Storpolitisk kirkekrig

Vestmagterne inddrager nu kirkemagterne i kampen om ukrainerne mod russerne

Med udgangspunkt i Ukraine er der udbrudt krigstilstand mellem forskellige retninger indenfor kristendommen. Det begyndte med, at der i september ankom to udsendinge fra den såkaldte over-patriark i Konstantinopel (nu Istanbul). Det var ærkebiskop Daniil fra USA og biskop Ilarion fra Canada, der kom til Kiev for at forberede dannelsen af en ukrainsk ortodoks kirke, uafhængig af patriarken i Moskva.

Det har udløst stærke reaktioner fra den Moskva-loyale ortodokse kirke i Ukraine, hvis overhoved, metropolitten Onufrij, nægtede at møde udsendingene. Også den russiske kirke har reageret kraftigt på forsøget på at hugge de kirkelige bånd mellem Ukraine og Rusland over og truede med at bryde forbindelsen med patriarken i Konstantinopel, hvis denne bidrog til at skille den ortodokse kirke i Ukraine fra moderkirken i Rusland. Det er nu sket.

”Moderkirken” reagerer

“Ugens nyheder” – flagskibet på russisk tv – havde allerede den 16. september en længere reportage om striden omkring den ukrainske ortodokse kirkes status. Her blev det hævdet, at Ukraines præsident Petro Porosjenko havde samlet 25 millioner dollars ind som en gave til patriarken i Konstantinopel – og forsøgt at stikke 15 millioner i egen lomme – for at opnå patriarkens støtte til oprettelsen af en uafhængig ukrainsk ortodoks kirke, og at de udsendinge, patriarken af Konstantinopel havde sendt til Kiev tilhørte et ekstremistisk, nationalistisk ukrainsk emigrantmiljø.

Århundreders kamp om Ukraine

De religiøse forhold i Ukraine er komplekse og afspejler århundredgamle konflikter og brydninger.

Det såkaldte Kiev-rige, den første østslaviske statsdannelse med Kiev som centrum, blev dannet i slutningen af 800-tallet, og blev i slutningen af 900-tallet kristnet og knyttet til Byzans og Østkirken, ifølge sagnet ved at storfyrst Vladimir i 988 antog den kristne tro. Som en del af dette blev der udnævnt en metropolit i Kiev. Kiev-riget bukkede imidlertid under i 1200-tallet, blandt andet som følge af mongolernes hærgen. Og de vestlige og centrale dele af dagens Ukraine kom i 1300- og 1400-tallet under Polen-Litauen. Det blev derfor Moskva, der siden 1325 havde været residensby for metropolitten, som blev arving til Kiev-riget og som i 1400- og 1500-tallet gennemførte ”samlingen af de russiske lande”.

Under Tsarens beskyttelse

Den polsk-litauiske adel forsøgte at udrydde den ortodokse tro og omvende østslaverne til katolicismen og oprettede derfor i 1596 den såkaldte græsk-katolske kirke, som de fleste af dagens vestukrainske nationalister identificerer sig med. I 1640erne gjorde kosakkerne – rytterbander, som holdt til på stepperne syd for Kiev – oprør mod den polske adel. Der blev oprettet en slags kosak-stat, som ved unionen i Perejaslav i 1654 stillede sig under tsarens beskyttelse.

I tiårene efter unionen i Perejaslav blev hovedparten af kosak-staten afviklet, og som en del af denne proces blev den ortodokse kirke i Ukraine i 1686 lagt under Den russisk-ortodokse kirke, som siden 1589 – da patriarken af Konstantinopel mod rige gaver gik med til at oprette et russisk patriark-embede – blev styret af patriarken af Moskva og hele Rusland.

Konflikter om kontrollen

Efter zar-Ruslands sammenbrud i 1917 og proklameringen af en uafhængig ukrainsk stat blev der gjort forsøg på at oprette en selvstændig ukrainsk ortodoks kirke, Bolsjevikkerne, som ønskede at udrydde alle former for religion, prøvede i 1920erne at skabe splittelse blandt de troende ved at støtte oprettelsen af en selvstændig ukrainsk ortodoks kirke. Under 2. Verdenskrig forsøgte de tyske besættelsestropper at etablere en ukrainsk ortodoks kirke og pålagde præsterne at prædike på ukrainsk.

Efter Sovjetunionens sammenbrud og oprettelsen af en uafhængig ukrainsk stat i 1991 blev der i tillæg til den Moskva-tilknyttede ortodokse kirke oprettet to ukrainske ortodokse ”mod-kirker”. Resultatet har været en mængde konflikter om kontrol over menigheder og kirkebygninger, som er blevet forstærket af regimeskiftet i 2014.

Mod-kirke støttede kuppet

Det er vanskeligt at fastslå opslutningen til de forskellige kirker. Den ene af mod-kirkerne har ikke megen tilslutning. Den Moskva-tilknyttede ortodokse kirke kontrollerer ca.70 procent af de ortodokse menigheder og kirkebygninger, men har sandsynligvis i dag ikke større tilslutning blandt de troende end den anden mod-kirke – Den ukrainsk-ortodokse kirke af Kiev-patriarkatet – hovedsageligt fordi myndigheder har iværksat en aggressiv kampagne til støtte for udbryderkirken. Det var denne udbryderkirke, der var med i ledelsen af demonstrationerne på Maidan pladsen op til kuppet.

Dagens ukrainske regime bryder sig ikke om den Moskva-tilknyttede ortodokse kirke, ikke mindst fordi kirken har arrangeret protester mod krigen mod den oprørske befolkning i Øst-Ukraine, blandt andet en fredsmarch i 2016, som samlede næsten 100.000 deltagere fra hele Ukraine.

Får svært ved at overleve

Patriarken af Konstantinopel har nu givet sin støtte til, at Ukraines Moskva-tilknyttede ortodokse kirke tvangssammenlægges med Den ukrainsk-ortodokse kirke af Kiev-patriarkatet mod millioner af troendes vilje. Det har forstærket krisen i Ukraine, og har indblandet andre kirker. Sagen har fremprovokeret et brud mellem Moskva og Konstantinopel. Uden russisk støtte er det vanskeligt at se, hvordan den ortodokse kirke skal kunne overleve i mange dele af verden, ikke mindst i de muslimsk dominerede lande. Patriarkens residens i Istanbul (Konstantinopel) er næsten kun en forfalden bygning i en muslimsk millionby, hvor de fleste kirker er omdannet til moskeer eller museer, og hvor offentlig udøvelse af den kristne tro er forbundet med livsfare.

Nistad /Friheten/red