Syndikalist-Løjtnanten

Af John Poulsen

I december 1918 kunne bladet ”Solidaritet” meddele, at en sekondløjtnant fra hæren var blevet fyret på grund af sine revolutionære holdninger. 

Det drejede sig om forfatteren Bertel Budtz Müller (1890–1946), der havde skrevet en artikel i Socialistisk Arbejderpartis dagblad ”Klassekampen” om slaget på Grøntorvet. Allerede i 1917 havde han dog givet udtryk for sine politiske holdninger i skuespillet ”I Kains spor. En løjtnants betragtninger”. Det var aldrig hans natur at holde sine meninger for sig selv. 

Budtz Müller kom fra et konservativt hjem i Thisted, og i overensstemmelse med familiens holdning valgte han en militær karriere, men under indtryk af den første verdenskrig blev han radikaliseret og blev i 1918 medlem af Socialistisk Arbejderparti. 

Da Venstresocialistisk Parti, det senere DKP, blev stiftet i november 1919, blev han medlem og var især aktiv på den kulturelle front, bl.a. skrev han boganmeldelser i partiets blad ”Arbejdet”. I september 1920 var han med til at danne Litterær Arbejderklub, som var uafhængig, men stod partiet nært, og blev redaktør af dens blad ”Baal”, som kun nåede at udkomme fire gange. 

I det næstsidste nummer, december 1921, havde han en positiv artikel om Georg Brandes i anledning af 50 året for dennes værk ”Hovedstrømninger”, hvad der gav anledning til en større debat i partiet. Nogle mente, at den gamle, borgerlige kultur skulle skrottes helt til fordel for en ny proletarkultur, mens andre, som Budtz Müller, mente, at den skulle være fundamentet, man byggede videre på.

Efter at have skrevet en række skuespil, bl.a. ”Liden Engel” som Arbejderklubben udgav i 1921, men som først blev opført efter hans død, gik han i gang med at skrive humoristiske historier om thyboernes liv, og da de i begyndelsen af 40’erne udkom i tre bind, skrev Otto Gelsted i forordet, at ”disse thybofortællinger har en egenskab, der er sjældnere, end man skulle tro: De er virkelig, hvad man i almindelig sprogbrug forstår ved en ’god historie’ ”.

I 1923 fik han kontakt med det socialdemokratiske Arbejdernes Teater, som opførte hans ”Tribunespil”, og i 1925 blev han leder af teatret og sammen med sin kone, skuespillerinden Frida Budtz Müller, hovedkraften i ensemblet. Inden da havde han meldt sig ud af DKP og ind i Socialdemokratiet, hvad der var meget naturligt. Han var langt mere individualist og idealist end kommunist.

I 1929 holdt han pludselig op på Arbejdernes Teater, måske havde det været for anstrengende for ham, og familien flyttede til Hanstholm. Her fortsatte han med at skrive ”Thybohistorier”, som blev trykt i forskellige dagblade, anmeldte bøger i Socialdemokraten og fik bragt en række hørespil i radioen. 

I 1935 vendte familien tilbage til København, hvor Frida periodisk havde arbejdet på forskellige teatre for at supplere deres sparsomme indtægter. 

Efterhånden gik det ned ad bakke med helbredet, og i 1946 døde han, kun 55 år gammel, og blev begravet på Hvidovre Kirkegård, hvor der i 1948 blev opsat en mindeplade på kirkegårdsmuren med et relief af ham og teksten ”Den fattige har altid ret”.

Om dette sammensatte menneske med en umættelig livsappetit, der med Broby Johansens ord var en vulkan med thylandsk muld under træskoene, har forlaget Knakken udgivet en bog, der både fortæller levende om Budtz Müller og om det kulturelle liv på venstrefløjen, som han var en meget aktiv deltager i.

Knud Holck Andersen og Flemming Skipper: Syndikalist-Løjtnanten. Bertel Budtz Müller og hans generation. Forlaget Knakken. 182 sider. 225 kroner. Bogen kan bestilles på: arkiv@thisted.dk