Stop skydningen, våbenhvile nu

Af Carsten Andersen, aktiv i fredsbevægelsen i Danmark med udgangspunkt i Århus mod Krig og Terror

Jeg vil tale om de væsentligste konflikter der truer verden og præger den politiske diskussion.

Kommunister har siden den kommunistiske bevægelse opstod kæmpet imod krig. Det har vi gjort med udgangspunkt i klasseinteresser. Krige føres for de herskendes, bourgeoisiets interesser – underklassen, arbejderne er bare kanonføde. For overklassen er både oprustning, krig og efterfølgende genopbygning en utrolig indbringende forretning, for arbejderklassen er det en trussel mod velfærd, liv og lemmer.

Vi er engagerede i klassekampen på alle områder, men en kamp trænger sig særligt på i vores tid.  Det er at stoppe krigene.

Hvis vi vil opnå resultater i klimakampen, i kampen for velfærdsgoder, eller andre områder, så må vi stoppe krigene.

Krig og oprustning æder de ressourcer, der er brug for til klimaindsats og andre nyttige opgaver.  Så længe der er krig, prioriteres krigen højere end alt andet. Fokus er skiftet fra klima til krig både i danske regeringsudspil og forlig og i det seneste EU strategipapir.

Der er påtrængende brug for penge til klimaindsats og til genopretning af både naturen, velfærden og sundhedssystemet, men det er våben og oprustning, man finder penge til. Og man sender våben og ammunition til klimaødelæggende krige.

Der er påtrængende brug for arbejdskraft i velfærds- og sundhedssektoren, og for at flere unge mennesker tager en uddannelse inden for disse områder, men man prioriterer at trække flere unge mennesker ud af arbejdsmarkedet til værnepligt og ødelæggende militære aktiviteter.

Så lad os se på krigene, som vi skal have stoppet.

Krigen i Ukraine

Russerne angreb for mere end 2 år siden Ukraine. Det er brud på FN-pagtens forbud mod at angribe andre lande. FN-pagten siger klart, at konflikter skal søges løst med fredelige midler, og at intet land må gribe til krig bortset fra som forsvar, hvis landet bliver angrebet.

Vi fordømmer uforbeholdent dette brud på folkeretten.

Nu er det jo ikke den første krig, vi protesterer mod. I fredsbevægelsen er vi mod alle krige. Det kan ikke forsvares, at noget land angriber et andet land og starter en krig. Det gælder efter vores mening uanset, om landet ligger i Europa eller i andre verdensdele, og uanset angriberens og det angrebne lands styreform.

Når man hører politikere og presse, kan man få det indtryk, at flere af dem har dobbelte standarder. At er gælder et sæt rettigheder for de lande, vesten kalder demokratier, og et andet sæt rettigheder for alle andre lande.

Når vi og FN fordømmer krig, så er det fordi krig er frygteligt.

 Krig er død og lemlæstelse

Når man kaster bomber fra kampfly, og når man affyrer missiler, så dræbes eller lemlæstes de, som er så uheldige at være der, hvor bomben eller missilet rammer. Det betyder, at der i krig er masser af uskyldige civile ofre. Vi kender endnu ikke antallet af civile ofre i Ukraine, men vær sikker på, at det bliver mange.

Angrebet på Irak kostede på 3 uger 6000 registrerede dræbte civile. I de krige Danmark siden 2001 har deltaget i, er der registreret langt over 100.000 dræbte civile.

Der er ingen grund til at tro, at russernes bomber er mere humane end de danske og amerikanske bomber var i Afghanistan, Irak og Libyen.

I kampen om Bakhmut genoplivedes skyttegravskrigens rædsler, og angiveligt hobede ligene sig op i tusindtal, fordi det var for farligt at bjærge dem.

Derfor kræver vi, at krigshandlingerne stopper nu.

Krig er voldtægt og overgreb

I alle krige begås der voldtægt og seksuelle overgreb i massemålestok. Erfaringer fra hidtidige krige viser, at voldtægt og overgreb begås af alle krigens parter, ikke kun de parter vesten traditionelt betragter som de onde, men af alle krigens parter.

Det er, fordi voldtægt og overgreb er en del af krigens væsen. For at soldaterne kan udsætte sig selv for livsfare, og for at de med god samvittighed kan dræbe og ødelægge, må de lære at betragte fjenden som dyrisk og umenneskelig.

Det gør det nemt at begå overgrebene, for de andre er jo ikke mennesker som os.

Derfor skal krig og overgreb stoppe, og derfor afviser vi propaganda og fjendebilleder, der også i Danmark fremstiller fjenden som uciviliseret og gennemført usympatisk uden formildende nuancer.

Krig er destruktion og ødelæggelse

Når en by eller et område er bombet, brændt af og ødelagt, som det skete i Aleppo og Mosul, og som det er sket med Mariopol og Bakhmut, så er boliger, infrastruktur og produktionsapparat destrueret.

Hvis de stakkels indbyggere igen skal have et sted at bo, og igen skal kunne tjene en løn og selv frembringe deres livsfornødenheder, så skal det hele produceres igen. Bygninger, veje, fabrikker, maskiner mv. Det er hundrede års akkumuleret CO2 belastning, der så skal udledes i atmosfæren en gang til.

Dertil kommer at bombninger sender røg og støv og i atmosfæren.

Krig er klimaødelæggende

Krigen i Ukraine skal stoppe nu, også for klimaets skyld.

Krig giver enorme flygtningestrømme

Det er ikke for sjov, at ukrainerne flygter. De flygter for at undgå død og lemlæstelse, voldtægt og overgreb, nød og elendighed. Der er ingen grund til at tro, at flygtninge fra Ukraine er bekvemmelighedsflygtninge. Det samme gælder i øvrigt flygtninge fra Afghanistan, Syrien, Irak og andre krige.

Derfor skal vi behandle krigsflygtninge ordentligt, og ikke anbringe den i fængsler og lukkede lejre.

I andre krige fortier politikerne og pressen krigens rædsler fordi, der er store politiske og økonomiske interesser i fortsat krig. Krige i Ukraine er på den måde en undtagelse, for her hører vi, hvor grusom russernes krig er. Det bruges til at opbygge et fjendebillede af Rusland, der skal sikre, at folk accepterer vor egen oprustning og i sidste ende en krig mod Rusland.

 Krigen i Gaza

Siden oktober sidste år har konflikten mellem Israel og palæstinenserne, og særligt krigen i Gaza, fået stor opmærksomhed af politikere og medier.

Også vedrørende krigen i Gaza hører folk nu om krigens grusomheder. Ikke fordi presse eller politikere ønsker at oplyse om det, men fordi der er så mange palæstinensere i vore lande, så konsekvenserne af blokade og bombardementer ikke kan forties.

I Danmark får vi i medierne den israelske version af, hvad der sker, og når det er nødvendigt at fortælle om civile ofre, sult, død og ødelæggelse, kommer oplysningen altid med påtegnelsen ”i følge de Hamas-kontrollerede myndigheder”.

Alligevel, og trods myndighedernes og pressens modstand, er det lykkedes at opbygge en bevægelse med store demonstrationer og daglige aktiviteter for stop af blokade og bombardementer.

Særligt har mange unge mennesker engageret sig i kampen mod Israels krig besættelse og overgreb. De får derigennem egne politiske erfaringer, og de lærer trods propagandaen hvem, der er med dem, og hvem, der er imod dem.

Det giver håb for fremtiden. Måske vil krigen i Gaza præge den unge generation på samme måde som Vietnam-krigen prægede vores generation i kampen mod imperialismens skæve verdensorden med udplyndring og undertrykkelse.

 Rejs kravet om våbenhvile nu!

Og ja – krigene i Ukraine og i Gaza er frygtelige, ligesom krigene i Sudan og i Etiopien, som vi ikke hører om. Vedrørende Gaza og Ukraine kan vore naboer og kolleger se, hvor forfærdelig krig er.

Vi skal bruge det, at folk hører om grusomhederne, til at rejse et krav om, at vore regeringer arbejder for at stoppe kampene og starte forhandling om våbenhvile og fred.

