Ulovlige krav om tilbagebetaling af sygedagpenge
Ministeren har sendt endnu en indskærpelse, hvis ikke kommuner retter ind
Hvis kommuner fortsat ikke genoptager sager om udbetaling af sygedagpenge, vil beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) endnu engang indskærpe det over for kommunerne.
Det vil han efter, at en dom i Østre Landsret sidste år slog fast, at det er ulovligt at fratage en borger sygedagpenge med tilbagevirkende kraft uden at sende en skrivelse om det først.
– Når det er sagt, vil jeg ikke detailstyre, hvordan kommunerne lever op til deres forpligtelse om genoptagelse af sagerne. Derimod er det min klare forventning, at kommunerne gør det, som Ankestyrelsen har bedt dem om. Hvis jeg får kendskab til kommuner, der hverken identificerer sagerne enkeltvis eller informerer om muligheden for genoptagelse, vil jeg tage initiativ til, at det igen indskærpes overfor kommunerne, hvad deres ansvar er. Det skriver dknyt.
Det sker som svar til Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen på spørgsmålet om, hvad ministeren vil gøre, hvis ikke kommunerne retter sig efter første indskærpelse, hvori Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) skriver, at kommuner skal gennemgå – også hvis det skal ske manuelt – sager om udbetaling af dagpenge.
Ankestyrelsen rettede ind og gennemgik efter dommen alle sine 700 sager, men ifølge en undersøgelse fra DR, er det ikke tilfældet hos kommunerne – kun i Viborg, hvor sagerne blev fundet ved manuel gennemgang. Tidsforbruget er årsagen til, at andre kommuner ikke vil gøre det samme.