Straf mod mindretal

Af Emil Olsen, murersvend

Sommeren 2018 vil blive husket som en af de varmeste i meget lang tid. Men det er ikke kun den lange tørketid, sommeren vil blive husket for. Det danske folketing vedtog nemlig en ny lov, også kaldet ”maskeringsforbuddet”, som er en lov, der spås at ville ramme ca. 250 mennesker, som er kvinder med muslimsk baggrund, der bærer hovedbeklædning.

Man kan spørge sig selv, om der er tale om et samfundsmæssigt problem, når man lovgiver for at ramme en så ubetydelig lille procentdel af befolkningen, eller om der er noget helt andet på spil?

Del og hersk

Vi må huske, at vi lever i et klassesamfund, hvor de to klassers interesser er i en konstant modsætning. Dette har kendetegnet vores historie lige fra 3 års krigen i 1864, slaget på Fælleden i 1872 til den historiske lockout i 1899 som førte til Septemberforliget, og op til nyere tiders konflikter. Alle har handlet om, at arbejderklassen og borgerskabet prøver kræfter med hinanden.

I denne tid, hvor kapitalismen mere eller mindre har det totale herredømme på vor jord, ser vi flere steder uro og optøjer, som begynder at få magthaverne til at ryste. Uro, som opstår, når det bestående politiske system ikke kan levere resultater til fordel for den brede befolkning, men snarere det modsatte.

At vi står sammen i en sådan tid er det eneste, magthaverne ikke har brug for. Vi så efter revolutionernes tid, hvordan man i 1930’erne lavede særlove mod jøder, som dengang var det store fjendebillede. Som et forsøg på at splitte folk op i rigtige og forkerte og på den måde fjerne fokus fra den reelle fjende.

Politisk skabte fordomme

På samme måde må vi tolke det nye maskeringsforbud, altså politisk styret racisme, som har til formål at fjerne folks fokus fra de reelle problemer for så at sprede had blandt arbejderne ved at rette vreden mod en bestemt befolkningsgruppe. Desværre ser det ud til – i dag som dengang – at mange, rigtigt mange falder i fælden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke 8 år tilbage. Der ankom en flygtningefamilie til egnen fra Liberia, som er et land fra Vest Afrika. Den ene af drengene, som var 9 år dengang, begyndte at spille fodbold i den lokale boldklub sammen med min yngste lillebror, også på 9 år.

De blev gode venner på trods af, at de ikke forstod hinandens sprog, havde forskellig hudfarve, den ene muslim født i en flygtningelejr, den anden på Farsø sygehus og kristen døbt.

Det stærkeste udtryk, jeg husker, var en morgen, de havde aftalt at sove hos os, hvor jeg ville gå ind til dem på værelset og forsøge at slå dem i FIFA. De 2 friske drenge lå i hver sin ende af sengen med en dyne over sig.

Det var et enestående billede, hvor der i den ene ende stak et sort hoved og to sorte arme op og i den anden ende et hvidt hoved og 2 hvide arme. De her 2 drenge havde ingen frygt for hinanden. Men derimod knyttede de et stærkt bånd, fordi de af natur ikke havde nogen fordomme om hverken det ene eller det andet.

De reelle problemer

Det er desværre noget, der bliver tillært, og som er en mekanisme, magthaverne i dette land nyder godt af. Det samme forhold har vi på vores arbejdspladser, vi skal ikke have frygt for hinanden. Det er det samme værktøj, vi skal håndtere, det er de samme forhold vi har i forhold til produktionen, altså vi sælger vores arbejdskraft. Derfor er det så hamrende nødvendigt, at vi knytter bånd til hinanden, at vi ikke lader os forføre af magthavernes forsøg på at gøre os blinde for de virkelige problemer i samfundet.

Det er ikke muslimer, som har smidt tusinder, og atter tusinder ud af dagpengesystemet.

Det er nødvendigt, at vi åbner vores øjne, det er ikke muslimer, flygtninge, migrant-arbejdere eller andre, som er det arbejdende folks fjende. Det er ikke muslimer, som har smidt tusinder, og atter tusinder ud af dagpengesystemet. Det er ikke de af vores venner, som interesserer sig for Islam, som har hævet vores pensionsalder, ej heller er det muslimer der kører klapjagt på de syge, nedslidte og andre udsatte grupper i kommunerne. Det er det politiske system, som fratager os vore rettigheder, forringer vor tilværelse samtidigt med, at firmaerne og de rige bare bliver endnu rigere.

Stå sammen

Blandt muslimerne er der arbejdende mennesker lige som os selv, og de er langt de fleste. De er vores brødre, der lige som os hver dag er udsat for kapitalismens udbytning. Og de er vore kammerater i den daglige kamp for bedre tider.

Kapitalismen sår had mellem arbejdere med forskellige tro og forskellige nationaliteter, hvilket sommerens nye lov er et tydeligt udtryk for.

Der er brug for, at vi knytter os sammen og diskuterer med hinanden om samfundets reelle problemer, og hvor vi gerne vil hen. Lad os starte på vore arbejdspladser.