Storfilm om et af de mørke kapitler i USA’s historie

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 11-23] Filmen Killers of the Flower Moon varer tre og en halv time, og den kunne med fordel have været lidt kortere. Men derudover skal der ikke lyde negative ord om dette storværk, der fortæller en historie fra virkeligheden om, hvordan hvide amerikanere i begyndelsen af 1920’erne myrdede medlemmer af Osage-stammen for at tilrane sig deres rigdomme.

Så spørger læserne måske meget berettiget om, hvad det skal betyde. Var der rige indianere? Ja, det var der faktisk. Da Osage-folket i 1870’erne blev deporteret fra Kansas til Oklahoma, købte de i fællesskab et reservat der. I 1890’erne blev der fundet olie i deres jord, og det blev besluttet, at rettighederne til olien skulle være fælles eje.

Oliefirmaerne måtte betale for at få lov til at udvinde den, og det gjorde stammen til en af den tids mest velhavende befolkningsgrupper i verden. Rettighederne kunne kun overføres ved arv til familie eller ægtefæller. Hermed blev der uheldigvis åbnet en lem for, at hvide kunne berige sig ved ægteskab med en fra stammen. Dertil kom at regeringen, der betragtede indianerne som nogle laverestående væsener, vedtog et formyndersystem, der bestod i, at hvide mænd skulle bestyre deres bankkonti, som på den måde blev deponeret hos staten.

Filmen begynder kort tid efter afslutningen af 1. Verdenskrig. Den ikke for kløgtige Ernest er kommet levende igennem den, men med en mindre skade, og hans rare onkel William, kaldet King for han er nærmest bykonge i Fairfax, Oklahoma, har in­viteret ham dertil. Han giver ham et job som taxachauffør, for selv om mange af indianerne har egen bil med chauffør, så er der alligevel brug for taxaer til at bringe fruerne hjem med alle deres pakker efter indkøb.

King er kvægfarmer og en god ven af indianerne, hvis sprog han behersker. I det hele taget er han respekteret af alle. Men han er også grådig, kynisk og manipulerende, og det passer lige i hans kram, at Ernest og Osage-kvinden Mollie bliver forelskede og gifter sig. Ægteskabet er for så vidt kærligt og reelt nok, men King arbejder for sine inter­esser og bruger til det formål Ernest, som altid gør, hvad onkel siger.

King er ikke den eneste, der tragter efter at få fingre i det sorte guld, og igennem lang tid har byen været plaget af mystiske dødsfald, der giver hvide mænd indpas i indianerfamilierne.

Dødsfaldene bliver ikke undersøgt, for de hvide myndigheder, der burde gøre det, holder sammen som ærtehalm. Også Mollies familie bliver ramt, og hun selv udvikler en alvorlig diabetes, men onkel King sørger for, at hun får det nyopfundne vidundermiddel insulin, men også noget ”beroligende”.

I modsætning til sin mand er Mollie et skarpt hoved, og hun forstår, at der er noget rivende galt og tager sammen med nogle stammefæller til Washington for at forelægge problemet for præsidenten. Det resulterer i, at der kommer en opdagergruppe fra det, der senere skulle blive til FBI, til byen for at grave i sagerne. Resten af filmen viser deres arbejde og den påfølgende retssag.

Filmen om dette ­mørke kapitel i USA’s historie er optaget i Osage-reservatet, og det er folk fra stammen, der spiller indianerrollerne, undtagen Mollie, der spilles af Lily Gladstone, som stammer fra Blackfeet-folket. Leonardo DiCaprio spiller med Godfatheragtig fremskudt underkæbe Ernest, og Robert De Niro har rollen som den afskyelige King, der ser ud som om han næsten selv tror på sit hykleri.

Killers of the Flower Moon. Instruktion: Martin Scorsese. Manuskript: Martin Scorsese og Eric Roth