blev nu selvstændige, og magten i begge lande blev hurtigt grebet af nationalistiske strømninger i nær slægt med de fascistiske partier, der i de samme år eller lidt senere skød i vejret i alle vest- og centraleuropæiske lande.

Det var en blodig affære; i Finland er man endnu ikke færdig med at gøre tabene op, men det seneste tal, jeg har set, er 50.000 revolutionære arbejdere, der blev dræbt af ”de hvide” eller sat i koncentrationslejr, hvor mange af dem også døde. Dette i et land af Danmarks størrelse!

Andre steder kom ”de røde” til magten i nært samarbejde med bolsjevikkerne i Rusland og oprettede deres egne sovjetrepublikker. I de tre baltiske lande blev de knust af tyske tropper, men i Ukraine og i Hviderusland overlevede sovjetmagten.

Frivillige forbund

Allerede i borgerkrigsårene havde Lenin skrevet til Ukraines arbejdere og bønder: ”Vi ønsker et frivilligt forbund af nationer, et forbund, der ikke tillader en nation at anvende nogen form for magt mod en anden, et forbund, som grundes på den fuldeste tillid, på klar bevidsthed om broderlig enhed, på et ganske frivilligt samtykke”.

De traktatlige forbindelser mellem sovjetrepublikkerne indebar, at der skulle være fælles folkekommissariater (dvs. ministerier) på forsvars-, udenrigshandels-, finans- og arbejdsområdet. Også det Øverste Økonomiske Råd og andre økonomiske organer udøvede funktioner, der var fælles for alle republikker.

Men erfaringen viste også de traktatlige forbindelsers svage sider og deres utilstrækkelighed. Der var ingen præcise forskrifter for forholdet mellem republikkernes øverste magtorganer indbyrdes. Arbejdsgangen i de fælles folkekommissariater var kompliceret og uoverskuelig. Finansrelationerne republikkerne imellem var prægede af uklarhed, og planlægningsspørgsmålene var uløste.

Det blev stadig tydeligere, at det var nødvendigt at finde nye former for et snævrere politisk og økonomisk samarbejde mellem de uafhængige republikker.

Den transkaukasiske føderation

En vigtig etape på vejen mod nye allianceformer var oprettelsen af den Transkaukasiske Føderation. Netop fordi det nationale spørgsmål her var stillet på spidsen, var det for at få bugt med følgerne af tsarismens stormagtspolitik og de borgerlige nationalistiske regeringers handlinger og komme i gang med en socialistisk opbygning formålstjenligt at slutte Azerbajdjan, Armenien og Grusien sammen i en føderativ stat.

I økonomisk henseende var Transkaukasien et hele, og de nationalistiske regeringers afbrydelse af forbindelserne havde skadet økonomien meget. Hensynet til den økonomiske genopbygning dikterede den sammenlægning af jernbanerne, som de lokale kommunistiske partiers centralkomiteer besluttede i april 1921. To måneder senere undertegnedes en aftale om oprettelse af et fælles folkekommissariat for udenrigshandel. Det kaukasiske bureau under RKP(b)’s centralkomité traf snart efter beslutning om at oprette et kaukasisk økonomisk bureau og nåede den 2. november frem til, at et føderativt forbund ville være formålstjenligt.

Den 29. november 1921 blev dette spørgsmål indbragt for Ruslands Kommunistiske Parti RKP(b)’s politbureau til diskussion. Lenin, der dagen før havde modtaget et notat herom fra Stalin, fandt en føderation absolut berettiget og ubetinget nødvendig. Samtidig mente han ikke, at tiden var inde til med det samme at virkeliggøre den i praksis, men foreslog, at man i stedet for at forhaste sig skulle foreslå de lokale kommunistiske partiers centralkomiteer at lægge spørgsmålet om en føderation bredt ud til diskussion i partiet og i arbejder- og bondemasserne, propagandere for føderationen og ”lodse” den gennem hver enkelt republiks sovjetkongres.

Disse anvisninger, der blev vedtaget af politbureauet, var på ingen måde overflødige; i Azerbajdjan og især i Grusien var der et ikke ringe antal føderationsmodstandere, også blandt medlemmer af Grusiens Kommunistiske Partis centralkomité.

Da det forberedende arbejde var tilendebragt, godkendte den 1. kongres for kommunistiske organisationer i Azerbajdjan, Armenien og Grusien enstemmigt forslaget om en føderation og vendte sig fordømmende mod nationalistiske tendenser.

Den 12. marts blev føderationstraktaten underskrevet på en befuldmægtiget konference af de tre republikkers centrale eksekutivkomiteer. Senere blev dette forbund omdannet til den Transkaukasiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik.

Således gennemførtes ideen om en sovjetføderation af uafhængige republikker for første gang i praksis. Denne erfaring blev til nytte ved afgørelsen af spørgsmålet om vejene til en sammenslutning af alle sovjetrepublikker.

I foråret 1922 henvendte centralkomiteen for Ukraines Kommunistiske Parti sig til RKP(b)’s centralkomité med et forslag om at præcisere karakteren af de traktatlige forbindelser mellem RSFSR og Ukraine. En kommission, der blev nedsat med Mikhail Frunze som formand, nåede til den konklusion, at problemet krævede en helhedsløsning.

Også RKP(b)’s trans-kaukasiske regionsledelse og Hvideruslands Kommunistiske Partis centralkomité rejste selvstændigt spørgsmålet om en konkretisering af de føderative relationer til RSFSR.

I august 1922 nedsatte RKP(b)’s centralkomité en særlig kommission, der skulle se på spørgsmålet om forholdet mellem RSFSR og de uafhængige nationale sovjetrepublikker; kommissionen rummede repræsentanter for alle republikker.

Forbundsstat

Det var ved denne tid blevet klart, at tiden var inde til at slutte alle sovjetrepublikker sammen til en forbundsstat. Behovet herfor var først og fremmest udsprunget af, at man stod over for at skulle udvikle en socialistisk økonomi, en fælles planøkonomi, hvis konturer allerede var aftegnede i GOELRO-elektrificeringsplanen.

Inden for rammerne af en samlet stat ville det blive lettere at løse spørgsmål som sanering af finanssystemet og udligning af de sovjetiske nationers og folkeslags økonomiske og kulturelle udviklingsniveau.

Ikke mindre vigtigt var det for sovjetrepublikkerne at stå sammen over for den internationale imperialisme, der fortsat forsøgte såvel med militære som med økonomiske og politiske midler at undergrave det socialistiske samfund og ødelægge det nye sociale systems integritet med henblik på at genrejse den kapitalistiske samfundsorden.

Josef Stalin forelagde kommissionen et beslutnings-udkast, der blev vedtaget den 24. september og er kendt som ”autonomiseringsplanen”; det hed heri: ”Det erklæres hensigtsmæssigt at indgå en traktat mellem sovjetrepublikkerne Ukraine, Hviderusland, Azerbajdjan, Grusien, Armenien og RSFSR om de førstnævntes formelle indtræden i RSFSR, idet spørgsmålet om Bukhara, Khoresm og den Fjernøstlige Republik lades åbent.”

Imidlertid var ikke alle enige i denne formulering. Således havde Grusiens Kommunistiske Parti allerede før vedtagelsen udtalt sig mod forslaget, Hvideruslands Kommunistiske Parti gik ind for bevarelse af de traktatlige forbindelser, og Ukraines Kommunistiske Partis centralkomité undlod at tage endelig stilling.

Lenin, der opholdt sig i Gorki og først fik kendskab til kommissionens materialer den 26. september, skrev straks til politbureauet:

”Efter min opfattelse er spørgsmålet det aller-allervigtigste. Stalin er noget tilbøjelig til hastværk. Én indrømmelse har Stalin allerede indvilliget i at gøre. Nemlig i §1 i stedet for ’indtræden’ i RSFSR at skrive: ’En formel sammenslutning sammen med RSFSR i en union af sovjetrepublikker i Europa og Asien’.

Ånden i denne indrømmelse håber jeg er klar: vi erklærer os ligestillede med den socialistiske sovjetrepublik Ukraine og andre, og vi indgår sammen og på lige fod med dem i en ny union, en ny føderation…”

Lenin foreslog også, at man i stedet for mekanisk at lægge republikkernes magtorganer ind under RSFSR’s ved siden af RSFSR’s Alrussiske Centrale Eksekutivkomité (VTsIK) skulle oprette en føderal VTsIK for Unionen af Sovjet-republikker.

”Det er vigtigt,” understregede han, ”at vi ikke giver næring til ’uafhængighedsfolkene’, at vi ikke ophæver deres uafhængighed, men får bygget en etage til på, en føderation af ligestillede republikker.”

Desuden havde Lenin en række andre rettelser. Han beklagede meget, at han på grund af sygdom ikke tidligere havde kunnet deltage i drøftelsen af disse spørgsmål.

”Jeg har vist,” dikterede han et par måneder senere i sit brev til den 13. partikongres (det såkaldte testamente), ”gjort mig skyldig i en stor forseelse over for Ruslands arbejdere ved, at jeg ikke tilstrækkelig energisk og tilstrækkelig skarpt har blandet mig… Hele dette påfund med ’autonomisering’ var åbenbart aldeles urigtigt og utidigt”.

Lenin så en fare for, at det ville blive en opmuntring til den ”storrussiske chauvinist” og bureaukrat, der ikke ønskede at tage det fulde hensyn til de små folkeslags rent nationale interesser.

”Jeg tror,” sluttede Lenin denne tankerække, ”at her har kammerat Stalins hastværk og hang til det administrative spillet en skæbnesvanger rolle…”

Denne kritik tog Stalin til at begynde med ilde op; han bedømte endda Lenins standpunkt som ”national liberalisme” og stod fast på, at RSFSR’s VTsIK skulle omdannes til en føderal Central Eksekutivkomité. Men da han indså, at centralkomiteen ville bakke Lenin op, endte han med at gå ind for Lenins forslag.

USSR

På grundlag af Lenins anbefalinger vedtog RKP(b)’s centralkomité den 6. oktober 1922:

”Det anses nødvendigt at slutte en traktat mellem Ukraine, Hviderusland, Føderationen af Transkaukasiske Republikker og RSFSR om disses sammenslutning til en Union af Socialistiske Sovjetrepublikker, således at enhver af dem beholder retten til frit at udtræde af Unionen”.

Lenin havde ikke mulighed for at komme til mødet, men skrev i en note, han sendte Lev Kamenev: ”Jeg erklærer den storrussiske chauvinisme krig på liv og død.”

Han insisterede på, at formandskabet i den centrale unionseksekutivkomité efter tur skulle varetages af en russer, en ukrainer, en grusier osv.

Centralkomiteen bakkede helt op om Lenins standpunkt og pålagde en ny kommission at udarbejde et udkast til lov om dannelse af en union af socialistiske sovjetrepublikker. Der blev i udkastet taget hensyn til alle Lenins råd samt til et forslag fra Mikhail Kalinin om, at unionens øverste organ skulle være en unionssovjetkongres, der skulle vælge en føderativ central eksekutivkomité.

Mødets beslutninger godkendtes af centralkomiteerne i de øvrige republikkers kommunistiske partier.

