Skip to content

24-timers generalstrejke i Grækenland:

Strejke mod regeringsforslag om indskrænkning af strejkeretten

Grækenlands Kommunistiske Parti

Det var et kampklart og rungende svar på regeringens, arbejdsgivernes og EU’s forsøg på at knuse arbejderklassens og folkets liv til fordel for kapitalens profitter, der lød fra de tusindvis af arbejdere, som deltog i generalstrejken over hele Grækenland torsdag den 14. december 2017. Fra den panhellenske arbejderfront PAME’s strejkemøder blev der udsendt besked om at gå til modangreb og om at optrappe kampen for at få underskrevet de landsdækkende generelle overenskomster med krav om mindsteløn på 751 Euro og om overenskomster, der tillader lønstigninger, og imod udsalget af folkets ejendom og imod den indskrænkning i strejkeretten, som SYRIZA-ANEL-regeringen har fremlagt lovforslag om.

Nej til utryghed

I Athen sluttede strejke-mobiliseringen med et møde ved den amerikanske ambassade, hvor der blev sendt en solidaritetshilsen til det palæstinensiske folk og udtalt fordømmelse af USA’s beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Ved de massive demonstrationer, som PAME havde organiseret over hele Grækenland, viste de protesterende beslutsomt deres modstand mod at acceptere en fremtid i fattigdom, arbejdsløshed og permanent utryghed. Sammen med arbejderne deltog også selvstændige næringsdrivende og bønder med traktorer i strejken.

Beskidt angreb på strejkeretten

De udtrykte deres faste beslutning om ikke at anerkende afskaffelsen af 8-timers arbejdsdagen og af stabile og varige arbejdsforhold til fordel for uautoriseret arbejde uden nogen forsikring. De udtrykte også deres afvisning af forhøjelsen af pensionsalderen til 70 år og reduktionen af pensioner til blotte og bare lommepenge. De gik imod nedskæringerne på sociale udgifter og plyndringen af de sociale sikringsfondes reserver.

De protesterende fordømte SYRIZA-ANEL-regeringens forsøg på at begrænse strejkeretten, det største kampmiddel, som arbejderne med deres kampe og blod har vundet. De fordømte den atmosfære af højtidelighed, hvori regeringen forsøger at indpakke sin eventyragtige fortælling om ”retfærdig vækst” – et begreb, som i realiteten betyder yderligere angreb på livsbetingelserne for familierne i arbejderklassen og andre folkelige lag gennem fortsat afvikling af rettigheder og opnåede resultater. Sluttelig fordømte de demonstrerende den undertrykkelse og de autoritære fremgangsmåder, hvormed regeringen forsøger at gennemtvinge tiltagene i både den tredje evaluering og de forudgående memoranda.

Styrk den sociale alliance

Formanden for KKE, Dimitris Koutsoumpas, der deltog i PAME’s strejkemøde i Athen, udtalte følgende til pressen og medierne:

”SYRIZA-ANEL-regeringen fortsætter sin elendighedspolitik og sit beskidte arbejde på det græske folks bekostning. Jo hurtigere bedrageriet, de falske forventninger og skuffelserne bliver overvundet, des før kan vi berede vejen for at afskaffe memorandaernes antifolkelige tiltag, genoprette arbejdernes tab gennem alle kriseårene og gennemføre fundamentale ændringer i det græske samfund og den græske økonomi. Denne opgave ligger netop i dette øjeblik i hænderne på arbejderklassen og de folkelige lag i vort land. Vi kan ufortøvet bevæge os fremad og ændre det negative styrkeforhold i fagforeninger og andre organisationer ved at deltage i valgene i fagforeningerne og i massebevægelsernes aktiviteter; ved at styrke KKE; ved at ændre strukturen i arbejdernes og fagbevægelsens bevægelser; og ved at styrke den sociale alliance mellem alle undertrykte og underprivilegerede her i Grækenland.”

-Marl

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk