Skip to content
mette-frederiksen-foran-ruiner
Det koster at ”forsvare friheden”, siger statsministeren. Det bliver dyrt. Der går rygter om en ”krigsskat” på 5 procent. (AI-genereret illustration)

Ud med velfærden!

[KOMMUNIST 4-2024] Statsminister Mette Frederiksen skal i et interview i ­Berlingske Tidende have sagt om den pågående krig i Ukraine: ”Jeg bruger ikke termen tredje verdenskrig, men…”.

Statsministeren sammen­ligner situationen i Europa lige nu med optakten til Anden Verdenskrig i 1938. Putin er Hitler. Og stoppes han ikke i Ukraine, er resten af kontinentet i fare. Mette Frederiksen mener ikke, det er rigtigt at sammenligne situationen med den kolde krig. ”Det her er en varm krig”, siger statsministeren.

Det sidste har statsministeren ubestrideligt ret i. Denne krig er så varm, som en krig kan blive, og det er bl.a. Danmarks skyld. Det er Danmark, der sammen med resten af EU og NATO forsyner marionetstyret i Kiev med de våben, der trods den sikre udsigt til nederlag gør det muligt for Zelenskij & co. at trække krigen i langdrag og sende tusindvis af mennesker i en formålsløs død.

München-forræderiet

Men når statsministeren sammenligner situationen med 1938, er hun på vildspor. Det, hun hentyder til, er München-forræderiet, hvor Storbritanniens Chamberlain og Frankrigs Daladier ved en forhandling med Hitler og Mussolini i den tyske by forærede Tyskland det tjekkiske Sudeterland i håb om, at Hitler så ville rette sin aggression videre mod øst – mod Sovjetunionen.

Det, der halter, er to ting. For det første står Europa ikke dér, hvor Europa stod i 1938. München-forræderiet udløste Anden Verdenskrig, men krigen var ikke i gang endnu; det kom først året efter. I dag er krigen i gang og har været det i ti år.

For det andet bytter statsministeren om på de agerendes roller. Den rolle, Putin spillede i optakten til den nuværende krig, var ikke Hitlers, men Chamberlains og Daladiers. Det var Rusland og dets præsident Putin, der ved de to Minsk-aftaler kort efter Maidan-kuppet i 2014 troede at kunne afbøde imperialismens aggression ved at give indrømmelser: At lade Kiev beholde de to russisk befolkede løsrivelsesregioner Lugansk og Donetsk mod indførelse af et udvidet selvstyre og et løfte om, at Ukraine ikke ville blive medlem af NATO.

Selvfølgelig virkede det ikke. De imperialistiske stormagter, der på skrømt (det har de selv senere indrømmet) stillede sig bag Minsk-aftalerne, drømte ikke om at indstille deres aggression mod resterne af Sovjetunionen, repræsenteret først og fremmest ved Putins Rusland, der trods kontrarevolution og generel déroute stadig blev set som en hindring for USA’s verdensherredømme og for EU’s Drang nach Osten.

Imperialismen så Minsk-­aftalerne som et middel til at trække tiden ud, mens man oprustede Ukraine. Lige så lidt som i 1938 betød de rus­siske indrømmelser ”fred i vor tid”.

Den 19. februar 2022 satte Kiev-styrets nyudrustede hær sig i bevægelse for at generobre det opsætsige Donbass, og dermed var krigen i gang. Det meddelte den danske radioavis dagen inden, Rusland greb ind. Så når statsministeren vil have os til at ”reagere” på Ruslands ”uprovokerede aggression”, bytter hun ikke alene om på rollerne, men også på begivenhedernes rækkefølge.

Russerne kommer

Det er selvfølgelig alt sammen lige meget, for meningen er, at vi skal blive bange – ”Russerne kommer!” Bange, så vi accepterer øgede skatter. For det koster at ”forsvare friheden”, siger statsministeren. Det bliver dyrt. Der går rygter om en ”krigsskat” på 5 procent, og der skal afsættes 200 mio. kr. til modernisering af ammunitionsfabrikken Krudten i Elling ved Frederikshavn.

“Vi har ikke betalt for vores frihed i de seneste 30 år”, udtaler statsministeren til Financial Times og tilføjer, at vi har brugt pengene på velfærd og skattelettelser, og at det nu er tid til, at de europæiske regeringer tager en diskussion med deres befolkninger om at øge forsvarsudgifterne.

Med andre ord: Ud med velfærden – ind med krudt og kugler.

Mette Frederiksen blev engang regnet for at stå på Socialdemokratiets venstre fløj. Det er længe siden.

Henrik Stamer Hedin

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk