Uforløst familiedrama af Mike Leigh
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST 4-2025] ”Vreden, Gudinde, besyng”. Sådan indledes Homers værk ”Iliaden” om den trojanske krig, og det tør nok siges, at der er en krigerisk vrede på spil i Mike Leighs seneste film ”Svære Sandheder”.
Efter de to historiske film, ”Mr. Turner” og ”Peterloo”, er Leigh tilbage i nutidens London med et uforløst familiedrama. Det udspiller sig i middelklassen, og hovedkaraktererne er farvede, men det er ikke hudfarven, der er problemet her, men derimod den indvendige side, hvor der ikke er farveforskel.
Det er Pansy (Marianne Jean-Baptiste), der er vred. Eller snarere hvad man kan kalde en vulkan i evigt udbrud. Værst går det ud over hendes mand, Curtley (David Webber), der er selvstændig blikkenslager, og deres introverte og overvægtige 22-årige søn, Moses (Tuwaine Barrett); der får tiden til at gå med ingenting og lukker af for morens udgydelser ved hjælp af to store ørebøffer.
Man kan så spørge sig selv om, hvordan han er endt med at blive sådan et drog. Men vreden rammer også kassedamen, lægen, tandlægen, ja hvem som helst, der kommer i nærheden af den rasende kvinde.
Ellers får hun tiden til at gå med at gøre rent i det i forvejen sterile hjem, for hun er bange for smuds og insekter, der kan snige sig ind, for slet ikke at tale om fugle og andre dyr, som forvilder sig ind i deres have, der er lige så hyggelig som en fængselsgård.
Hendes søster, Chantelle (Michele Austin), er hendes diametrale modsætning. Hun er en empatisk og varm frisør, der er alenemor med to voksne døtre, og hjemme hos dem er der liv og glade dage i modsætning til hos Pansy, hvor det kun er hende, der råber op, mens mændene dukker nakken eller går i hvert sit skjul.
Pansy er altså en utålelig kvinde, der ikke blot udtrykker sig ondskabsfuldt men også ser sådan ud, men et stykke inde i filmen vendes ens afsky til noget, der nærmer sig medlidenhed.
Det kommer frem, at søstrenes mor foretrak Chantelle, mens det var Pansy, der tog sig af hende, og at Pansy ikke kan udstå sin mand og kun giftede sig med ham, fordi hun var bange for at blive alene. I hvert fald ifølge Pansys udlægning, men måske ser hun alt i et troldspejl.
Den vrede, hun er besat af, dækker over en stor angst, som hun ikke kan håndtere på anden måde, og som har udviklet sig til en selvmordstruende depression. Chantelle prøver at hjælpe hende, men bliver fejet af, for Pansy er derude, hvor hun ikke er i stand til at modtage hjælp.
Det er den grumme historie, Mike Leigh ruller op for os, og som han overlader til os selv at fundere videre over. Han giver ingen forklaring eller løsning, og lader filmen slutte, da elendigheden er på sit højeste. Kun et lille blafrende lys i mørket tænder han for Moses’ fremtid.
Mike Leigh har altid haft en særlig evne og metode til at få det ypperste frem hos sine skuespillere, men her overgår han sig selv. Marianne Jean-Baptiste er formidabel i rollen som Pansy, og de øvrige aktører spiller også så overbevisende, at man sidder med en fornemmelse af at se en dokumentarfilm om, hvor hårdt psykisk sygdom kan ramme både den syge og de nære omgivelser.
Svære sandheder. Manuskript og instruktion Mike Leigh