Sygehuse er blevet underfinansieret i flere år
Mens valgkampen ruller, og alle partier taler om behov for endnu flere ”varme hænder” og flere sygeplejersker, er de regionale sygehuse i et årti blevet underfinansieret, da de i gennemsnit kun har fået tilført et beløb, der svarer til det halve af, hvad der var nødvendigt for fastholde serviceniveauet.
Regnestykket er ifølge Jyllands-Posten udarbejdet af professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen ved Syddansk Universitet. Han mener, at der årligt har manglet mere end en milliard kroner.
Og at underfinansieringen afspejler sig i ”ekstra travlhed for personalet, mindre tid til den enkelte patient og serviceniveauet i øvrigt”.
Kan ikke følge med
Væksten har været omkring 1 procent, men burde have været på mellem 1,6 og 2,2 procent. Tallenes troværdighed bekræftes af professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra Danmarks nationale forsknings- og analysecenter for velfærd (Vive), der efter en gennemgang af tallene udtaler, at der skulle have været tilført sundhedsvæsenet ”omkring 2 pct. årligt for at dække demografi og nye behandlinger”.
Falsk selvros
Regnestykket er en kortlægning af, hvordan udgifterne til sygehuse, speciallæger og alment praktiserende læger har udviklet sig i perioden 2007-2018 sammenholdt med, hvor mange penge området skulle have haft tilført for at dække den demografiske udvikling, prisudviklingen på sygehusmedicin samt nye behandlingsmetoder.
Så uanset de store tal, som regeringspartiets medlemmer ynder at prale med, de har tilført sundhedsvæsenet, så har det reelt betydet nedskæringer.
-Alni