Støt bladet KOMMUNIST
Så er det tid til at slagte grisen
Ytringsfrihed er en god sag, men vil man længere ud, for eksempel udgive et blad, så koster det. Og til små blade er der ingen økonomisk støtte, ligesom det ikke er et blad som KOMMUNIST, som banker, investeringsselskaber, telegiganter, jagerfly fabrikker og lignende annoncerer i.
Derfor er vi nødt til at bede vores læsere og sympatisører om økonomisk hjælp.
Manipulerende information
I det samfundssystem vi lever i, styres det dominerende mediebillede af statslige bevillinger og annonceindtægter fra stærke kapitalinteresser. Derfor er informationerne ideologisk systembevarende, og derfor mener vi, det er vigtigt at informere med en anden vinkel.
Når f.eks. mennesker rammes af arbejdsløshed eller alvorlig sygdom, handler det ikke om, at de er dovne og om metoder, der skal motivere dem til at arbejde og gøres arbejdsparate, men om, at der skal være arbejdspladser til rådighed.
Når Krim bliver en del af Rusland efter en folkeafstemning, hvor den overvejende del af befolkningen ønsker at vende tilbage til Rusland, kaldes det annektering, og giver anledning til forstærket oprustning og sanktioner, i modsætning til stilheden omkring Israels besættelse og annektering af store områder af Palæstina.
Vi bringer oplysninger om oversete fakta. Det, mener vi, er vigtigt, og derfor afholder vi den årlige indsamling til vores blad.
Indsamling 2019
Indsamlingen foregår i 6 uger, fra den 29. september til den 3. november. Alle medlemmer af KPiD har fået en nummereret indsamlingsliste gennem deres partiafdeling, og der afregnes hver søndag i perioden.
Første afregningsdag er altså søndag den 29. september hvor indsamlingskontoret på Frederikssundsvej 82, København NV har åbent for modtagelse og indtelefonering kl. 14-16. på: 38 88 28 33 eller 27 72 32 37.
Beløb kan indsættes på konto: Arbejdernes Landsbank 5322 0389289. Husk at angive ”Indsamling” eller listenummer.
Vi siger på forhånd tak – og god grisefest!
Redaktionen