Skip to content

Umenneskelig og racistisk udlændingepolitik

Af advokat Kirsten Bindstrup

Siden 2002, under Fogh-regeringen, hvor der blev udført uhyrlige stramninger i udlændingeloven, og hvor jeg i Danmarks radio udtalte, at nu kunne det ikke blive værre, er der sket den ene stramning efter den anden. Rekordstort antal stramninger blev foretaget under Lars Løkke Rasmussens regering med Inger Støjberg i front, så hun præmierede sig selv med en lagkage.

Socialdemokratiet i front når det gælder stramninger

Mange åndede lettede op, da vi fik en ny socialdemokratisk regering og håbede på en mere human udlændingepolitik. 

Men nej, det skulle blive værre. De danske partier Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Venstre samt Socialdemokratiet konkurrerer om at fremsætte de mest modbydelige og inhumane lovforslag og vedtagelser på udlændingeområdet. SF følger desværre med et langt stykke ad vejen.

Danmark er i dag kendt for at være et af de lande med de strammeste udlændingeregler i Europa og den mest forfærdelige retorik. Idealer som medmenneskelighed, retfærdighed og retssikkerhed er væk i et af Europas rigeste lande.

Mange angreb på udlændinge

Talrige eksempler er allerede i kraft:

– Danmark retter ikke ind efter den Europæiske Torturkommissions usædvanligt skarpe kritik af de fysiske og umenneskelige forhold i Ellebæk-fængslet, hvor afviste asylansøgere, der ikke er kriminelle, men ikke vil eller kan hjemrejse, sidder i op til 6-7 måneder, tidligere i op til 1½ år. 

– Danmark vil ikke tage imod de 500 kvoteflygtninge, som vi ifølge UHNCR er forpligtiget til. Danmark vil ikke tage imod nogle uledsagede flygtningebørn fra de fortvivlende forhold på Lesbos. Børn – under 20 år – i de kurdiske fangelejre i Syrien, alle danske statsborgere, vil regeringen ikke hente til Danmark – det er en katastrofe. Hvis mødrene, ca. 8, har forbrudt sig i forhold til den danske straffelov ved at rejse til Syrien, kan de sættes for en dommer i Danmark og få en straf. Børnene er under alle omstændigheder uskyldige. Det er et brud på internationale forpligtigelser ikke at tage hånd om danske statsborgere, der er i klemme i udlandet.

– Behandlingen af udlændingene i hjemrejsecenteret Avnstrup: Under valgkampen lovede Mette Frederiksen, at familierne selv kunne få lov at lave mad som anbefalet at Røde Kors. Dette er ikke sket endnu snart 1½ år efter valget. En psykolograpport viste ”alarmerende mistrivsel” blandt børnene, der havde dobbelt så høj risiko for psykiske lidelser sammenlignet med nyankomne flygtningebørn. I december 2018 konkluderede ombudsmanden, at forholdene vanskeliggjorde børnenes vækst og mulighed for udvikling.

– Ghettoloven, hvor hovedkravet er, at der ikke må være 50% eller mere af andet etnisk oprindelse end dansk i et socialt boligbyggeri. Er dette tilfældet, kan lejere blive opsagt, og en del af byggeriet rives ned eller sælges, så andelen af udlændinge eller personer med en baggrund i et andet såkaldt ikke-vestligt land formindskes.

Nye stramninger på vej

De nye lovforslag, som bebudet i Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget den 6. oktober 2020, indebærer endnu flere indgreb i den dårlige behandling af folk med anden etnisk herkomst:

– Lov om under en straffesag mod et medlem af husstanden at kunne smide hele familien ud af deres bolig. Det er vist kun i fascistiske lande, at sådanne bestemmelser tidligere er anvendt. Udsættelsen skal ske uden afventning af anke af sagen.

– Lov om forbud mod ophold visse steder. Det var klart i Mette Frederiksens tale, at dette gælder unge med ikke-vestlig baggrund. Forslaget skal modvirke utryghedsskabende adfærd. Overtrædelse 1. gang 10.000 kr. i bøde, 2. gang fængsel i 30 dage. Hvis den unge har en dyr jakke, dyrt ur, mobiltelefon eller andet herunder kontanter, er det politiet, der kan tage dette fra den unge. I dag er det domstolen, Fogedretten, der kan beslaglægge evt. værdigenstande. Der ses bort fra fundamentale retssikkerhedsgarantier. Hvordan kan politiet vurdere genstandes værdi og tage højde for, hvad der er nødvendigt for borgerne? Skal folk på stedet aflevere dyre jakker og gå hjem i skjorteærmer?

– Nye forhøjelser af straffe for det ene og det andet.

– I 2019 vedtog Folketinget lov om administrativ fratagelse af dansk indfødsret, hvis en person handlede til alvorlig skade for landets vitale interesser, og den pågældende ikke derved blev statsløs. Denne lov ophæves den 1. juli 2021 (kaldes en solnedgangs-klausul), medmindre andet bestemmes. Nu foreslås, at denne klausul ophæves, hvorefter den administrative fratagelse forsættes. Det er vist kun i diktaturstater, at statsborgerskab skal kunne fratages uden om domstolene. 

– Herudover forslag om at nye flygtninge skal arbejde 37 timer om ugen stort set uden hensyn til helbredstilstand.

– Fratagelse af statsborgerskab ved bandekriminalitet. I henhold til FNs menneskerettigheder omfatter det dog ikke personer, der i så fald bliver statsløse.

– Fratagelse af pas til mindreårige, hvis de sendes til udlandet for at blive gift dér, samt forbud mod religiøse vielser af mindreårige. Lov om forbud af fastholdelse af ægteskab ved hjælp af religiøse ægteskabskontrakter. Nogle af disse bestemmelser kan være rimelige. Men alle bestemmelser er for at gøre livet surt og ulideligt for folk af ikke-vestlig herkomst. I øvrigt er de danske bestemmelser om, hvornår man er mindreårig, ret tilfældigt fastsat, og andre lande har andre aldersgrænser.

Lovgivning kun for at genere muslimer

Alle disse tiltag har kun til formål at gøre livet uudholdeligt for folk af muslimsk afstamning. Dette på trods af, at samtlige undersøgelser viser, at kriminaliteten er faldende blandt denne befolkningsgruppe. 

Samtidig ved vi, at små og overbefolkede lejligheder uden eget værelse til den unge gør det umuligt at opholde sig indendørs, så hvis de unge skal mødes, hvilket er en del af ungdomslivet, må det blive udenfor. En stadig stigmatisering af en bestemt befolkningsgruppe medfører en negativ reaktion. 

Det er blevet sådan, at den største stigmatisering kommer fra visse partier, men værst fra vores regering. Mette Frederiksens åbningstale var en lang stigmatisering af unge mænd med ikke vestlig baggrund. Hvor har Danmark bevæget sig hen? Det er utryghedsskabende og stærkt bekymrende!

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk