Storkapitalen vil privatisere vandet
Målet er en global privatisering af alt drikkevand i et såkaldt privat-offentligt partnerskab
I grænseområdet mellem Brasilien, Paraguay, Uruguay og Argentina ligger verdens største grundvandsreservoir. Der pågår lige nu et strategisk politisk spil mellem den brasilianske kuppræsident, Michel Temer og store multinationale selskaber med Nestlé og Coca Cola i spidsen. Selvom det offentligt benægtes, ligger det fast, at Michel Temer har haft møder med topledelsen i både Coca Cola og Nestlé. Det skriver avisen Correio do Brasil.
Davos mødet
Det nyligt afholdte møde i milliardærklubben ”World Economic Forum” i Davos, var det oplagte sted for møderne, hvor den brasilianske kuppræsident da også optrådte sammen med bl.a. topchefen for Nestlé Paulo Bulcke. Han havde ligeledes møder med topchefen i Ambev, som også er en drikkevaregigant og med topchefen i Coca Cola, James Quincey.
Coca Cola, Pepsi, Ambev og Dow Chemical er alle sammen med i noget, som kalder sig ”2030 Water Resources Group”. Det er et konsortium af multinationale selskaber, statslige aktører, finanskapital og FN-organer.
Sao Paulo Program
Konsortiets mål er en global privatisering af alt drikkevand i et privat-offentligt partnerskab. Dette sukres selvfølgelig ind i en masse miljøretorik og NGO nytale. Men det handler om, at private selskaber skal have kontrollen over drikkevandet i verden under paraplyen til den såkaldte 2030 agenda, som igen er en del af det, som kaldes Global Governance. Denne interessegruppe for milliardærer har etableret noget, som de kalder Sao Paulo Program, som utvivlsomt handler om privatiseringen af vandet i Brasilien.
Grundvandsreservoiret Aquifero Guanani hører til menneskehedens største ressorcer, nu og i fremtiden. Med et samlet areal på 1,2 millioner kvadratkilometer er to trediedele af reservoiret på brasiliansk territorium. Efter den konservative sejr i Argentina og kuppet i Brasilien er vejen åben for privatisering med enorme fortjenester og magt i udsigt. Kun Uruguay stemmer imod.
Kæmpe profitter
Drikkevandsgiganterne tapper grundvandet på flasker, tilsætter nogle mineraler og kalder det så for ”mineralvand”. Sådan øges prisen på vand, og i nogle tilfælde endda med mere end 1000%. Selskaber som Nestlé, Coca Cola, Pepsi Cola og Danone har opkøbt massevis af vandselskaber rundt omkring i verden og markedsfører sig under mange forskellige navne. Men i virkeligheden er det denne lille klub af multinationale selskaber, som står bag.
Truende fremtid
En langt mere alvorlig sag er dog de mulige fremtidskonsekvenser for menneskehedens behov for vand. Som bekendt kan mennesker ikke leve uden drikkevand. Allerede nu dør der hver dag næsten 1.000 børn, fordi de ikke har adgang til rent vand og ordentlig sanitet.
På verdensplan har 663 millioner mennesker ikke adgang til sikre vandforsyninger. Klimaproblemerne med oversvømmelser og udtørringer, krige og naturkatastrofer ødelægger ofte vandforsyningerne. Helt afhængige af tilførte vandforsyninger er der mange steder i verden, hvor en ofte beskidt flod er eneste vandforsyning, og så tørrer den i perioder helt ud.
Stop privatiseringerne
De store multinationale firmaer, der står på spring for at overtage de store vandreservoirer, ejes af såkaldte investorer. De investerer, hvor det er mest givtigt, hvor de kan hente maksimal profit. Når de står med vandet, og samfund står i en situation med mangel på rent vand, er det ikke et humanitært hjerte, der bestemmer prisen, men et hjerte, der banker for en god forretning.
Allerede nu kan vi på priserne for f.eks. el og vand se konsekvenserne af privatisering og selskabsgørelse på forretningsprincipper. Hvor det tidligere i Danmark var det offentlige, her kommunalbestyrelserne, der fastlagde prisen på vand og el ud fra kendskabet til, hvad borgerne kunne bære, sidder der nu selskabsbestyrelser med fede lønninger og fastsætter prisen, så selskabet kan give det forventede overskud.
Det er derfor af største vigtighed at få stoppet privatiseringerne af basale livsfornødenheder.
-bc/ps