Ungkommunist i Næstved

Ungkommunisterne samler Danmarks rødeste unge og virker som fælles ungdomsorganisation for KPiD og DKP. Organisationen er mest aktiv i Aarhus og København, men bl.a. også på Sydsjælland dukker der jævnligt propaganda
op i bybilledet med det kendetegnende U-segl.

Interview af Esben Hansen

Kaare Stolt er 20 år gammel og i gang med de sidste måneder af sin gymnasieuddannelse på HTX i Næstved. For to år siden besluttede han sig pludseligt for at opsøge kommunisterne:

”Der var en paneldebat på mit gymnasium, hvor der sad en gut fra Venstre, som jeg blev meget sur på, fordi han havde nogle særdeles usympatiske holdninger. Jeg følte jeg måtte gøre noget! Jeg vidste, der var noget ved kommunismen, der tiltalte mig, så jeg tog en drastisk beslutning, og satte mig for at finde DKU.”

I sin søgen efter DKU, der desværre blev nedlagt helt tilbage i 1990, stødte Kaare hurtigt på Ungkommunisterne. Efter en kort korrespondance hoppede han på et tog:

”Det første møde jeg tog til foregik i Aarhus hjemme hos et par medlemmer privat i et stort hus. Kommunisterne er ikke så autoritære, som nogle ellers beskylder dem for. Det jeg godt kunne li’ ved de første møder med Ungkommunisterne var oplevelsen af, at vi faktisk er mange forskellige mennesker med forskellige baggrunde og styrker. Det gør os stærkere sammen!”

Styrken i at Ungkommunisterne står sammen har bl.a. været tydeligt hen over vinteren, hvor de unge har været på barrikaderne i kampen imod forringelser af uddannelserne, den globale opvarmning og mere EU. I Ungkommunisterne er der kort vej fra ord til handling:
”I vinters var der en stor demonstration imod nedskæringer på gymnasierne og andre uddannelser. Vi hoppede ned i kælderen på Frederikssundsvej (KPiD’s lokaler, red.), greb penslerne og malede sarkastisk nogle jetjagere for at skyde finansloven ned med parolen: Viden er vejen frem, ikke krig og kampfly!”

Efter Kaare meldte sig ind i Ungkommunisterne, har han også engageret sig i Socialistisk Ungdomsfront i Næstved. Den unge aktivist mener, at det er vigtigt at vise kommunismens banner i andre ungdomsfora – og at det er særdeles vigtigt at engagere sig lokalt:

”Jeg synes, det er fedt at diskutere strømninger og fløje i SUF og få afprøvet og blive sikker på min overbevisning. Vi kommunister skal fortælle verden, at vi eksisterer, vi skal fortælle folk hvad vores ideologi betyder og står for! Det er også en slags terapi, idet man bliver selvsikker og høj på kommunismen. Både når man går rundt i sin egen by og ser på de plakater for Ungkommunisterne, som man selv har sat op, og når man argumenterer for kommunismen til møder i andre netværk.”

Det er imidlertid kun på lokalt plan, at Kaare engagerer sig i SUF:

”SUF er for bredt til at det kan blive seriøst omkring det revolutionære perspektiv. Kulturen er ligesom mere hippie og pjattet. Den teoretiske marxisme mangler, og meget bliver bare følelser. Det sidste bliver venstrefløjen tit beskyldt for, og det er ærgerligt, for der ligger i virkeligheden utrolig meget logik og videnskab bag marxismen.”

Kaare slutter af med sine håb og visioner for kommunisterne:

”Der skal bare være ét kommunistisk parti – hvis der var det, så ville jeg melde mig ind nu! Jeg håber vi bliver store nok til igen at blive taget seriøst og blive kigget på udefra. Især fordi der er mange, der tror, at vi ikke eksisterer. Vi skal nå et punkt, hvor vi ikke hele tiden bliver mødt med spørgsmålet: Eksisterer I endnu? Det vil Ungkommunisterne, det er det vi kæmper for!”