Alle, der har nogen medfølelse med uskyldige ofre på begge sider, kan se, at det må standse. Det er ikke i orden at synes, myrderiet må fortsætte, indtil den ene part har sejret.

I krig er det sådan, at der ikke længere er nogen, der er de gode og rene. Alle menneskelige hensyn tilsidesættes for at nå politiske og militære mål. Derfor bliver det første krav fra et alment menneskeligt standpunkt og af hensyn til de mennesker, der dræbes og lemlæstes: stop skydningen, våbenhvile nu. Så må man derefter forhandle om en fredsaftale.

Det gælder både i Gaza, i Ukraine og i andre krige.

 Ideologisk kamp om fortællingen om krigene

Overfor kravet om våbenhvile og fred står stærke økonomiske og politiske interesser i fortsat krig, oprustning og konfrontation. Derfor ser vi en ideologisk kamp om fortællingen om krigene.

Vestens fortælling om Ukraine er, at det startede med russernes uprovokerede angreb, enten i februar 22 eller på Krim i 2014. Russerne kan bare trække sig ud, så stopper krigen.

Vestens fortælling om Gaza er, at det startede med Hamas terrorangreb på civile 7. oktober. Israel har ret til at forsvare sig. Hamas er en terror-organisation, der dræber civile og tager gidsler. Hamas må opløses eller udryddes, så stopper krigen.

Begge dele indgår i den overordnede fortælling om, at vesten, anført af USA, er de gode, demokratierne, der er nødt til at bekæmpe de onde, autokratierne, anført af Kina og Rusland, der ønsker at omstyrte den regelbaserede verdensorden.

Imod vestens fortælling skal vi ikke komme med russernes eller Hamas’ fortælling, men med vores, dvs. fredsbevægelsens, de undertrykte folks og arbejderbevægelsens og klimabevægelsens fortælling

Vedr. Ukraine fordømmer vi Ruslands angreb. Rusland har med angrebet brudt FN pagten og folkeretten. Konflikter skal løses med fredelige midler. Men vi frikender ikke vesten for deres ansvar for at konflikten blev optrappet og ikke måtte løses fredeligt. Og vi frikender ikke Ukraine for ansvaret for ikke at realisere Minsk 2 aftalen.

Og vi anklager regeringer, medier, våbenindustri og militær i vore egne lande for at arbejde for konfliktoptrapning, oprustning og krig, imod forhandling, kompromiser og fredelige løsninger.

Vedr. Gaza-krigen tager vi afstand fra terror, gidseltagning og drab på civile, også når det begås af Hamas, men ændrer ikke ved, at det er Israels ulovlige besættelse og fordrivelsen af palæstinenserne, der er årsag til konflikten.

Læg pres på regeringen

Vi skal presse vore regeringer til at gøre noget for at stoppe krigene.

Her er der nogle simple indlysende sandheder, som regeringen og medierne desværre fortier eller ikke vil anerkende, men som almindelige mennesker kender og anerkender:

1. Man løser ikke en konflikt uden at tale med dem, man er i konflikt med.
2. Man stopper ikke en krig, og man får ikke våbenhvile, uden at forhandle med dem, man er i krig med.
3. Man opnår ikke en varig fred uden en aftale, som begge parter kan leve med.
4. Det er modparten, der selv bestemmer, hvem der er deres forhandler.

Hvis der skal blive fred i Palæstina, må Vesten, særligt USA, men også Danmark, lægge pres på Israel for at stoppe fordrivelsen af palæstinenserne og udryddelsen af Hamas, og lægge pres på begge parter for at forhandle om en varig fred, som både Israel og palæstinenserne kan leve med. Det betyder, at Israel må forhandle med Hamas, ikke om hvornår, man igen må udrydde og dræbe dem, men om, hvordan man kan leve fredeligt sammen efter krigen.

For at arbejde for fred i Ukraine, må regeringen holde op med at afvise alle forslag om dialog og forhandling, og stedet arbejde for, at vore vestlige allierede accepterer en forhandling med Rusland, anført af Putin, om en løsning, som både Ukraine, Vesten og Rusland kan leve med.

