USA udsætter Grønland for angreb
Med eller uden Danmarks og Grønlands accept har USA brugt 40 millioner dollars på at ændre formålet med Thule-basen i Grønland
Af Hjørdis Nielsen
USA har foretaget en meget dyr opgradering af Thule-basens radar, som både ændrer formålet med Thule Air Base og øger risikoen for angreb på Grønland. Det er kommet frem til offentlighedens kendskab via USA-mediet CBS. Det store beløb fortæller, at der er tale om en klar fornyelse af radaren, som er sket inden for de sidste år, og ikke bare en almindelig vedligeholdelse af det gamle system.
Grønland vidste intet
Alligevel har Grønland tilsyneladende intet fået at vide om den nye radar. Det var ellers aftalt direkte med USA og Danmark i Igaliku-aftalen fra 2004, at enhver større fornyelse af basen først kunne ske efter aftale med den grønlandske regering. Også Danmark har forholdt sig tavs eller har været uvidende om, hvad USA foretager sig i Grønland. Skiftende regeringer har som svar på spørgsmål om dette, rejst af det tidligere grønlandske folketingsmedlem Doris Jakobsen, gang på gang benægtet kendskab til fornyelse af radaren på Thule Air Base som følge af udviklingen af den nye amerikanske missilskjoldsstrategi.
Danmark uvidende?
Det store spørgsmål er derfor om Danmark ikke har vidst, at USA begik et åbent brud på aftalen fra 2004. Hvis det er sandt, må Danmark reagere på det skarpeste overfor USA. Uanset det nære ”venskab” – eller underdanighed – indeholder det ikke retten for USA til at bryde aftaler. Men hvis Danmark har vidst det og fortiet det for folketinget, må det få alvorlige konsekvenser for de ansvarlige. Under alle omstændigheder må alt frem i lyset. Ikke mindst på baggrund af den alvorlige fare, Norden er blevet udsat for på grund af USA’s nye fjendebillede og krigsstrategi