Tak til Gisela May på hendes 100 års fødselsdag

Af Gina Pietsch, Berlin.
Forkortet af redaktionen

[KOMMUNIST nr. 10-2024] Det var den 31. maj 1924 i Wetzlar, at en DDR-star blev født. Vi i DDR havde ikke mange stars og slet ikke verdensstjerner. Hendes rejser i den store verden som til New Yorks Metropolitan, til Island og Australien og naturligvis alle europæiske lande fandt netop sted i den tid, hvor man interesserede sig for dette lille land, DDR, der, som det eneste i verden, havde givet Brecht et hjemsted og arbejdsmuligheder efter hans eksil.

Man kunne kun gøre det anderledes

Indtil 1962 var hun på Deutsches Theater, så skiftede hun til Berliner Ensemble, som blev ledet af Helene Weigel. Tredive år ialt, indtil 1992, forblev hun medlem af dette ensemble og sagde:

“Da ensemblet og jeg stødte sammen fik jeg adskillige blå mærker. Trods mangeårigt scenearbejde måtte jeg der begynde helt forfra med min læring”.

Indtil hun i 1978 første gang spillede den rolle, som hun nok er mest kendt for: Mutter Courage, gik der en tid med massive startvanskeligheder. Weigels overmægtige forbillede gjorde det naturligvis svært at finde en egen udformning. Men nu anses Mutter Courage for højdepunktet på hendes skuespillermæssige udvikling, og hun spillede hende i al den tid, hun arbejdede på ensemblet.

Hendes første hovedrolle der var værtinden fru Kopecka i Brecht stykket: “Sveik i anden verdenskrig”. Hans Eisler, som havde lagt mærke til hende, skrev vidunderlige sange, der var skræddersyet for hende, og hun sang dem storartet, vittigt, underfundigt, grundlæggende klogt.

Det er let at forstå min stolthed over senere at blive hendes elev. Hvordan skete det?

Efter skuespilundervisning havde jeg det held i 1974 at få et tillægsstudium på Berliner musikhøjskole med undervisning af Gisela May i fortolkning. Hun, som dengang for mig var den største Brecht-fortolker, bevirkede, at min egen beskæftigelse med Brecht fuldstændigt blev forbundet med angst eller rettere med uhyre respekt.

I den tid, hvor jeg forgudede Gisela May, sang jeg ikke hendes ting, for ikke at blive sammenlignet med hende. Man kunne aldrig gøre det bedre, kun gøre det anderledes. Først foretrak jeg at synge de sange, som jeg kendte fra Ernst Busch, og derfor turde jeg bringe passion ind i min fortolkning.

Det, jeg kunne lide ved May, var, at hun sagde: For mig består skuespillerens hovedopgave i fra scenen at hjælpe tilskuerne til erkendelse af deres omverden og derved både appellere til forstand og følelser og glæden ved at tænke for at formidle en videre tænkning. Desværre meget umoderne ord i dag.

Det begyndte i barndomshjemmet. Moderen, Käte May, er skuespiller og kommunist. Faderen Ferdinand May er forfatter, socialdemokrat og krigsmodstander og efter 1945 kaberetdirektør og senere chefdramaturg for teatrene i Leipzig. En omfattende musisk uddannelse med klaver­undervisning forekom indlysende. Hendes klaver­lærer Alfred Schmidt-Sas havde hun ikke længe. Han blev senere henrettet i Plötzensee.

Fra 1940 til 1942 uddannede hun sig på teaterskolen i Leipzig. Hun havde det held at få vigtige lærere, herunder den store Max Reinhardt, skuespillerinden Lucie Höflich.

I 1951 bragte Wolfgang Langhoff hende til Berlin, til Deutsches Theater, hvor hun spillede i 11 år, ansat af ham til at spille en lang række roller, og med ham som garant opfordredes hun til at blive medlem af SED.

Varige læringseffekter

Fra Gisela May lærte jeg blandt meget andet noget vigtigt for scenearbejdet – konsekvens.

Der er noget kuriøst ved historien. Jeg arbejdede sammen med hende på en sang, som jeg stadig synger i dag. Franz Josef Degenhardts store “Ballade om bondelederen Joss Fritz eller legenden om revolutionær tålmodighed og udholdenhed og rettidighed”. Joss Fritz bliver her skildret som en, der sætter hele sin følsomhed ind i kampen mod fyrsterne. Han bruger de smukke landsbyfester til at agitere, men han viger heller ikke tilbage for at røre ved pigernes “mis”, sådan lød den gammeltyske tekst.

Jeg blev på en eller anden måde flov over ordet og slugte det næsten, mens jeg sang det. May lod mig ikke slippe afsted med det. “Altså, hvis De skal bruge den slags ord, så gør det rigtigt”. Og hvor havde hun ret. Jeg husker ofte den kritik, når jeg underviser.

Min læring fra May stoppede ikke efter murens fald, da det af vest indsatte chefsekretariat skamløst fyrede hende, efter at hun i 30 år havde været en del af Berliner Ensemble. Hun fortsatte i fjernsynet som Evelyn Hamanns mor i serien “Adelheid og hendes morder”.

Den 2. december 2016 døde Gisela May i Berlin i en alder af 92. Jeg er sikker på, at hendes enorme arbejde under DDR-æraen i de forskellige teatre, hendes optræden som chanson- og sangfortolker og hendes kabaret aftener, hendes 25 pladeproduktioner og 30 TV-produktioner, hendes biograffilm, alle disse enorme præstationer ikke vil blive glemt.

På intet tidspunkt er jeg gået glip af nogen af hendes roller, nogen af hendes koncerter eller nogen af hendes grammofonplader. Jeg kender alle hendes nuancer og kan i dag lytte til hende uden frygt for plagiering. Jeg plejede nogle gange at opleve, at mine gode lærere var en byrde, fordi det var svært at fjerne sig fra dem. I dag føler jeg kun lykke.

Tak, Gisela.