Stor, lille roman fra Kina
Af Margit Andersen
Der har i de senere år udviklet sig en tendens blandt forfattere og læsere til at mene, at en god roman skal være murstenstyk. Allerede Dickens skrev meget tykke romaner, men det var af den naturlige grund, at han var på linjebetaling. Sådan afregner man ikke forfatterhonorar i dag, men nogle har været inde på, at det skyldes en påvirkning fra de lange TV-serier, hvor man bruger det helt store udtræk med tidskolorit og mange personer og sidehandlinger, og hvor seerne ikke selv skal bruge hverken forstand eller fantasi, men bare kan labbe i sig af søbemaden.
At en stor roman kan være forholdsvis lille i format, er Yu Hua’s fortælling om dengang Xu Sanguan solgte sit blod et bevis på. På lidt over 200 sider beretter han, i en nøgtern og lakonisk stil isprængt sort humor, om en families liv fra faderens barndom til alderdom, om det store spring, hungersnøden og kulturrevolutionen.
Persongalleriet er ikke stort, men i baggrunden lader naboerne deres stemmer høre som koret i et græsk drama. Naturbeskrivelser bruges kun som en naturlig del af handlingen, og der er ikke noget med at granske i hjerter og nyrer. Ganske vist lægger personerne ikke bånd på sig selv, men råber op for alle vinde og græder så tårerne sprøjter, men hvad de inderst inde tænker og føler må læserne selv finde ud af.
Xu Sanguan har et udmærket job på en silkefabrik som puppeuddeler (der blev min horisont udvidet), men indtjeningen er ikke større, end at han skal bruge mere for at kunne gifte sig. Tilfældigvis finder han ud af, at man kan sælge sit blod for en rigtig pæn sum. Det giver ham mulighed for at ”købe” friture-Bella, som sælger varme brød fra sit lille gadekøkken. Resultatet bliver tre sønner, men ak og ve! Den ældste ligner umiskendeligt konens første frier. Der bliver megen ballade, men det går i sig selv igen, i hvert fald i et stykke tid.
I løbet af familiens liv står katastrofen ofte for døren, men bliver hver gang afværget ved at Xu Sanguan sælger nogle kopper blod. Som f.eks. da de er ved at dø af sult, og han på den måde skaffer et måltid til dem alle, også til horesønnen som er hans øjesten.
Men man kan ikke sælge blod nonstop, så da de alle må gå sultne i seng på hans fødselsdag, finder han på noget andet. Hver især får de lov til at ønske sig en ret, og så serverer han fantasimåltider for dem, så levende beskrevet at de smasker og slubrer og prøver at snuppe noget af de andres mad. Det er en af de smukkeste og mest morsomme passager i romanen.
Kulturrevolutionen går heller ikke forbi familien. Da der i udhængsrusen mangler en prostitueret, bliver Xu’s kone på grund af sit fejltrin i ungdommen udråbt som ”en udtrådt sko” og offentligt ydmyget på den måde, man brugte. Derudover bliver det pålagt familien at afholde et kritikmøde i hjemmet. Det gør man pligtskyldigt, men dog ikke helt efter reglerne.
Der er flere lag i romanen, der kan læses som en realistisk beskrivelse af livet blandt fattige mennesker i en provins i Kina under formand Mao, hvor partiet nærmest fremstår som en fjern feudalherre, der med mellemrum dukker op med sære forordninger, som da alle køkkener skal nedlægges, og man skal spise i dertil oprettede kantiner.
Men den kan også med sin usentimentale skildring af, hvordan kærlighed kan udvikle sig over årene og med de omkvædsagtige gentagelser ligne et langt digt, eller nærmere en folkevise.
Ya Hua hører i dag til blandt de mest anerkendte nutidige forfattere i Kina trods hans kritiske holdninger. På dansk er også udgivet ”At leve”.
Yu Hua: Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod.
Oversættelse: Sidsel Laugesen. Klim. 265 sider. 270 kroner.