Det bliver bestemt ikke nemt, men alternativet er fortsat krig, død og ødelæggelse for ukrainere og palæstinensere.

Jamen Putin kan man ikke forhandle med, siger de. Udsagnet dækker over, at vesten ikke ønsker dialog og forhandling. Man fortier, at der har været forhandlinger flere gange, og at der stadig er samarbejde, der fungerer, f.eks. om levering af russisk olie og gas til EU gennem ukrainske rørledninger. Når der er en fælles interesse i det, kan man altså forhandle en løsning.

Det er helt normalt at synes, at den, man er i krig med, er ond og usympatisk; men trods af det er man alligevel nødt til at forhandle med den person, der er modpartens forhandler, ellers kan man ikke få en forhandling om at stoppe krigen.

For at få folk til at acceptere krig, er det nødvendigt for magthaverne at dæmonisere modparten. Stemplingen af Putin som ond er et eksempel på den propaganda, der skal få os til at acceptere krigens nødvendighed. Hvis man ønsker at stoppe krigen, skal man gøre lige som i fodbold – at gå efter bolden, ikke efter manden. Hver gang vi skal i krig, hører vi, at modpartens leder er en skruppelløs tyran.

Man fortalte, at Saddam Hussein fik sine soldater til at rive spædbørn ud af kuvøserne på hospitalet i Kuwait.

Man fortalte, at Gadaffi hver morgen voldtog jomfruer, der om natten blev fanget ind til ham.

Der er masser at kritisere Putin for, ikke mindst for at starte angrebet på Ukraine, men hvis man ønsker at stoppe krigen, er det nødvendigt at holde kritikken af Putin konkret, og nøjes med at kritisere det, han gør, og ikke dæmonisere hans person.

Kunsten at forhandle

For at forhandle, må man kunne den svære kunst at forstå fjendens motiver, handlemuligheder og bevæggrunde. Ellers kan man ikke forstå, hvor man kan opnå indrømmelser og hvilke løsninger, man har mulighed for at komme igennem med.

Der skal findes en løsning, som begge parter kan leve med, ellers kan man ikke opnå en varig fred. Ellers skaber den ene krig grundlaget for den næste, lige som freden efter 1. verdenskrig lagde grunden til 2. verdenskrig.

Derfor må vestlige politikere undersøge og forstå, hvad kan Rusland leve med? Tilsvarende må russerne naturligvis tage hensyn til, hvad kan Ukraine leve med? hvad kan NATO og EU leve med?

Olof Palme nåede frem til, at sikkerhed nødvendigvis må være fælles sikkerhed. En parts sikkerhed er afhængig af, om modparten føler sig sikker. Hvis din modpart føler sig usikker og truet, og derfor er nødt til at opruste og tage militære forholdsregler, går det ud over din sikkerhed.

Det vil sige, at Vesten og Norden ikke kan føles sig sikre, hvis ikke Rusland føler sig sikker; og omvendt. Det er en erkendelse, der ikke har fundet vej hverken til NATO eller til de danske politikere. Deres svar er, at vi skal være i stand til at banke russerne. Det føler jeg mig ikke tryg ved.  Der er stor fare for, at vi ryger med i købet, hvis NATO skal banke russerne.

Derfor er der brug for forhandling om en fælles europæisk sikkerhed.

Kennedy konkluderede efter Cuba-krisen, at man ikke kan vinde en krig med en atommagt, og at man ikke skal presse en atommagt ud i valget mellem et ydmygende nederlag eller en atomkrig. Den erkendelse har politikerne også glemt i dag.

Politikerne må opgive talen om at besejre Rusland militært. Den plan sikrer kun ødelæggelse af Ukraine og fortsat krig og konflikt med Rusland direkte eller som stedfortræderkrig.

I stedet skal der arbejdes for nedtrapning af konflikten både ved en aftaler med og om Ukraine og ved tillidsskabende foranstaltninger og forhandling om at genskabe eller erstatte opsagte nedrustningsaftaler.

De europæiske lande er naboer til Rusland, og det vil de også være i fremtiden. Derfor vil det mindske risikoen for krig, død og ødelæggelse, hvis vesten søger en vej til at leve fredeligt sammen med Rusland. Det er klart i vores sikkerhedspolitiske interesse.

Så både fordi krigen er så frygtelig, at man ikke kan være andet bekendt af hensyn til krigens uskyldige ofre, og for vor egen fremtids og sikkerheds skyld, må vi arbejde for dialog og forhandling om at stoppe skydningen, altså våbenhvile nu, og forhandling om konfliktnedtrapning og en varig fred, som alle parter kan leve med, altså en fælles europæisk sikkerhed.

Det er nødvendigt at stoppe krigen, og vejen er dialog, forhandling og konfliktløsning.

Men politikerne, også på venstrefløjen, bakker op om konfrontation og oprustning, og størstedelen af befolkningen accepterer det. Det gør folk, fordi de ikke hører andet og derfor tror på propaganda og fjendebilleder, der skræmmer og skaber frygt.

Efter svensk forbillede har politikerne opfordret til, at vi hver især forbereder os på en katastrofe og krise, hvor vi skal kunne klare os uden el og vand i flere dage. Og beredskabsstyrelsen bakker op med en liste over, hvad vi skal købe.

Politikere, våbenlobby og presse skaber et indtryk af, at russerne kommer og tager os. Skræmmekampagnen skal få os til at acceptere en oprustning og militarisering, der æder de ressourcer, både menneskelige og økonomiske, der burde bruges på klimaindsats, biodiversitet, sundhed og velfærd.

Der er ikke nogen konkret trussel, der kan begrunde dette hysteri. Efterretningstjenesten og andre, der arbejder seriøst med truslerne mod Danmark, skriver gang på gang, at der ikke er fare for en russisk invasion eller et militært angreb på Danmark.

DIIS har netop offentliggjort en analyse, der konkluderer, at russofobbien er gået amok, men at krigspsykosen i værste fald kan blive en selvopfyldende profeti.

Hvis vi vil ændre det, skal vi turde gå imod fjendebillederne.

Vi fordømmer stadig, at Putin angreb Ukraine, men vi skal turde sige, at det karikerede billede, der tegnes af Putin, er løgn og propanda.

Vi fordømmer stadig den terror, Hamas står bag, men vi skal turde sige, at Hamas ikke kun er terrorister, men også myndigheden i Gaza og en legal repræsentant for palæstinensernes modstandskamp.

Der er masser af eksempler, fra socialdemokraterne i 1914 til Enhedslisten i 2022, på, at når politiske partier ikke tør gå imod fjendebilleder og krigspropaganda, så ender de med at støtte krig.

Nej til amerikanske baser

Den propaganda om en russisk trussel, som blev muliggjort af Ruslands angreb på Ukraine, er afgørende for opbakningen til den vanvittige oprustning og militarisering, vi oplever nu, herunder at vi nu får amerikanske baser.

Baseaftalerne er et led i en generel militarisering af Norden. Skiftet fra 70 års nordisk politik, om ikke at ville have udenlandske baser og tropper permanent i landene, kan kun forstås i sammenhæng med ændringer i konfliktmønsteret og konfliktniveauet i verden. Det ændrede konfliktniveau er også årsag til de andre dele af den oprustning og militarisering af Norden, som nu gennemføres.

Allerede i 1953 ønskede USA baser på danske lufthavne, men politikerne endte med at sige nej tak, fordi USA ikke ville give Danmark indflydelse på, hvad flyene skulle bruges til, og end ikke acceptere, at det skulle være til forsvar af Danmark.

Den danske regering frygtede dengang, at udstationering af amerikanske fly til angrebsformål og evt. militære angrebsoperationer fra baser i Danmark ville øge faren for angreb på Danmark. Samtidig ville Danmark miste sikkerhedspolitisk handlefrihed og suverænitet, og oprettelsen af udenlandske baser på dansk jord ville møde modstand i en stor del af den danske befolkning.

