Skip to content

Syltet siden 1992

De pædagogstuderende vil ikke længere glemmes ved overenskomstforhandlingerne.

Af Birgit Sørensen

Overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte er i fuld gang. Lærlinge, elever og andre studerende med praktik som en del af uddannelsen får deres løn og arbejdsvilkår afgjort ved de respektive faglige organisationers forhandlinger med stat, regioner og kommuner. Dette foregår sædvanligvis uden, at offentligheden hører om denne del af forhandlingerne.

En bestemt gruppe er i år særligt spændt på resultatet, nemlig de pædagogstuderende.

Denne gruppe indgår fra deres anden og tredje praktikperiode i normeringen i vuggestuerne, børnehaverne og alle andre steder, hvor pædagoger arbejder, på stort set lige fod med andre medarbejdere. De arbejder gennemsnitligt 32,5 timer om ugen og har ved siden af noget undervisning på uddannelsesstederne.

For dette får de mellem ti et halvt og elleve tusind kroner om måneden før skat, vel at mærke uden ret til tillæg for aften- og weekendarbejde, lønnet ferie, barsel, optjening af pension eller strejkeret.

Forglem mig ej

De pædagogstuderende fortæller på PLS-hjemmesiden, at de siden starten af halvfemserne har stillet de samme krav til overenskomstforhandlingerne uden rigtigt at få noget ud af det, og mener, at de både er glemt og kommet i syltekrukke.

De har derfor sendt en pakke til formændene i alle lokale afdelinger af BUPL og LFS, som forhandler overenskomsten for dem. I pakken er en syltekrukke med en mærkat med budskabet: ”Forglem mig ej,” og mange små søde blå blomster, som dekoration. Pakken rummer desuden et brev, hvor Liva Weels sang, ”glemmer du” præsenteres og omkvædet citeres. Brevet indeholder selvfølgelig også de pædagogstuderendes krav ved forhandlingerne, med ønsket om denne gang at blive prioriteret.

Skype som menneskelig kontakt

Men også lokalt laver de pædagogstuderende happenings og aktioner for at forbedre deres forhold. F.eks. var der flere happenings som optakt til Uddannelsesalliancens succesfulde protestdag den femte oktober, hvor 10 tusinde uddannelsessøgende på landsplan mødte frem.

Der foregik mystiske natlige hændelser på de pædagogstuderendes Campus på Lerpyttervej i Thisted. Hætteklædte væsner malede på store stofstykker og næste dag var Campus dekoreret med transparenter med billede af statsministeren, og udsagn om at han lyver, når han lover forbedringer til de uddannelsessøgende. Vigtigst lokalt var dog et banner med ordene: ”Praktiksamtaler via skype – menneskelig kontakt?”

Skype undervisning

”Skype” bliver netop i stigende omfang brugt som undervisningsredskab i disse år som konsekvens af de besparelser, som rammer uddannelsesstederne en bloc. På pædagoguddannelserne, hvor man lærer, at det at være fuldt til stede i menneskelige relationer, er det vigtigste arbejdsredskab, er det forståeligt, at de studerende ikke er begejstrede.

Lad os håbe, at Liva Weels sang og syltekrukkerne går rent igennem til forhandlerne i BUPL og LFS, og at de denne gang får noget med hjem til de studerende.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk