Skip to content
p-s-kroeyer_morgen-ved-hornbaek
P.S. Krøyer: Morgen ved Hornbæk. Fiskerne kommer i land (1875)

To ukendte kunstnerkolonier

Af John Poulsen

[KOMMUNIST 6–7 2023] Kunstnerkolonierne på Skagen, Fyn, Odsherred og Bornholm kender de fleste til, ikke mindst fordi der hvert sted findes indtil flere museer, men Hornbækmalerne er ikke så kendt. Helt ukendt er den svenske kunstnerkoloni Arild, som ligger på østsiden af Kullen, selv om en del danske kunstnere har opholdt sig der og malet motiver derfra.

Dette ukendskab har Nivågård rådet bod på med ud­stillingen ”Kunstnerkolonierne Hornbæk & Arild” med 120 værker af 50 kunstnere og et meget oplysende katalog.

Allerede i 1820’erne tog de første malere fra København til Hornbæk, tilskyndet af guldaldermaleren Wilhelm Eckersberg, for nu skulle man ud og male i naturen.

Men en egentlig kunstnerkoloni opstod først i 1870’erne. Det var ikke så få malere, der drog derop, f.eks. Holger Drachmann, P.S. Krøyer, Carl Locher, Viggo Johansen, L.A. Ring, Kristian Zahrtmann og senere Astrid Holm og Ebba Carstensen, for at opleve og male den uberørte natur og fiskerne på havnen.

Samlingsstedet var Hornbæk Kro og senere Carl Lochers hjem. Locher var den eneste, der slog sig ned permanent.

Men efterhånden begyndte der også at komme mange turister til de nyopførte hoteller, og sommerlivet ændrede sig, så mange af kunstnerne flyttede deres teltpæle til Skagen for at slippe for turisterne og få mere ro til at male.

På et tidspunkt fik malerne den ide at sejle til Arild, og der opdagede de en helt anden natur end i Hornbæk: klippeformationer, et lys der mindede om Skagen og et vildt hav. Det inspirerede dem ligesom de svenske malere, der havde dannet kunstnerkolonien.

I Arild samledes kunstnerne på Hotel Mor Cilla, et modsvar til Brøndum i Skagen, og i hotellets gæstebog, som kan ses på udstillingen, er der indskrevet ca. 60 malere, hvoraf de 10 er danskere. En af de første, der opdagede stedet, var den norske maler J. C. Dahl, der malede et romantisk billede af Kullen. Senere kom andre til som C.F. Hill, Olof Krumlinde, Richard Berg, Emilia Lönblad og Elisabeth Keyser.

Mens danske malere tog til Arild, var der ingen svenskere, der tog til Hornbæk og malede. Derfor er der på udstillingen ingen malerier af svenske kunstnere fra Hornbæk, mens der er ikke så få danske fra Arild af bl.a. P.S. Krøyer, C.F. Sørensen, August Jerndorf og Viggo Pedersen. Sidstnævnte grundlagde endog en malerskole i byen. Enkelte danskere byggede huse og kom der regelmæssigt. Arild var kendetegnet ved, at der var mange kvindelige malere, mens der i 1870’ og 80’erne i Hornbæk kun var Bertha Wegmann.

Hvis man vil sætte sig mere ind i kunstnerkoloniernes historie, kan det anbefales at købe udstillingskataloget med tre interessante artikler og mange illustrationer. Pris 150 kr. 206 s.

Nivågård: Kunstnerkolonierne Hornbæk & Arild. Slutter 11.6.

carl-locher_parti-fra-hornbaek-strand
Carl Locher: Parti fra Hornbæk Strand med mørkklædte figurer (1884)
gustaf-ryberg_arild
Gustaf Rydberg: Landskab ved Arild og Kullen (1871)
Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk