Straffende ghettoplan
Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark
Forsvinder fattigdom og arbejdsløshed ved at rive boliger ned?
Den amerikanske politiske aktivist Noam Chomsky havde på et tidspunkt som en slags motto: ”Det er relativt nemt at stoppe terrorisme – man skal bare lade være at med at deltage i den”.
Den enorme politiske mobilisering, som USA-imperialismen har gjort til ”Kampen mod Terror”, har aldrig fortalt den ret grundlæggende pointe:
- at terrorismen rundt om i verden enten har været reaktioner på imperialismens interventioner
- eller direkte foranlediget af kapitalismen i dens kamp for verdensherredømme og bestræbelserne på at få den maksimale profit.
For at illustrere synspunktet kan man forestille sig, hvor meget mindre, vi havde set til den ekstreme bevægelse Islamisk Stat, hvis Bush, Blair og Fogh ikke havde begået deres terroristiske overgreb på Irak i 2003.
Ghettotrusler
Den overnævnte pointe kan være nyttig at genkalde sig, når man betragter Lars Løkke-regeringen og dens støttepartier Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i deres ”heltemodige” erklæringer om at være gået til kamp mod ghettoerne. Måske ville den allermest effektive indsats imod den såkaldte ghettodannelse være at holde op med at bidrage til den.
Det er værd at bemærke, at overnævnte Fogh mente, at det var rimeligt at gentage den nazistiske gestus fra 1930erne og udnævne boligområder til ”ghettoer”.
De boligområder, som nu skulle være en trussel, var oprindeligt rationelle statsprojekter bygget i 1960erne og 1970erne, hvor der skulle skabes gode boliger til arbejderklassen i et miljø af funktionelle bygninger med lys og plads til alle. I takt med at byernes centre blev renoveret og siden overtaget af mennesker med flere penge – som fik deres kaffebarer, specialbutikker og andet godt – blev de store projektbyggerier mindre attraktive. Man begyndte at sætte lavindkomstgrupper, såsom førtidspensionister, flygtninge og indvandrere, ind i lejlighederne.
De svigtede straffes
Hvis nogen havde forudset, at med koncentration af fattige og marginaliserede grupper følger også lejlighedsvis en vis social uro, havde de ikke af den grund vundet Nobel-prisen i økonomi.
Ved den platte symbolladede præsentation af ”ghettopakken” sagde statsministeren, at man nu ville gøre op med årtiers svigt. Det kunne have været en overskrift på et opgør med en skævvreden social- og boligpolitik, men det lykkedes i stedet at fremlægge pakken som et ”nødvendigt” opgør med muslimer og deres trang til at oprette parallelsamfund og indføre sharia lovgivning.
Nu skal der rives ned og straffes hårdere i ”ghettoområderne”. Så skal problemerne nok gå væk. Et næsten enigt pressekorps havde ingen kritiske eller dybtborende spørgsmål til planen.
Fortrænger deres skyld
Det er samfundssystemet, kapitalismen, der er årsagen. Men det ligger Løkke regeringen fuldstændigt fjernt, at de, der forsvarer kapitalismen, også har ansvaret for skabelsen af problemerne omkring blandet andet ”ghettoerne”.
Ghettopakken fremsættes, som om ghettoerne for årtier siden er landet i baghaverne fra en fjern galakse og straks gået i gang med at gro en helt bestemt kultur. Ghettoen er blevet et rent symptom, som regeringen og Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet hopper rundt og hvæser navnet på.
Men hvis der er et punkt i ghettopakken, der mere end noget viser, at regeringen har tænkt sig at fortsætte med at skabe sine egne symptomer (og selvfølgelig frasige sig ansvaret for dem) er det ikke engang den nedladende retorik mod indvandrere og især muslimer. Det er snarere, at det er lejerne selv, der skal betale gildet. Det planlægges at ekspropriere 12 milliarder kroner fra Landsbyggefonden for at finansiere pakken.
Boliger som investeringsobjekter
Når fortrængningen skaber symptomer, som man ikke længere kan genkende sig selv i, anvender de samfundsbevarende partier ofte en strategi, der intensiverer fortrængningen. Anderledes kan det ikke forstås, at de der skal betale for det såkaldte opgør med ”ghettoiseringen”, er dem, der helt generelt er blevet mere og mere marginaliserede på boligmarkedet i takt med, at brokvartererne i København er blevet omdannet til investeringsobjekter.
Måske er planen, som partiet Liberal Alliance helt åbent siger, ”at de fattige bare kan tage sig sammen og blive rige og købe sig nogle bedre beliggende lejligheder tættere på byen”.
1 maj
I 1986 skrev Bjørn Afzelius og Mikael Wiehe en sang, som hedder ”Vi Lever Endnu” – hvor et par af versene lyder:
”Vi har vandret i sammenhold med dem, som vi holder af,
vi har lidt os igennem ensomhedens år – men vi lever endnu”.
”Så vi fortsætter med at kæmpe, vi fortsætter med at gå,
vi vil aldrig stoppe, vi har kæmpet i mange år – men vi lever endnu”.
”Så vi holder fast ved tanken om, at der er et mål,
skal vi falde, vil vi gøre det i strid”.
Kommunisterne vil på 1. maj dagen være at finde overalt i landet, og vil sammen med arbejderklassen kæmpe videre under parolen:
Kapitalismen er problemet – Socialismen er løsningen
Kommunistisk Parti i Danmark ønsker alle vore læsere en god 1. maj.