Ideen om en union af socialistiske sovjetrepublikker blev mødt med begejstring af sovjetrepublikkernes arbejdende befolkning. I en særlig erklæring fra den 7. sovjetkongres i guvernementet Kharkov, stilet til den 7. ukrainske sovjetkongres, hed det:

”Der er ikke en landsby, ikke en virksomhed i Ukraine, hvor dette forslag ikke er blevet mødt med stor glæde. Men det vil blive mødt med endnu større glæde, hvis sovjetkongressen beslutter sig for oprettelse af en Union af Sovjetrepublikker.”

Også i Hviderusland fik ideen enig opbakning. I en opsummering af diskussionen omkring spørgsmålet skrev avisen Zvezda (Stjernen):

”At dømme efter vedtagelserne på ujezd-kongresserne og i betragtning af de talrige resolutioner fra arbejder- og bondemøder kan der næppe herske tvivl om, at kongressen enstemmigt vil godkende planen om en tættere sammenslutning af republikkerne”.

I de transkaukasiske republikker opstod der en aktiv massebevægelse til støtte for Sovjetunionens oprettelse.

”Kommunistiske metalarbejdere mener,” hed det i et læserbrev i en lokal avis, ”at Azerbajdjans, Grusiens og Armeniens kommunistiske partiers fælles arbejde vil styrke vort kommunistiske arbejde i Transkaukasien, svejse de tre republikkers arbejdere tættere sammen i én kammeratlig familie og fremskynde den Transkaukasiske Føderations sammenslutning med de øvrige sovjetlande til én mægtig Union af Sovjetrepublikker.”

Avisen Bakinskij rabotjij (Baku-arbejderen) noterede, at ”sovjetrepublikkernes sammenslutning står nu på dagsordenen som den vigtigste uopsættelige opgave for arbejder- og bondemasserne; proletariatet i Baku var blandt de første i hele føderationen, der stillede sig denne opgave.”

I december 1922 traf RSFSR’s, Hvideruslands, Ukraines og den Transkaukasiske Føderations sovjetkongresser og efter dem den 1. unionssovjetkongres den endelige beslutning om oprettelse af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, USSR.

Den multinationale Sovjetunions tilblivelse lå i direkte forlængelse af Oktoberrevolutionen; den var Lenins idé om et frivilligt forbund mellem frie nationer ført ud i livet og en triumf for den leninske nationalitetspolitik.

I sin tale ved unionskongressens afslutning gav Kalinin en dybtgående vurdering af de trufne beslutningers betydning:

”For det første giver denne samlingskongres os mulighed for at øge styrken af vore materielle ressourcer som modvægt til den os fjendtlige borgerlige verden. For det andet betyder sovjetrepublikkernes sammenslutning også i politisk henseende en vældig forøgelse af sovjetrepublikkernes reelle betydning over for hele den borgerlige verden. Og endelig lægger vi for det tredje her den første sten til et samfundsliv i sandt broderskab. I årtusinder har menneskehedens største ånder tumlet med det teoretiske problem at finde former, der ville give folkene mulighed for uden store lidelser, uden indbyrdes kamp at leve i venskab og broderskab. Først nu, i vore dage, lægges i praksis den første sten i denne retning.”

USSR’s dannelse var et værdigt facit på de første fem års sovjetmagt. Gennem alle storme, trængsler og farer havde den magt, der var født af revolutionen, ikke blot holdt stand, men også svejset det multinationale russiske riges arbejdende mennesker sammen til én mægtig Sovjetunion.

Da den endnu kun havde bestået i godt tyve år, var den kernen i den alliance, som besejrede fascismen. Efterfølgende sørgede Sovjetunionen for fyrre års fred i Europa. Da den var væk, slettet af landkortet af tre magtfuldkomne præsidenter på et hemmelighedsfuldt møde dybt i de hviderussiske skove, var også freden forbi. Siden har der været krig i Europa.

Artiklen bygger på fremstillingen i Den internationale arbejderbevægelse bd. 4, Sputnik 1987. Bogen, som er citeret uden yderligere kildeangivelse, er forfattet af et kollektiv, men den danske oversættelse er min.