Skip to content

Faglærte hurtigt i job

Tre ud af fire faglærte får et job efter tre måneder

[KOMMUNIST nr. 10-23] Erhvervsuddannede er den gruppe, der har den højeste andel i beskæftigelse tre måneder efter endt uddannelse. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Til sammenligning er det under halvdelen af de unge med en lang videre­gående uddannelse, der får et arbejde efter tre måneder.

Flere praktiske fag på skoleskemaet

Selvom mulighederne for at få et job er store, er det kun hver femte ung, som vælger en erhvervsuddannelse.

Kun hver femte af de unge har søgt en erhvervsuddan­nelse, viser tallene for de elever, som i sommer færdiggjorde 9. og 10. klasse i grundskolen. De unge søger fortsat mod de gymnasiale uddannelser.

Det har fået fagforeningen Dansk Metal til at forlange, at der skal flere praktiske fag på skoleskemaet, og at alle børn i 6.–9. klasse har krav
på at komme i erhvervs­praktik.

Fokuserer på gymnasier

For at skabe interesse for faglig uddannelse er der enkelte skoler, der inviterer håndværkere på besøg, så eleverne kan få en fornemmelse af, hvad en håndværker laver i dagligdagen.

Det er der i høj grad også brug for, da danske medier har langt mere spotlys på gymnasiale uddannelser. En analyse fra Infomedia viste for nylig, at gymnasier får fem gange mere omtale end erhvervs­uddannelser.

Når man ser på den skæve dækning, der finder sted, ville det klæde de borgerlige aviser og blade at tage ud og tale med nogle af de unge, som bliver beskidte, når de tager på arbejde, og som skaber noget med deres hænder, som blandt andet skal sikre den grønne omstilling og vores fremtidige velfærdssamfund.

/PeJu

Back To Top