Tretten nordiske valkyrier

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 10 2022] Dette års Golden Days-festival havde som tema historiens markante kvinder, og som en del af den blev Sara Alforts bog om ”Damer der var for meget” lanceret.

De tretten damer er alle fra Skandinavien fordelt med fem fra Sverige, tre fra Norge og fem fra Danmark. De elleve er forfattere og/eller journalister, mens to er malere, og tidsrummet for deres færden er fra 1884 til 1919. Bogen går kronologisk frem og fortæller om kvinderne enkeltvis og i samspil med hinanden, og om samfundet og dets reaktion på deres oprør. Fælles for dem er, at de var kompromisløse i deres kamp for frihed til at leve, som de selv ønskede og ikke som omgivelserne dekreterede det. De ville for enhver pris ud af korsettet og spændetrøjen, og prisen var ofte høj.

Men i 1880’erne og fremefter var der på mange måder gang i den. Det var begyndelsen på industrialismen, hvor arbejderne begyndte at organisere sig, og flere og flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet.

Det var imidlertid ikke dem, der gik forrest i kvindebevægelsen og meldte sig ind i Dansk Kvindesamfund, der var blevet stiftet i 1871. Det var derimod de fine damer fra borgerskabet, som lagde vægt på, at man ikke skulle støde an ved urimelige krav som for eksempel om stemmeret og ved at udvise usømmelig adfærd.

De ”tante-dogmer”, som nogle kaldte dem, var slet ikke noget for vores tretten feminister, og heller ikke for en hel del andre, så det endte med, at foreningen i slutningen af 80’erne blev splittet, og udbryderne dannede Kvindelig Fremskridtsforening, der havde som sine formål at varetage kvindesagen, arbejder-sagen og fredssagen.

I 1887 udbrød der en sædelighedsfejde i Norden, som blev antændt af en novelle af svenske Mathilda Kruse og anført af fremtrædende skønånder som Georg Brandes og Bjørnstjerne Bjørnson. Den gik i korthed ud på, om seksuel ligeret skulle betyde, at mændene skulle være kyske, som man krævede det af kvinder, eller at kvinderne skulle have samme frihed til at boltre sig seksuelt, som mændene havde. Der kom ikke rigtigt nogen afklaring på sagen, men vores damer havde deres mening om den, og deri indgik ikke begrebet kyskhed.

Alt dette og meget mere kommer forfatteren ind på i den velskrevne og underholdende skildring af de tretten valkyrier.

Pladsen tillader ikke at nævne dem alle, men blandt de mest kendte danske er Agnes Henningsen, der blev mor til Poul, og Karin Michaëlis, der var en af vore mest kendte forfattere ude i verden på den tid, og som i 1915 skrev krigsreportager fra Østrig og Ungarn om krigens ofre, dem i fange- og flygtningelejre og på hospitaler. Maleren Gerda Wegener er i dag mest kendt for sit samliv med Ejnar, der blev til frøken Lili, men i sin samtid var hun en meget anerkendt kunstner. Svenske Ester Blenda Nordström indførte en helt ny form for journalistik, da hun for at afdække de hårde arbejdsbetingelser for tjenestepiger på gårdene under dække selv tog arbejde på en gård i en periode og derefter skrev om, hvad hun havde oplevet.

Vi kan varmt anbefale bogen, hvori der også optræder interessante herrer som Georg Brandes, der krydser mange af kvindernes veje og undertiden lidt mere, den rare og hjælpsomme Herman Bang og ikke at forglemme digteren Carl Ewald, der i nogenlunde fredsommelighed formåede at holde sig et helt lille harem i hjemmet.

Sara Alfort: Damer der var for meget. Gads Forlag. 455 sider. 300 kr.