Tilskuer til egen begravelse

Aldrig mere i morgen

Manuskript Erik Clausen og Louise Clausen.
Instruktion Erik Clausen

Af Margit Andersen

For nylig døde en japansk læge i en alder af 105 år. Han havde arbejdet på fuld tid indtil få måneder før sin død og var af den opfattelse, at et langt liv beroede på, at man holdt sig beskæftiget og i øvrigt sørgede for at more sig.

Hvis det holder stik, skulle der være gode muligheder for, at det varer længe før Erik Clausen må sige ”Aldrig mere i morgen”, som er titlen på hans nye film. Han arbejder stadig, selv om han er fyldt 75 år, og meget tyder på, at han også morer sig med det. Men skulle han mod forventning finde på at gå på pension, så har han med denne film ridset sig en smuk minderune.

Kernen i handlingen er, udover erkendelsen af, at vi alle er dødelige, at vi ikke kender vore nærmeste så godt, som vi tror, og heller ikke os selv, og at det er vigtigt at gøre sig klart – med Clausens egne ord – at vi ikke er noget i kraft af os selv, vi er noget i kraft af andre.

En kendt kunstmaler, Thorvald, spillet af Erik Clausen, bliver en dag ramt af et hjerteanfald under et interview med en sjældent ondartet journalist. Få dage senere dør han og efterlader sig en formue samt en ung, smuk kone, en gammel, slidt ekskone, en søn, der ikke kan fordrage ham, og det er gensidigt, og en lille datter, der forguder faderen og omvendt. Det kan der komme meget ballade ud af.

Men så sker der noget, som nogle måske kunne ønske sig, men skal være glade for er umuligt undtagen i fantasiens verden. En engel henter Thorvalds sjæl, og i tre dage får han lov til at gå rundt blandt de efterladte som en flue på væggen og oven i købet overvære sin egen begravelse. Det er ikke småting, der kommer for dagen, og da de tre dage er gået, og Thorvalds sjælevandring er forbi, er han blevet meget klogere på sig selv og sine nærmeste, og det er de også. De fleste, dem der har brug for det, får tilgivelsens nådegave, kærligheden vinder over bitterhed og uforsonlighed, og nogle opnår frihed for bånd, der har strammet.

Det lyder måske sukkersødt, men det fungerer som en fin slutning på en film, der i sin helhed er en besk historie fortalt med humor og ironi, men i neddæmpet form.

Det er, som om Clausen med alderen er blevet slebet til og mere facetteret, med det resultat at der er en helt anden varme i denne hans 14. spillefilm end i de tidligere, der efter nogens mening (læs jeres anmelders) kunne have en tendens til at være lidt for friskfyragtige i replikkerne og firkantede i persontegningen.

Clausen spiller også langt mere overbevisende her, og hans medspillere: Bodil Jørgensen som englen, Nicolas Bro som sønnen, Marijana Jankovic som den nye kone og Britt Bendixen som ekskonen er alle aldeles glimrende. Helt betagende er Katinka Evers-Jahnsen som den lille datter, og glemmes må heller ikke Elith Nulle Nykjær, som er fast mand i Clausens film, her som ekskonens nye gemal, der benytter Thorvalds død til at træde i karakter og få ham smidt ud af deres ægteskab, hvor han hidtil har fyldt alt for meget.