Skip to content

1maj-_faelledparken

Til kamp mod underskudsdemokratiet

[KOMMUNIST 5-2023 – Gå med kommunisterne] Tidens store udfordringer kalder på svar og løsninger. Først og fremmest kalder det på svar og løsninger, der ikke kommer fra magthaverne, fra regeringen og arbejdsgiverne. De kan kun levere mere af det samme og er grundlæggende ikke interesserede i andet end lappeløsninger og fastholdelse af deres magtpositioner.

Svarene og løsningerne skal komme nedefra. Hvis der skal gøres noget ved krig, oprustning, afmontering af kollektive rettigheder og sociale sikkerhedsnet, så må svarene og løsningerne udspringe af befolkningens interesser og ikke kapitalens. Det kapitalistiske demokrati er nemlig et underskudsdemokrati, der ingen interesse har i befolkningens reelle medbestemmelse og deltagelse.

Derfor er der brug for befolkningens aktive deltagelse i hverdagens kampe.

Det er de aktivt deltagende, der definerer og skaber aktiviteten, kontakten og forandringerne. Som kommunister kæmper vi for, at underskudsdemokrati vendes til et overskudsdemokrati.

Vores indflydelse og medvirken i samfundet skal ikke blot reduceres til at sætte et kryds på en stemmeseddel med et par års mellemrum. Indflydelse er aktivt at kunne være med til definere sin arbejdstid og fritid. Indflydelse er aktivt at kunne få del i samfundskagen og sikre, at ingen tabes på gulvet. Rigdom skal ikke blot være for de få, for spekulanter og direktører, men derimod for det store flertal. Befolkningen må have muligheder for at udøve virkelig indflydelse på økonomiske og politiske afgørelser.

Hvor forandringen starter

Betyder alt dette så, at alle pludselig skal have en kandidatgrad i statskundskab for at kunne gøre sin mening gældende? Nej overhovedet ikke. Ligegyldigt om man har en lang uddannelse, en kort, eller slet ingen, så må man kunne være deltagende i samfundet og i eget liv. Derfor er din mening og din indsats vigtig. Du skal ikke tie, selvom din mening ikke flugter med det store flertal. Den, der kæmper, kan aldrig tabe.

Hvor kan man så kæmpe? Det kan du i din hverdag, i de organisationer og de bevægelser, som varetager dine interesser eller vil fremme dine holdninger. Det er i hverdagen ude på arbejdspladsen, på uddannelser og i bevægelser, at forandringer skabes. Interesserer du dig for dine løn- og arbejdsforhold, skal du gøre din mening gældende i en rigtig fagforening. Er det klimaspørgsmål, der har din interesse, så deltag i klima­organisationer og bevægelser, der vil tænke på mennesker og ikke profit.

Dette er blot to eksempler på, hvor du kan gøre din mening gældende. Det er ligegyldigt, om du gerne vil skrive læserbreve eller indlæg på sociale medier, om du gerne vil lave arrangementer, video, kunst eller tusind andre ting. Det, der er det vigtige, er, at du ikke bilder dig selv ind, at du med dine meninger og handlinger ikke kan forandre noget. Dine meninger og handlinger er netop dét, der kan forandre tingene til det bedre.

Bind tingene sammen – bliv kommunist

Alle de mange kampe, små som store, langvarige som kortvarige, hænger sammen og er en del af en større helhed.

Historien har altid vist, at for at skabe vedvarende og grundlæggende forandringer, så må man organisere sig og stå sammen. Sammen kan vi nemlig udrette store ting. Hvis vi samtidig formår at binde tingene sammen, så vi kan se det lille billede i det store, så skabes der bevægelse, og med bevægelse, forandring. Derfor er der brug for kommunisterne som organiserende kraft.

Men et kommunistisk parti er intet uden den aktive befolknings aktive deltagelse. Kommunisterne skal kunne opsamle og organisere den utilfredshed, der eksisterer i samfundet. Gå derfor med kommunisterne! Vi har brug for dig, for sammenhold og organisering.

Som den tyske kommunist og digter Bertolt Brecht skrev i sit digt ”Men hvem er partiet?”

”Hvem er partiet?
Sidder det i et hus med telefoner?
Er dets tanker hemmelige, dets beslutninger ukendte?
Hvem er det?

Os er det.
Du og jeg og jer – os alle.
Det går i dine sko, kammerat,
og tænker i dit hoved.
Hvor jeg bor er dets hus, og hvor du bliver angrebet”.

Martin Minka Jensen

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk