Trusler mod butiksansatte bør straffes hårdere
[KOMMUNIST nr. 2-2023] I en ny undersøgelse fra HK Handel svarer 14 procent af butiksansatte, at de har oplevet at blive truet med vold.
HK Handel ønsker hårdere straffe for kunder, der truer butiksansatte, så de kan straffes på samme måde, som hvis man truer en tjenestemand i funktion. Det mener sektorformand Mette Høgh fra HK Handel, som er de butiksansattes fagforening.
Undersøgelse om psykisk arbejdsmiljø
Udmeldingen fra Mette Høgh kommer efter, at HK Handel har lavet en undersøgelse af psykisk arbejdsmiljø, som 3.089 butiksansatte har deltaget i. Den viser, at 14 procent har oplevet at blive truet med vold af kunder inden for de sidste 12 måneder. Derudover har 80 procent oplevet at blive talt grimt eller nedsættende til i samme periode.
Hændelserne har medført sygefravær
Undersøgelsen viser også, at hændelserne har medført sygefravær for fem procent af de adspurgte.
– Vi bliver nødt til at gøre noget ved det psykiske arbejdsmiljø, hvis vi skal have dygtige salgsassistenter i fremtiden, udtaler Mette Høgh.
I 2018 blev der lavet en lignende undersøgelse, som tegnede samme billede. Siden da har HK Handel forsøgt at afhjælpe problemet med blandt andet kampagner på området. Men eftersom det ikke har hjulpet, mener HK Handel, at der er behov for politiske tiltag på området, så de, der begår vold og kommer med trusler, skal straffes hårdere.
/peju