USA er slået ind på en farlig kurs

Analyse af Cliff Smith, formand for United Union of Roofers, Waterproofers & Allied Workers, Local 36, Los Angeles, California, USA

Ikke alene er det finans-kapitalens mest reaktionære, storskrydende nationalistiske og imperialistiske elementer, der er kommet til magten. For første gang siden 1928 er begge Kongressens kamre, Højesteret, forbundsdomstolene, 32 delstatsregeringer og the National Labor Relations Board (et regeringsagentur, som gennemfører valg af fagforeningsrepræsentation på virksomheder og griber ind mod urimelig adfærd fra arbejdsgivere og fagforeninger) nu i hænderne på det ekstremt højreorienterede Republikanske parti.

Trump farligere trods alt

Hvordan bar Republikanerne sig så ad med at vinde? Det Demokratiske partis udygtighed og politiske fallit er en nem forklaring, men den er ikke tilstrækkelig.

Hillary Clinton var en stiv og uautentisk marionet for det bestående system, og hun osede af personlig ambition og arrogance. Det Demokratiske parti og Hillary Clinton konspirerede ganske åbenlyst om at påvirke primærvalget i hendes favør, og derved stødte man mange aktivister og nye, unge og energiske deltagere i valgkampen fra sig. Men hun havde stadig et forspring, og det var den udbredte opfattelse, at hun skulle gøre sig umage for at tabe. Selv for mennesker, der ikke var begejstrede for hende eller som endda foragtede hende, burde det have stået klart, at Trump var et langt farligere alternativ.

Fagbevægelsen har svigtet

Fagbevægelsen, AFL-CIO (den traditionelle paraply-organisation for de amerikanske fagforbund) og Change to Win Federation (den anden store hovedorganisation i amerikansk fagbevægelse), tæller tilsammen 17 millioner medlemmer, såvel arbejdsaktive som tidligere aktive. Den er en af de største og mest aktive medlemsbaserede organisationer overhovedet i USA. Siden 1949, da CIO forlod den faglige internationale WFTU, er fagforeningsmedlemskabet styrtdykket fra én ud af tre arbejdere til én ud af ni. Amerikanske arbejderes levestandard er generelt faldet, siden fagbevægelsens ledelse hægtede sine ambitioner på det borgerlige Demokratiske parti og USA’s imperialistiske udenrigspolitik.

Efter finanskrisen i 2007 har mange arbejdere fuldstændig tabt tilliden til regeringen og har søgt efter lederskab andre steder. Godt 40% af fagbevægelsens medlemmer gik imod deres egne interesser og stemte på Trump. 5 millioner vælgere, der bevægede sig hen og stemte på Obama i 2012 for at slå Republikanerne, og 8,5 millioner vælgere, der gik hen og stemte på Obama i 2008 for at slå republikanerne, blev her i 2016 hellere hjemme end at stemme på Hillary Clinton.

På den Republikanske side var valgdeltagelsen derimod nærmest uændret. Det viser, i hvor katastrofalt ringe grad fagbevægelsen har evnet at uddanne og mobilisere sine medlemmer og deres organisationer til at besejre det parti, der har afviklingen af fagforbund som en af sine højeste prioriteter. Fagforbundene står nu på tærsklen til et historisk og komplet nederlag.

Protestbevægelserne ubrugelige

Men fagbevægelsens manglende evne til at slå sin største fjende er kun det yderste lag af historien. Der var ingen organiseret folkefront, ingen venstreorienteret gruppering af nogen art, ingen organiseret aktivisme overhovedet, som satte det øverst på dagsordenen at besejre Trump og Republikanerne. Occupy- og Anonymous-bevægelserne, bevægelsen for immigranters rettigheder og Black Lives Matter-bevægelsen mod politibrutalitet og racisme har alle sammen været særdeles aktive i det sidste årti, men de afslog forbløffende nok at koncentrere indsatsen om at slå det Republikanske parti og Trump. Mange af de lokale ledere i disse bevægelser havde helt tydeligt mere fokus på at angribe Clinton og Demokraterne end på at vinde over Trump. Nogle gik endda så vidt som til at rakke ned på folk, der opfordrede til at slå Republikanerne. Man kan altså uden videre afvise det, når de påstår, at Trumps sejr gav dem et ”chok”, for den sejr skyldtes et svigt hos netop disse ledere, hvoraf mange kalder sig revolutionære. De holdt ikke fast ved de interesser og sager, deres bevægelser og kampagner stod for.

Venstrefløjens forsømmelser

Intet kunne have været tydeligere, end at Trump er ekstremt meget farligere end Clinton. Det bevises både af den store modstand og protest mod hans valgsejr og af den pludselige stigning i hans tilhængeres terrorangreb på de marginaliserede dele af det amerikanske samfund, som Trump rettede sit skyts imod. Men størstedelen af USA’s venstrefløj er opportunistisk og er anført af småborgerlige ”radikale” og akademikere, som nægter at foretage konkrete analyser af konkrete situationer, og som i deres selvtilfredshed anklager borgerskabet for at være borgerligt uden selv at gøre noget forsøg på at fastslå og udnytte hver eneste modsigelse på fjendens side. Den demokratiske kamp, set som det nødvendige minimum af revolutionært arbejde, bliver generelt forsømt, og det bliver kun til selvhøjtideligt ordskvalder.

Folkedemokrati er vejen frem

På grund af denne forsømmelse fra venstrefløjens, den demokratiske folkebevægelses, arbejderbevægelsens og det Demokratiske partis side er USA og verden blevet farlig, og situationen minder om, hvordan Weimar-republikken gled over i nationalsocialistisk aggression. Med herredømmet over alle dele af staten har den kommende regering mulighed for at bruge enhver reel eller iscenesat krise til at udøve åbent terroristisk diktatur og indføre fascisme i den supermagt, som USA er i verden. Folkets demokratiske kamp mod kapitalisme og imperialisme må øjeblikkelig organiseres i en Forenet Front mod Fascisme. Der bliver ingen 2. akt i ”the American Life”. Et folkedemokrati er den eneste vej frem.