Tegneserieparlamentet i krig

EU-parlamentet har vedtaget endnu en krigerisk resolution

Af Henrik Stamer Hedin, som er en del af formandskabet i DKP

[KOMMUNIST 4-2024] Man har karakteriseret Ukraine-krigen som USA’s stedfortræderkrig mod Rusland. Det rammer en væsentlig del af sandheden.

USA’s fjendskab mod Sovjetunionen skyldtes først og fremmest, at Sovjetunionen var en hindring for USA’s verdensherredømme, og denne hindring udgør det kontra­revolutionære Rusland også.

Men den karakteristik ser bort fra EU’s rolle, som er en anden og større end blot halehæng til USA. EU har i hele sin levetid med held søgt at ekspandere mod øst, ind i det, som før var Sovjetunionen og dets allierede. Ukraine er den næste store luns, som det forslugne bæst har kastet sin appetit på.

Imidlertid var en stor del af den ukrainske befolkning ikke indstillet på at lade sig indlemme i EU, og det gjaldt især de industrielt udviklede og frugtbare områder i øst – Donbass. Disse områder rev sig løs, og for EU drejer krigen sig ikke mindst om at genvinde dem. Indtil videre sker det pr. stedfortræder – Kiev-regeringen og de dele af Ukraine og dets befolkning, som den stadig kontrollerer.

Men den franske præsident Macrons nylige udtalelser om EU-tropper på ukrainsk jord viser, at det ikke nødvendigvis bliver ved med at være sådan.

Krigsfantasier

Den 29. februar vedtog EU-parlamentet en af sine sædvanlige ordrige resolutioner, med den omstændelige titel Behovet for EU’s urokkelige støtte til Ukraine efter to år med Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

EU-parlamentet har ingen lovgivende magt, og resolutionen binder ingen – bortset fra forsamlingens formand, som pålægges ”at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Ukraines præsident, regering og Verkhovna Rada (det ukrainske parlament), De Forenede Nationer og de russiske og belarussiske myndigheder”. Den skal nok blive læst med interesse i disse instanser, som jo ikke har andet at tage sig til.

I 8 henvisninger, 30 indledende betragtninger og ikke mindre end 44 paragraffer fremlægger resolutionsteksten tegneserieparlamentets syn på konflikten og EU’s rolle. Det er de velkendte løgne om ”en ulovlig (hvad det så betyder), uprovokeret, regulær angrebs­krig mod Ukraine”, som Rusland har ført siden den 24. februar 2022 (betragtning A), om ”det tapre ukrainske folk” og om ”Ruslands krigsforbrydelser” tillige med nye løgne om, ”at de ukrainske væbnede styrker har befriet mere end 50% af de områder, der midlertidigt var besat” (betragtning L), groteske påstande om, ”at Ukraines natur har været et specifikt mål i krigen” (betragtning AA), og meget andet, som det vil føre for vidt at komme ind på her.

De 44 paragraffer, der følger efter de 30 indledende betragtninger, opstiller en lang række krigsmål, kan man roligt kalde dem, hvis ikke de retteligere bør karakteriseres som krigsfantasier.

Tegneserieparlamentet lægger ud med i §1 at erklære sin ”urokkelige solidaritet med Ukraines indbyggere og ledere og sin støtte til Ukraines uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet inden for landets internationalt anerkendte grænser”.

Allerede her skræver man videre, end bukserne kan holde, for Ukraines ”internationalt anerkendte grænser” omfatter, som det fremgår senere i dokumentet, Krim, hvis indbyggere og ledere allerede i 2014 utvetydigt fastslog ved en folkeafstemning udskrevet af regionens internationalt anerkendte selvstyre, at de ikke længere ønskede at høre til Ukraine. Så hvordan EU skulle bære sig ad med at være ”solidarisk” med denne del af Ukraines indbyggere samtidig med, at man (§9) sætter sig det mål at ”befri og reetablere Krimhalvøen”, henstår i det uvisse.

Resolutionen fortsætter i samme bravadestil og med samme krigslyst. Tegneserie­parlamentet forestiller sig åbenbart, at Ukraine rent faktisk kan vinde en krig mod Rusland, og for at kunne det skal de selvfølgelig have masser af våben, som EU’s borgere skal betale – en kvart procent af bruttonationalproduktet i hvert eneste EU-land hvert år i en ikke nærmere bestemt fremtid (§11).

Våbenstøtten skal suppleres med skærpede sanktioner også mod virksomheder i lande, der ”hjælper Rusland med at omgå sanktioner”, herunder eksplicit Kina (§32). Og der skal træffes ”yderligere foranstaltninger til at fortsætte Ruslands internationale isolation, herunder med hensyn til Ruslands medlemskab af internationale organisationer og organer såsom FN’s Sikkerhedsråd” (§36). Vi kunne blive ved, men det er der ikke plads til.

Virkeligheden

Der er heller ingen grund til det, for tegneserieparlamentets krigsdrømme har ingen gang på Jorden. EU kan selvfølgelig ruinere sig på at sende militært isenkram for milliarder og atter milliarder og føre økonomisk krig mod verdens største befolkninger og markeder.

Men de tider er forbi, hvor det imperialistiske Europa kunne bestemme, hvad der skulle ske i verden – selv om det tilsyneladende ikke er gået op for det parlament, som selv ikke kan bestemme noget, ikke engang i EU.

Men de kræfter i EU, som bestemmer, er på samme linje, selv om de ikke udtrykker sig helt så bombastisk. Når sandheden engang går op for dem, kan det meget vel ende, som den franske præsident spår, at EU også må sende soldater.

Frankrig og Tyskland stod bag skabelsen af det, som nu er blevet til EU, og de er Unionens førende medlemslande. De har begge prøvet at føre krig mod Rusland, og begge slap skidt fra det. Tyskland synes at have lært lektien. Men har Frankrig?