Ud af EU
ved EU-udvalget
Social dumpning 1
EU- parlamentets transportudvalg vil sikre, at den sociale dumpning inden for transportbranchen forsætter. Et flertal i udvalget har vedtaget, at EU’s indre marked går forud for chaufførerne og de små vognmænd. Medlemmer af den konservative gruppe og liberale kræfter i udvalget (de har flertal i EU-parlamentet) er for at fastholde, at chaufførerne skal kunne aflønnes og arbejde under de arbejdsforhold, der gælder i det enkelte EU-land. Omkring retten til at importere arbejdskraft fra 3. lande (udenfor EU) skal det også være op til det enkelte EU-land at give arbejdstilladelser til mennesker fra Asien, der ser et håb om arbejde og et liv. Problemet er ikke chauffører fra Asien, men retten fra EU til at behandle mennesker som en billig vare.
EU-skat
EU ønsker at indføre en fælles skat for de digitale virksomheder, især de sociale medier som Facebook og Twitter (deres reklamepenge går i kassen i USA). Enkelte lande i EU har indført beskatning af de sociale medier, men EU-kommissionen mener, at der skal indføres en digital-skat, der tilkommer EU. Skatteregler, der skal gælde for hele EU, har hidtil skullet vedtages af alle lande, men det er EU-kommissionens opfattelse, at det fremover skal foregå ved flertal (2/3-regel). En ændring vil betyde, at de enkelte EU-lande fremover ikke længere vil kunne bestemme deres egen skattepolitik.
Social dumpning 2
Da SHELL’s olieterminal i Fredericia skulle ombygges, var en af underentreprenørerne Solesi fra Sicilien. Virksomheden tiltrådte en overenskomst med 3F, men tilsidesatte alligevel de danske regler og underbetalte de ansatte. Derfor blev Solisi idømt en bøde ved den danske Arbejdsret på 14 millioner kr.
Da arbejdet var overstået, og deres ansatte var rejst hjem, ankede Solisi sagen til en italiensk domstol. Den italienske domstol (på Sicilien) har givet rettens ord på, at den danske Arbejdsrets dom ikke skal respekteres. De danske arbejdsmarkeds- og lønforhold skal kun gælde danske arbejdere, og udenlandske virksomheder kan udføre arbejde overalt i EU (det indre marked) efter hjemlandets løn- og arbejdsforhold. Dommen fra den danske arbejdsret er altså i uoverensstemmelse med retsprincipper i italiensk ret, EU-regler og den europæiske menneskerettighedskonvention.
Snerydning
I det liberale EU skal alt være en vare. Alt kommunalt, regionalt(endnu) og statsligt skal sendes i udbud. Udlicitering eller privatisering. Hvad der kan laves eller tjenes penge på skal ud til private virksomheder. Gerne på tværs af EU-landegrænser. Det giver da arbejde i de enkelte kommuner, når EU-udbuds-direktiver skal overholdes. Hellere bruge arbejdstid på udbud end på udsatte mennesker. I en række kommuner har borgerne haft en aftale om snerydning og saltning af veje og fortove. Det er EU-ulovligt. Fremover må de berørte borgere, der hidtil har betalt deres kommune for rene veje, finde en privat vognmand, der kan udføre den samme snerydning og saltning. Find en pris, hvor der også er profit, for en dårligere ydelse.