Tanzania på litteraturens landkort

Af Margit Andersen

Da Nobelprisen i litteratur i 2021 skulle uddeles, var min favorit Ngugi Wa Thiong’o, men sådan blev det ikke, og det var egentlig meget godt, for det betød, at der kom et nyt land på mit litterære landkort. Den heldige var Abdulrazak Gurnah (f. 1948) fra øen Zanzibar. Ganske vist er han engelsk statsborger, hvor han har levet siden 1967, og han skriver sine bøger på engelsk, men hans hjerte er forblevet i hjemlandet. Det var da også hjemve, der i hans ungdom satte ham i gang med at skrive, og de fleste af hans romaner foregår i Tanzania, som øen nu er en del af.

Da Gurnah var barn, var Zanzibar et selvstændigt sultanat, hvor arabere og indere var dem, der sad på magten, pengene og jorden og betragtede den oprindelige befolkning som nogle uciviliserede undermennesker. Men i 1964 brød der en revolution ud, der vendte bøtten, og nu blev det ”de vilde”, der tog over, og den tidligere overklasse blev frataget deres besiddelser og forfulgt. Gurnahs familie var af arabisk afstamning, og han forlod landet og rejste til England, hvor han læste litteratur og indtil sin pensionering for nogle år siden har undervist i postkolonial litteratur.

Det Svenske Akademi begrunder tildelingen af prisen med hans ”kompromisløse og medfølende ransagelse af kolonialismens virkninger og flygtningens skæbne mellem kulturer og kontinenter”. Et andet tema er ofte, som i romanen ”Paradis”, kvinder og børn, der bliver holdt nede i patriarkalske strukturer.

Den 12-årige Yusufs forældre er fattige handelsfolk, der har sat sig i gæld til ”onkel” Aziz, en velstående arabisk købmand, der med mellemrum aflægger besøg hos dem, når han er på handelsrejse. Under et af disse besøg får Yusuf besked på, at han skal rejse af sted sammen med onklen. Ingen forklaring, og drengen spørger ikke, for man gør bare, hvad far siger. Sagen er, at Aziz har taget Yusuf som pant for farens gæld. Han bliver sat til at arbejde i købmandens butik sammen med den lidt ældre Khalil, der også er pantsat for sin fars gæld. Det er noget, Aziz gør det i, på den måde har han skaffet sig en ung kone, selv om han havde en i forvejen, der lider af en mærkelig sygdom, men som havde penge med ind i ægteskabet.

Yusuf og Khalil bor i og passer Aziz’ butik og kommer efterhånden godt ud af det med hinanden. Kun Khalil må komme ind i købmandens hus, der ligger i en paradisisk have med en mur omkring. Hvad der foregår der, er længe et mysterium for Yusuf, og da han får tilsneget sig adgang til haven, bliver han anbragt hos en købmand inde i landet i et års tid. Heller ikke med nogen forklaring, men så bliver han hentet tilbage, for der er opstået et problem. Yusuf er en ualmindelig køn dreng, som tiltrækker både mænd og kvinder i alle aldre, og det kan være farligt. Han kommer derefter med på en lang og dramatisk handelsrejse, hvor han i nogle dage bliver gidsel hos en krigerisk sultan, men de kommer alle velbeholdne tilbage.

Her sker det igen, at Yusufs skønhed bringer ham i fare, men man kan ikke anklage en mand for overfald, når han tydeligvis selv er blevet angrebet bagfra, så i stedet for at straffe ham, tilbyder onkel Aziz ham fremover at få løn og stiller en forfremmelse i udsigt. Dette sker, mens kolonisatorerne slås om området, dvs. englænderne og tyskerne under den første verdenskrig, og Yusuf benytter tumulterne til for første gang at trodse Aziz og løsrive sig.

Romanen er en fortælling fra et land, hvor forskellige folkeslag lever sammen uden sprogfællesskab, om stamme- og religionsstridigheder, om at være i andre menneskers magt og om venskab og kærlighed, alt sammen fortalt med ironi, humor og forståelse.

Abdulrazak Gurnah: Paradis. Oversat af Finn Holten Hansen. Gutkind. 280 sider. 250 kroner