Trump som tegneseriefigur
Af Margit Andersen
Donald Trump er ikke morsom, og det er slet ikke morsomt, at det er lykkedes for ham at blive præsident i USA. Men han er et oplagt emne for satire, han er i sig selv satire, og amerikaneren Gary Trudeau (f. 1948) har i tre årtier, fra 1980’erne til 2016, fulgt ham og regelmæssigt inddraget ham i sine verdenskendte tegneseriestriber ’Doonesbury’ (Information i Danmark). De er nu samlet i et album.
I begyndelsen var Trump ikke helt sikker på, om han skulle føle sig smigret over denne opmærksomhed, men det gik dog op for ham, at det var der vist ingen grund til, og så blev Trudeau til ”et tredjerangstalent, som prøver at få opmærksomhed ved at være på nakken af mig. En ussel person. En nar. En total taber.” Det er sådan set ikke urimeligt, at Trump ikke bryder sig om Trudeau, da det ganske klart er gensidigt, for i tegneserien, som i virkeligheden, er Trump ikke just sympatisk. Han er selvoptaget ud over alle grænser og dum som en dør. Han bruger alle midler til at berige sig og tramper alle ned, der kommer i vejen for ham på hans vej.
Vi får eksempler på hans virksomhed som boligspekulant og kasinoejer og en beskrivelse af hans chauvinistiske og pubertetsagtige forhold til kvinder. Radio- og fjernsynsinterviews viser hans stupiditet og totale mangel på almindelig fornuft, og de fleste replikker er sandsynligvis ordret citeret fra virkeligheden.
I de 30 år, serien dækker, foregår der en vis udvikling i Trumps udseende. Han bliver federe, og frisuren bliver mere og mere ejendommelig i takt med, at pelsen bliver tyndere, men rent intellektuelt sker der ingen forandringer. Alle striberne er forsynet med dato og år, for hvornår de har været trykt, så de kan placeres tidsmæssigt i forhold til virkeligheden. Man kan more sig over at se Trump spiddet og stegt uden nåde, og det gør man, men som Trudeau skriver i forordet til albummet: ”Når det gælder vort land, kan vi kun fælde tårer”.
For læsere og kendere af ’Doonesbury’ må albummet være en lækkerbisken, men for nybegyndere kan det være lidt svært at finde rundt i, hvem der er hvem og deres rolle i seriens univers, hvis det er det man vil. Ellers må man springe op og ned på det og koncentrere sig om hovedpersonen.
Gary Trudeau: Enorm. 30 års Doonesbury om Trump.
Oversat af Ole Steen Hansen. Cobolt. 112 sider. 268 kroner.