Skip to content

Sundhedsplatformen igen

Det udskældte it-system Sundhedsplatformen, som både Sjællands og Hovedstadens regionsråd krampagtigt holder fast ved, har nu endnu engang ført til fejldoseringer.

Denne gang er der opdaget en fejl, som betyder, at fejldoseringerne kan have ramt alle typer medicin og ikke kun paracetamol, som tidligere har været omfattet, oplyser DR København. En it-fejl som har ført til, at der er lavet 446 fejldoseringer i Region Hovedstaden og Region Sjælland, som der skal ”kigges nærmere på”, lyder det.

Mange ofre for systemfejl

Fejlen er opstået, fordi it-systemet har en automatisk funktion, som skal sørge for, at der bliver doseret så få tabletter som muligt til hver patient, men den funktion har ikke taget højde for, at der er styrkeforskel på tabletterne.

– Den her funktion, som sikrer, at patienterne skal tage færrest mulige tabletter, har lavet lidt ulykker i forhold til udvalgte ordinationer, siger sundhedsfaglig chef i Region Sjælland, Preben Cramon, til DR og fortæller også, at den funktion nu er taget ud af systemet. Tidligere har fejl ramt flere end 3.000 patienters medicindoseringer af paracetamol, men det viser sig, at det kan være alle typer af medicin.

‘Vi skal se os om efter noget andet’

Fejlene vækker omsider bekymring blandt Region Hovedstadens politikere. Blandt andet hos Jacob Rosenberg, der er overlæge på Herlev Hospital og medlem af regionsrådet for Liberal Alliance.

– Jeg synes, det er dybt bekymrende. Der er ikke styr på Sundhedsplatformen generelt, og specielt ikke med medicinmodulet, sagde han til DR og tilføjede: – Jeg synes, vi er nået til et punkt, hvor vi må se os om efter noget andet.

Det punkt er nået for længe siden. Tilbage er nu at skrotte det dyre uduelige system og at drage den lære af det, at de, der skal arbejde med systemerne, inddrages i valg af systemer.

-Alni

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk