Stop våbensalg til Israel nu!
[KOMMUNIST nr. 3-2024] De hollandske Organisationer Oxfam Novib, Peace Movement PAX Netherlands og The Rights Forum (herefter: Oxfam Novib) er organisationer, der blandt andet er engageret i en fredelig løsning på konflikten i Gaza.
De mener, at Israel overtræder krigens humanitære love i sine angreb i Gazastriben. De krævede, at domstolen pålagde staten at sikre, at eksporten af F-35 dele til Israel stopper øjeblikkeligt.
Dommen over Holland
Retten afsagde dom til fordel for Oxfam Novib. Den fastslog, at der er en klar risiko for, at der begås alvorlige overtrædelser af den humanitære krigsret i Gazastriben med Israels F-35 kampfly.
Israel tager ikke tilstrækkeligt hensyn til konsekvenserne for civilbefolkningen, når de udfører deres angreb. Israels angreb har forårsaget et uforholdsmæssigt stort antal civile tab, herunder tusindvis af børn (fra Danwatch).
Øjeblikkeligt stop af eksport
I henhold til forskellige internationale regler, som Holland har underskrevet, skal Holland forbyde eksport af militærudstyr, hvis der er en klar risiko for alvorlige overtrædelser af den humanitære krigsret. Det betyder, at der ikke må eksporteres F-35 dele til Israel fra Holland.
I sin beslutning om ikke at gribe ind i eksporttilladelsen undlod ministeren med urette at overholde disse internationale forpligtelser. Appelretten i Haag pålagde derfor den 12. februar staten at sætte en stopper for den videre eksport af F-35 dele til Israel indenfor 7 dage. Danmark har underskrevet samme konventioner.
Hvad med Danmark?
Regeringen er i lommen på den danske våbenindustri, der producerer våbendele til F-35 fly. Ifølge det danske udenrigsministerium bidrager i alt 15 danske våbenvirksomheder med forskellige dele og komponenter til F-35 kampflyene, som Israel indtil videre har modtaget 36 af.
En af de virksomheder, der eksporterer flest dele til flyet, er det århusianske forsvarsfirma Terma, der blandt andet leverer de systemer, der holder og affyrer flyets bomber og missiler. Der har løbende været aktioner mod denne produktion foran Terma, både i Søborg og Aarhus. Regeringen og politikerne har ignoreret dette.
Som Danwatch og Information tidligere har afsløret, deltager de dansk-udstyrede israelske kampfly i bombardementerne af Gaza, som ifølge de lokale myndigheder har kostet mindst 27.947 livet, heraf 12.150 børn.
Danmark bryder konventionerne
Den danske regering skal følge den Hollandske dom. Danmark skal overholde FN’s folkeret og øjeblikkeligt standse alt salg af våbenudstyr til Israel! FN’s Våbenhandelstraktat slår fast, at våben og andet militært materiel ikke må eksporteres til lande, hvor der er risiko for, at de bliver brugt til grove brud på menneskerettighederne. Her bidrager Danmark med militært udstyr til Israel.
Israel er forbryderen i denne krig. Siden den 7. oktober sidste år har deres militær brudt folkeretten og dræbt civile i stort antal.
Samtidig har vi nu FN’s øverste domstols ord for, at der er risiko for at Israel lige nu begår folkedrab mod palæstinenserne i Gaza. Samtidig opfordrer FN til at stoppe angrebene på civile.
Gadens parlament i hele verden er ikke i tvivl om Israels folkemord mod palæstinenserne. Vi fortsætter med at råbe op og protestere. Danmark har en forpligtelse til, som medunderskriver af folkedrabskonventionen, at overholde den og kæmpe for at undgå folkedrab. Vi har blod på vores hænder. Våbenhvile nu! For et frit Palæstina! Boykot Israel!
RC