Når USA nu laver bilaterale aftaler bl.a. med de nordiske lande og med lande i Asien, må vi se det som et led i USA’s forsøg på at inddæmme Rusland og Kina.Med baser i Danmark og Sverige kan USA lukke den russiske østersøflåde inde. Med baser i Norge og overvågning af GIUK gabet med radar og droner fra Grønland og Færøerne, kan USA kontrollere den russiske nord-flådes adgang til Nordatlanten.

Russernes adgang til Nordatlanten spiller ingen rolle for Nordens sikkerhed. Vi er naboer til russerne i Østersøen. Men det er afgørende for USA’s sikkerhed i tilfælde af en atomkonfrontation mellem USA og Rusland.

Med Kinas voksende styrke og indflydelse, USA’s tab af indflydelse og den skærpede konflikt med Rusland, kom de europæiske, og særligt de nordiske lande, under pres for at bakke mere op om USA og NATO. Politikerne lagde sig hurtigt ned. Stort set alle politiske partier tror på, at vores sikkerhed bedst varetages ved at gøre, som USA ønsker.

Det er baggrunden for Nordens markante skifte i forhold til amerikanske baser.

Om suverænitet og sikkerhed

Det er som nævnt et 70 år gammelt princip vedrørende sikkerhedspolitik og suverænitet, at vi ikke vil have udenlandske baser i fredstid, fordi regering og folketing selv vil bestemme, hvad der skal ske i vore lande.

Erfaringen siden 50’erne, også fra baseaftaler i andre lande, viser, at amerikanerne ikke vil acceptere begrænsninger på deres militære handlefrihed på og ud fra baserne. F.eks. er basen i Ramstein brugt i forbindelse med bombardementer og krige, som Tyskland var imod. Det er en sikkerhedspolitisk suverænitetsafgivelse, som vi ikke skal acceptere.

Det er alene Danmarks regering og folketinget, der skal bestemme, hvilke militære operationer der skal udgå fra dansk territorium. Og tilsvarende gælder vedr. de andre nordiske lande. Det opgiver politikerne, fordi regeringerne og stort set alle politikere tror på, at sikkerhed bedst opnås ved at tækkes amerikanerne og følge dem blindt.

Det er altså for vores sikkerheds skyld, at vi skal have en baseaftaler. Og hvorfor er vi så imod det? Det er vi, fordi Norden og USA har forskellige sikkerhedspolitiske interesser. Bare se på et landkort. Norden er naboer til Rusland. USA ligger på et andet kontinent.

Hvis adgangen til Østersøen gennem de danske stræder og bælter bliver spærret i en konflikt med Rusland, så er det ikke USA, men Danmark, der risikerer ødelæggelse. Hvis amerikanerne fra baser i Norden angriber eller truer Rusland, så er det i første række Norden, der risikerer ødelæggelse.

Baseaftalerne skader Nordens sikkerhed, fordi de øger faren for krig, død og ødelæggelse i Norden. Norden (og Europa) skal leve med Rusland som nabo. Det er klart i vores sikkerhedspolitiske interesse, at det kan ske fredeligt. USA derimod taber ikke noget, men tjener milliarder af dollars på en krig i Europa.

Denne geografisk betingede interesseforskel forklarer også, hvorfor USA arbejdede for en optrapning af konflikten med Rusland, mens Frankrig og Tyskland var tøvende og længe søgte en diplomatisk løsning på Ukraine-krisen.

Stop skydningen, våbenhvile nu

En kort konklusion må være, at krig er frygtelig og skal forhindres. Krig og oprustning rammer både klima og velfærd.

Det er underklassen, der betaler prisen og er kanonføde, mens de herskende tjener på krigen.

Når det er kommet til krig, er det vigtigste krav: stop skydningen, våbenhvile nu.

Der foregår en ideologisk kamp om fortællingen om krigen, som vi skal vinde for at forhindre krig. Vi skal bekæmpe og nedbryde fjendebillederne.

Sikkerhed må være fælles sikkerhed.

De amerikanske baser skader vore landes sikkerhed.

USA varetager både gennem NATO og med baserne egne interesser for at sikre USA’s verdensherredømme.

Vore sikkerhedsinteresser er anderledes end USA’s.