Uddannelsesreform, den danske model og sygeplejerskerne

Økonomi

Af Bo Møller

At tro, at der i Hjørring vil være et stort rykind på den tandlægeuddannelse, som skal placeres her, er besynderligt. Det er langtfra kun den geografiske placering, der bestemmer, hvad man vil uddannes til. Det vigtige er, at den unge interesserer sig for det pågældende fag. Hvis den unge i Hjørring har en drøm om at blive almen læge, cand.polit. eller andet, så vil han/hun ikke søge ind på tandlægeuddannelsen. Tilsvarende gælder de øvrige uddannelser, der skal oprettes spredt over hele landet.

Færre vil få en uddannelse

Den politiske aftale, som blev indgået af næsten alle folketingets partier, indebærer ikke kun, at der skal oprettes nye uddannelser i de mindre byer. Samtidig skal der skæres ned på de eksisterende uddannelser i de 4 store universitetsbyer. Det vil betyde, at der samlet bliver færre unge, der tager en uddannelse, og samtidig vil de ’nye’ uddannelser i provinsen ikke have den samme kvalitet som i de store byer. For f.eks. en jurastuderende i Esbjerg kan han/hun kun læse jura. Foregik det i stedet i København, så ville der være mulighed for at snuse til økonomiuddannelserne, hvilket for en jurist er meget relevant.

Den store udflytningsreform er blevet solgt som et løft for de klassiske velfærdsuddannelser som lærer, sygeplejerske, jordemoder og børnehavepædagog. Erfaringen viser dog, at det er meget svært at fylde uddannelserne i disse fag op på de eksisterende uddannelsessteder i provinsen. Resultatet vil være tomme pladser rundt omkring.

Bedre uddannelser, men især mere løn

Det er fint at forbedre uddannelserne på velfærdområderne, men at tro, at det giver det helt store i form af flere uddannede, er naivt. Manglen på ansatte, der vil arbejde i velfærdsuddannelserne, er ikke kun et spørgsmål om en bedre uddannelse. Det er i langt højere grad et spørgsmål om, at jobbet er attraktivt hvad angår arbejdsforhold og især løn. Det viser sygeplejerskernes strejke klart.

Sygeplejerskernes strejke

Langt de fleste sygeplejersker er ansat af regionerne. Formelt er det regionerne, der er arbejdsgiveren, men det er staten, der bestemmer, hvor mange penge regionerne har. Regionerne kan ikke udskrive skatter, men er afhængige af statens velvillighed. Det påstås i noget, der skal forestille ramme alvor, at staten ikke kan tage ansvar for sygeplejerskernes løn- og ansættelsesforhold, for det er i modstrid med den ’danske model’.

Det er noget vrøvl, for det er staten, der bestemmer, hvor mange penge, regionerne må bruge. Samtidig findes en budgetlov, der forbyder regionerne at bruge eventuelt overskydende penge i budgettet på f.eks. bedre løn. Så reelt er staten arbejdsgiveren. Staten har blot overladt noget af den praktiske styring til regionerne.

For regionerne gælder, at omkring 80 pct. af udgifterne går til løn, mens resten går til bygninger, apparatur osv. På det sidste kan der ikke spares noget særligt, så det er sygeplejerskernes løn, som staten styrer med hård hånd. Tilsvarende gælder på de andre velfærdsområder, der er placeret under regionerne.

For velfærdsområderne, hvor den formelle arbejdsgiver er kommunerne, er situationen ikke meget anderledes. Formelt kan kommunerne udskrive skat, men sætter de skatten op, bliver de straffet af staten. Så heller ikke kommunerne kan yde nogen særlig ekstraløn til de mest underbetalte fag inden for velfærdsområdet.