Tør du overlade Danmarks forsvar til regeringen?
[KOMMUNIST 4-2025] Oprustningen vil ingen ende tage, koste hvad det vil. Men prisen for den såkaldte sikkerhed og dem, der skal levere den, er helt ude af demokratisk kontrol.
Vi har tidligere skrevet om privatiseringen af forsvarsministeriet, der nu kaldes en koncern af forsvarsministeren. I februar fik vi så smagsprøven på, hvad det egentlig betyder. De folkevalgte og den danske befolkning mister kontrol over den industri og det efterretningsvæsen, som skal beskytte os. Det er skræmmende.
Den 6. februar i år blev skelsættende. Danmarks største våbenfirma, Terma, bestemmer vores etiske retningslinjer nu. Væk er de internationale konventioner og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det blev tydeligt, da de danske myndigheder for kort tid siden valgte at forny Termas eksporttilladelse til Storbritannien for de næste fem år af dele til de omstridte F35-kampfly. Det fremgår af et dokument, som Rigspolitiet udstedte til virksomheden den 6. februar i år.
Danmarks største forsvarsvirksomhed, Terma, er underleverandør til den britiske våbengigant BAE Systems, der er en af de største leverandører til det amerikansk ledede F35-program.
Krigsforbrydelser
Danmark og andre EU-lande er “juridisk forpligtede til at nægte eksport til Storbritannien, hvis der er risiko for, at delene vil ende i Israel”, vurderer Jacques Hartmann, professor i folkeret ved University of Dundee i Storbritannien.
Danwatch og Information har i en stribe artikler afdækket, hvordan Israels F35-kampfly har spillet en central rolle i krigen i Gaza, der har kostet mere end 50.000 mennesker livet og jævnet store dele af området med jorden.
Storbritannien erkender, at der er en “klar risiko” for, at Danmarks eksport af dele til F35-kampfly kan bidrage til israelske krigsforbrydelser.
Det påvirker ikke udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Han har derimod fastholdt, at eksporten sker i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser og fremhævet, at regeringen betragter deltagelsen i F35-programmet som “afgørende” for vores og vore allieredes sikkerhed.
Udenrigsministeriet konkluderer, at Danmark godt kan have tillid til de amerikanske myndigheders vurderinger, da de følger de samme “principielle hensyn”, selv om USA ikke er bundet af de internationale regler for våbeneksport.
Efterretningsvæsenet
Samme holdning til menneskerettigheder har regeringen også, når det gælder tilsynet med vores efterretningstjenester, trods principielle domme i 2021 fra Menneskerettighedsdomstolen.
Institut for Menneskerettigheder påpegede i et høringssvar til lovforslaget fra 2024, at det ”slet ikke forholder sig til Danmarks intenationale forpligtelser, herunder navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”.
Det gamle tilsyn blev opløst 31. december 2024. Det nye tilsyn blev først annonceret i en pressemeddelelse fra Justitsministeriet den 6. februar 2025. Vi må antage, at der i denne periode ikke var noget tilsyn med hverken PET eller FE. Det er et demokratisk problem, for ingen har i denne tid sikret, at tjenesterne overholdt loven. Folketingets kontroludvalg eksisterer, men må ikke udtale sig og kan kun påpege problemer over for den relevante minister.
Ingen demokratisk kontrol
Nu skal et nyt Efterretningsnævn vurdere, om FE kan gennemføre masseindhentning af store datamængder, og et Nævn for Indsigtsrettigheder skal kontrollere, om FE uberettiget har behandlet oplysninger og skulle så pålægge FE at stoppe ulovlige behandlinger. De vil bestå af 3 medlemmer og er beskikket af Forsvarsministeren.
Men FE kan til enhver tid ”undlade at give bestemte oplysninger eller materiale til nævnet, hvis der foreligger den helt særlige situation, at oplysningerne eller materialet ikke kan gives uden betydelig skade for statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller med fare for personers
liv, legeme, helbred eller frihed”.
Folketinget kan tilsyneladende ikke betros opgaven at beskikke medlemmerne af tilsynsorganer uden at kompromittere statens sikkerhed?
Hvad er ”Hensynet til statens sikkerhed”? Det må da altid være den demokratiske kontrol, som er vigtigst! Det er den, I bilder os ind, vi skal forsvare!
I en tid med stigende oprustningsbudgetter og stigende egeninteresser fra den voksende krigsindustri er det afgørende at sikre demokratisk forankring og beskyttelsen mod dansk deltagelse i krigsforbrydelser mere end nogensinde før.
RC