Spanien: Højrefløjen stoppet

Den 23. juli 2023 var der valg i Spanien til den lovgivende forsamling. De Nationalkonservative partier, der historisk er udsprunget af Franco­fascismen, blev spået en jordskredssejr. Men da valget var overstået, stod det klart, at champagnen skulle gemmes til en anden gang.

[KOMMUNIST 8-9 2023] Højrefløjen havde ellers vejret morgenluft, efter resultatet af kommunalvalget den 28. maj havde givet den massiv fremgang i Spaniens kommuner.

I de fleste kommuner – dog på nær i Baskerlandet og Catalonien – gik Partido Popular (PP) og det nyfascistiske Vox massivt frem og har kunnet danne konstituerende flertal sammen i en række større byer, som f.eks. Malaga og Madrid, hvor de to partier opnåede henholdsvis 56,9% og 51,7% af stemmerne.

Fremgangen kom primært af to årsager. For det første var det spanske liberale parti Ciudadanos gået i opløsning, og en stor del af dets vælgere havde i stedet lagt deres stemme ved de Nationalkonservative partier – primært PP.

For det andet havde et flertal af venstrefløjspartier – primært bestående af det spanske socialdemokrati PSOE og den spanske venstrefløj til venstre for PSOE, skuffet befolkningen med kommunale nedskæ­ringer, som også afstedkom splittelse på den spanske venstrefløj.

Venstrefløjen styrkes og går i regering

Den spanske venstrefløj har i en årrække været domineret af partiet ”Podemos” – en paraplyorganisation, der fik samlet en lang række progressive politiske partier og organisationer under parolen ”I fællesskab kan vi!” – Unidos Podemos. Deriblandt det ­spanske kommunistiske parti PCE.

Organisationen fik sit bedste resultat ved valget i 2015, hvor Podemos blev det tredjestørste parti med opbakning fra 20,66% af vælgerne. Organisationen oplevede herefter en række større eller mindre afskalninger, primært fra 2018 og frem til i dag.

Afskalningerne opstod grundet politiske uoverensstemmelser, men også grundet strategiske forskelle bl.a. i forhold til hvordan man skulle samarbejde med de spanske socialdemokrater, både nationalt, regionalt og lokalt. Denne uenighed tog for alvor til, da et flertal af Podemos’ hovedbestyrelse vedtog at indtræde i en fælles regering med socialdemokraterne under ledelse af Pedro Sanchez i 2019.

Splittelse og samling igen

Bevægelsen fik fem ministerposter, bl.a. beskæftigelses-, social- og ligestillingsministerposten.

I starten af 2023 stod Podemos i meningsmålingerne til en vælgerlussing af dimensioner. De forskellige målinger gav dem mellem 5 og 7%, hvilket var langt fra de ca. 15%, som de opnåede ved valget i 2019. Denne nedtur skete til trods for, at man faktisk havde opnået en række forbedringer for den spanske arbejderklasse. Bl.a. var mindstelønnen fordoblet, forholdene for timelønnede ansatte forbedret, der var indført forbedrede pensionsordninger, mulighed for fire dages arbejdsuge med fuld lønkompensation m.m. På socialområdet og ligestillingsområdet var der ligeledes sket en række reelle forbedringer.

Men de dårlige meningsmålinger kombineret med udsigten til, at det yderste højre skulle vinde valget i Spanien, fik den spanske beskæftigelsesminister, Yolanda Diaz, der i øvrigt også er mangeårigt medlem af det spanske kommunistiske parti PCE, til at tage initiativ til en ny paraply­organisation, hvor de kræfter, der havde vendt ryggen til Podemos, igen skulle finde sammen for at forhindre en truende højredrejning og til forsvar for og udbygning af de forbedringer, som var blevet skabt via regeringssamarbejdet.

Organisationen ”Sumar”, som på dansk ville hedde noget i retning af ”Samling”, blev stiftet i starten af april 2023 med PCE som en af de drivende kræfter.

Venstrefløjens program og krav

Til valget i juli 2023 opstillede Sumar et program for en ny progressiv regering i Spanien.

Et program, der indeholder en række progressive reformer og som er Sumar’s udgangspunkt i forhold til regeringsforhandlinger/regeringsdannelse. Bl.a. kræves det, at dagpengene fordobles, at moms på fødevarer og medicin sættes ned, at der indføres en 32 timers arbejdsuge, at 7% af det spanske BNP skal bruges på uddannelsessystemet, at børnepengene sættes op til 200 euro pr. måned pr. barn, at alle kulturorganisationer gøres gratis for unge mellem 16 og 30 år og for alle pensionister, at der skal opføres 2 millioner billige boliger (max. 700 euro) med fastlåsning af huslejen i 10 år m.m.

En stor del af befolkningen tog programmet til sig, og resultatet af valget blev, at Sumar, der opnåede 12,3% af vælgerne, blev det fjerdestørste parti i Spanien på trods af organisationens korte levetid.

Kommer der valg igen?

Resultatet blev ligeledes, at den nationalkonservative højrebølge, som var blevet spået en jordskredssejr til valget i Spanien, ikke blev til andet end et skvulp.

Partido Popular og Vox fik ikke – som alle meningsmålinger havde spået – flertal alene, og der er ikke andre partier i det spanske parlament, der ønsker at lege med Francos børn og børnebørn.

Men Socialdemokraterne og Sumar fik heller ikke flertal, og skal der kunne dannes en regering, skal det ske med opbakning fra de catalanske og baskiske nationalistiske partier, der kræver mulighed for bindende folkeafstemninger om uafhængighed og fuld amnesti for de politiske fanger, der fortsat sidder i spanske fængsler eller som lever i eksil i udlandet.

Balancegangen er ikke let, og fremtiden vil vise, om det lykkes. Alternativt skal Spanien til valg igen om højst et halvt år. Men for nuværende er de nationalkonservatives fremmarch stoppet.

Henrik Hald