Tekstilarbejdernes Waterloo i august 1819
Af Margit Andersen og John Poulsen
Da den engelske digter Percy B. Shelley (1792-1822) opholdt sig i Italien i 1819, fik han hjemmefra sendt beretningen om en nedslagtning af demonstrerende tekstilarbejdere i Manchester, som straks inspirerede ham til at skrive det lange digt på ikke mindre end 91 vers, The Mask of Anarchy.Han sendte det til sin forlægger i England, men denne arkiverede det i en skuffe, da han var bange for myndighedernes repressalier, hvis det blev offentliggjort, og det skete derfor først i 1832, ti år efter digterens død.
Men til gengæld lever digtet stadig, og Labours leder Jeremy Corbyn slutter ofte sine taler med at citere sidste vers, hvor Shelley opfordrer arbejderne til at kaste deres lænker, for ”I er mange – de er få”.
Tekstilarbejderne sulter
Baggrunden for det, der skulle gå over i historien som Peterloo-massakren, var, at arbejdernes livsbetingelser i England var blevet ubærligt dårlige. Krigen mod Napoleon havde kostet uhyrlige summer, hvad der dog ikke forhindrede regeringen i at bevilge General Wellington, sejrherren fra Waterloo, en ekstra belønning på £ 750.000.
De menige vendte hjem med tomme lommer til et land, hvor skatterne blev sat op, og priserne på dagligvarer steg på grund af importrestriktioner.
For tekstilarbejderne i Manchester og omegn var det særligt slemt, da den nye teknik medførte, at der var brug for færre hænder på fabrikkerne, og at disse hænder på nogle områder kunne erstattes med kvinde- og børnehænder, der var billigere end mændenes. En embedsmand udtalte, at den eneste forskel på de slaver, der plukkede bomulden i USA og arbejderne, der forarbejdede den i England, var hudfarven, og i Leeds Mercury kunne man i november 1816 læse, at man i en lejlighed havde fundet en familie, der alle, bortset fra et 2-årigt barn, lå døde af sult på deres usle lejer.
Når det kunne komme så vidt, var det ikke, fordi der ikke gærede oprør blandt arbejderne, men regeringen og myndighederne nedefter havde, belært af den franske revolution, kørt et effektivt apparat i stilling til at slå enhver form for oprør ned.
Mens den største del af hæren sloges i udlandet, var der blevet dannet frivillige, bevæbnede kavaleriregimenter i byerne og engageret et net af spioner til at indrapportere alt, hvad de opsnusede om planer om uro og oprør. Både i 1812 og 1817 havde der været opstande i tekstilområdet, som var blevet slået brutalt ned, og hvis ledere var blevet dødsdømt eller forvist.
Arbejderne går i aktion
Men i 1819 spidsede situationen igen til, og da tekstilarbejderne begyndte at samles til møder og demonstrationer, gik det frivillige kavaleri i gang med at slibe deres sværd. Fra arbejderside blev det besluttet at gå i demonstration fra de omliggende byer den 16. august for at samles på St. Peter’s Field, en stor fælled i Manchester. Kravet var at få indført almindelig og hemmelig stemmeret til Underhuset, kortere arbejdstid og højere løn. Det skulle være en absolut fredelig demonstration, hvori også kvinder og børn kunne deltage, men nogle af mændene havde symbolsk iført sig den røde, revolutionære jakobinerhue, og en del var udstyret med vandrestave.
Da demonstranterne ankom til Manchester, udgjorde de ikke færre end 60.000, og myndighederne havde forberedt sig med 1.000 bevæbnede kavalerister, 500 betjente og 2 kanoner strategisk anbragt ved pladsen.
Den fredsdommer, der havde fået i opdrag at styre tropperne, var ung og nervøs og gik i panik allerede under den første tale. Under henvisning til at sikre borgerne i byen sendte han kavaleriet ind i folkemængden, og et slag, der bredte sig ud i byen og først sluttede næste dag, gik i gang.
Hvor mange, der blev såret eller døde, vides ikke helt præcist, men tallene går på, at 71 soldater blev såret og ca. 600 arbejdere, hvoraf 15 døde, og blandt disse var kvinder og børn. De fem ledere af demonstrationen blev i 1820 idømt fra 2 til 2½ års fængsel. I 1822 blev der ført retssag mod fire fra det frivillige kavaleri, der alle blev frikendt, da de havde handlet i nødværge.
Film af Mike Leigh
Den stort tænkte, fredelige demonstration blev arbejdernes Waterloo og satte sig spor i lange tider derefter, men den er ikke glemt. Som i sin tid Shelley har den nu 200 år senere inspireret Mike Leigh til at lave filmen Peterloo, der i 2018 havde engelsk premiere i – selvfølgelig – Manchester.
Det er en voldsom og hård film, som temaet indbyder til, der nøje følger det virkelige forløb fra begyndelsen, hvor arbejderne har deres diskussioner, mens magistraten kynisk planlægger blodbadet, mens de mæsker sig med mad og drikke, og den slutter med at arbejderne kan begrave deres døde. En af dem er den lille hornblæser Joseph, der blev psykisk slået ud i slaget ved Waterloo og fandt sit endeligt i Peterloo.
Filmen er endnu ikke nået hertil, men skulle være på trapperne, så vær opmærksom på den.
Byens markering
I Manchester har 200-årsjubilæet været markeret hele året med højdepunktet i dagene fra den 16. til 18. august. På selve dagen, den 16., var der et stort arrangement i en af byens haller, og der blev afsløret et mindesmærke på St. Peter’s Square. Om søndagen var der arrangeret ”March for demokrati” fra forskellige bydele til centrum ligesom i 1819. Derudover er der udstillinger på en række museer og biblioteker, og der er blevet udgivet flere bøger om dette sorte kapitel i Englands historie.