Tori og Lokita: Børn på flugt
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST 6–7 2023] Jeg troede ellers, at jeg som en gammel forhærdet biografgænger var ude over den slags, men så skete det alligevel. Da jeg så Dardenne-brødrenes seneste film, måtte jeg knibe en tåre, og undervejs, når spændingen blev til en skruestik, hjalp det ikke at sige til mig selv, at det jo bare var en film. Det er det da godt nok, men af en hel særlig karat.
Umiddelbart er det enkel socialrealisme fotograferet med håndholdt kamera, uden dramatisk underlægningsmusik, med få lokationer og med et beskedent antal medvirkende. Men de to brødre er eminente til at skrue en historie sammen og til at instruere de medvirkende.
Tori og Lokita er hovedpersonerne, der spilles fremragende af to amatører. De er kommet fra Afrika til Belgien som ”uledsagede mindreårige” og har knyttet sig til hinanden med et stærkt venskab, eller man skulle snarere kalde det kærlighed, som betyder, at de ikke kan undvære hinanden og er parat til at gøre alt for at blive sammen.
Tori, den yngre dreng, får opholdstilladelse, da han har alibiet for sin flugt i orden, men den lidt ældre Lokita har problemer med det, da hun i realiteten er ”bekvemmelighedsflygtning” og er rejst fra hjemlandet for at kunne hjælpe sin familie økonomisk.
Hun prøver at overbevise myndighederne om, at hun er Toris søster, men der er for mange huller i hendes hukommelse om deres fiktive fælles barndom, så det ender med, at hendes ansøgning bliver afvist.
De to børn bor sammen på et asylhjem, men kan færdes frit om dagen og aftenen, og de har nok at gøre. For at skaffe penge til smuglerne, der bragte dem ind i landet, og til at sende til Lokitas mor leverer de narko ud til folk for kokken på den restaurant, hvor de også tjener lidt på at synge for gæsterne. Samme kok presser desuden Lokita til seksuelle ydelser mod betaling, og hun har ikke råd til at sige nej.
Da hun får afslag på opholdstilladelse, må hun skaffe sig falske papirer for at kunne blive sammen med Tori, og det kan kokken også arrangere, men det koster, og for at skaffe pengene indvilliger hun i at arbejde i et indendørs marihuanagartneri i tre uger. Her skal hun leve isoleret i den tid, altså uden kontakt med nogen, og det gælder også Tori. Men den lille vakse fyr skyr ingen anstrengelser for at finde hende, og da det lykkes, ved vi jo godt, at det må ende galt.
Filmen er en fordømmelse af den kyniske behandling, de to børn udsættes for, ikke blot fra forbrydernes side, men også fra det samfund, der burde hjælpe dem.
Dardenne-brødrene har udtalt, at deres ønske er, at filmen vil give publikum en empati for disse børn og dermed en følelse af, at der må gøres oprør mod denne umenneskelighed. Der var vist heller ikke mange, der forlod biografen uberørte af den grusomme fortælling, som ikke bare er en film, men virkelighed for mange.
Tori og Lokita. Instruktion og manuskript Jean-Pierre og Luc Dardenne