Stort værk om Dario Fo som gøgler, maler og ven

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 3-2024] Da Dario Fo (1926–2016) fik tildelt Nobelprisen i litteratur i 1997, udløste det ikke den store jubel i Italien, hvor han stadig var persona non grata i vide kredse og blev betragtet som en letbenet farcemager og provokatør.

Ganske anderledes var det i Danmark, hvor Fo allerede i 1981 var blevet hædret med Sonningprisen for ”hans fortjenstfulde arbejde til gavn for europæisk kultur”. Her var hans stykker blevet opført fra begyndelsen af 1960’erne, især på Fiol Teatret og Odinteatret, men også på større scener. Parret Fo-Rame kom også tit hertil i forbindelse med forestillinger, seminarer, konferencer og udstillinger.

Det betød, at Fo (det var jo ham, der førte an) nærmest blev betragtet som ”en af vore egne”, og det kan vi takke hans trofaste oversætter, og hen ad vejen ven, Bent Holm, for.

Nu har Holm også beriget os med bogen ”Fænomenet Fo – gøgler, maler og ven”, der er et digert værk på 503 sider, hvor forfatteren generøst øser af sin store viden om den italienske politiske virkelighed, historie og kulturarv, som Fo i hele sit livsløb var i en heftig dialog med. Tidsmæssigt strækker bogen sig over de 90 år, som Fo nåede at leve i, men med tråde bagud og geografisk vidt omkring. Der er meget at holde styr på for læseren, men når noget smutter, er der heldigvis et appendiks og diverse registre bagi, som man kan støtte sig til.

Fo havde ikke kunstneriske aner, men hans morfar var en strålende fortæller, så noget arveligt er der tale om. Selv begyndte han med at være glad for at tegne, og det førte til at han studerede billedkunst, men endte så med at det blev teatret, der greb ham.

Hans kone, Franca Rame (1929–2013), var derimod født ind i teatret, da hendes familie i generationer tilbage havde været og stadig var en omrejsende trup. Da de to mødtes, var hun ung og smuk, mens han kun var ung, så det blev hende, der tog initiativet, uden skriftligt samtykke, til at de blev et par, ægteskabeligt og arbejdsmæssigt, til deres dages ende.

Holm lægger ikke skjul på, at alt ikke altid var fryd og gammen, men det tror da pokker, når sådan to temperamenter skal leve sammen. Begge havde de socialismen med hjemmefra og erindringen om modstandskampen. Deres naturlige platform var PCI (det kommunistiske parti), og Rame var da også medlem i nogle år, mens Fo var for anarkistisk til sådan noget.

Holm fortæller levende om deres livsrejse, der ofte foregik i stiv modvind. Om deres teaterarbejde og politiske kampe i et land, hvor fascismen ikke var død, hvor kirkens magt var stor, og korruption og kriminalitet trivedes godt. Det mærkede de personligt, da Rame i 1973 blev kidnappet på åben gade og udsat for tortur og voldtægt. Sagen blev først klarlagt i 1998, hvor det kom frem, at det var politiet i Milano, der havde tilrettelagt forbrydelsen.

Uanset alt arbejdede de umådeligt flittigt og engagerede sig politisk, så længe kræfterne slog til. På deres gamle dage måtte de se deres politiske forhåbninger for­tone sig, og for Rame var livet ikke noget værd, når hun ikke kunne stå på en scene mere. Fo fordybede sig i renæssancekunsten og debuterede som romanforfatter i en alder af 88 år. Også her kommer Danmark ind i billedet, for i 2015 skrev han ”Der er en skør konge i Danmark” om Christian VII.

Bent Holm: Fænomenet Fo – gøgler, maler, ven. Multivers. 503 sider. 350 kr.