Våbenvold i USA

Af John Poulsen

[KOMMUNIST nr. 3-2023] USA er det land i den vestlige verden, hvor flest mennesker bliver dræbt med skydevåben. Årligt cirka 40.000, hvor halvdelen er selvmord. Ud over for de dræbte personer har det også store konsekvenser for de pårørende, hvad Paul Auster har oplevet i sin egen familie. Det fortæller han om i Nationens Blod, der er et essay om dette samfundsproblem.

Det var dog ikke Austers egen dystre familiehistorie, der gav anledning til at han skrev bogen, men at fotografen Spencer Ostrander viste ham er serie billeder, han havde taget rundt om i USA i løbet af to år. De viste mennesketomme bygninger, hvor der havde fundet masseskyderier sted, og som her blev forvandlet til gravmæler. Det resulterede i en fin kombination af Austers ord og Ostranders billeder.

Hvad er baggrunden for amerikanernes egenartede forhold til skydevåben og selvtægt? Ifølge Auster stammer det helt tilbage til dengang, før USA blev til USA, da alskens europæere drog over dammen for at søge lykken eller bare for at få det lidt bedre. Uheldigvis var der en befolkning i forvejen, men den blev så godt som udryddet af de nytilkomne, der dannede frivillige militser af våbenføre mænd over 16 år, som deltog i folkedrabet. Under slavetiden fortsatte man med at bruge disse selvbestaltede militser til at indfange undvegne slaver og holde ro og orden. Denne fortid har man aldrig taget afstand fra. Man hejser stadig sydstatsflaget, og der findes ikke noget holocaust-museum for udryddelsen af indianerne.

I USA’s forfatning står der, at folkets ret til at have og bære våden ikke må krænkes. Det var De Sorte Pantere absurd nok med til at cementere, da de i 1960’erne i Californien demonstrerede mod en våbenkontrollov, fordi de ville have lov til at bære våben som selvforsvar over for politiet.

Siden da er revnerne i USA’s samfund blevet til kløfter. Det begyndte med Vietnam-krigen og fortsatte med de efterfølgende krige, med neoliberalismen, der har medført store økonomiske ændringer med øget fattigdom og med ødelæggelse af fagforeningerne, og kulminerede med det kollektive nervesammenbrud i form af Trump.

Obstrander var optaget af de mange masseskyderier, der har grebet om sig i de senere år. Betegnelsen bruges, når der er mindst fire ofre. Det er ofte unge mennesker med mentale forstyrrelser, eller som føler sig uden for fællesskabet, der begår dem, men langt fra altid, og det vanskeliggør undersøgelsen af morderens motiv, at denne for det meste begår selvmord eller bliver dræbt. Der er dog ingen tvivl om, at pressens bevågenhed, der gør forbrydelsen til en slags underholdning, hvor morderen bliver en slags stjerne, om end med omvendt fortegn, er med til at øge antallet af disse drab.

Hvad er så Austers løsning på problemet? Ikke et forbud, for dengang da man indførte alkoholforbuddet, betød det, at der blev drukket endnu mere, og at kriminaliteten steg. Da motoren afløste hesten, fandt man hurtigt ud af, at der måtte indføres nogle færdselsregler og kræves kørekort, og man kan undre sig over, at alle og enhver uden regler eller restriktioner kan erhverve sig dødbringende våben. Præsidenten har talt om forbud mod kraftige angrebsvåben, men det standser nok ikke volden.

Auster har ikke løsningen, men mener, at det er et spørgsmål om kultur eller rettere ukultur, og hans essay kan i bedste fald være med til at sætte noget i gang, og i hvert fald give os andre et indtryk af, hvad der ligger bag den vanvittige lovgivning.

Nationens Blod af Paul Auster. Oversat af Rasmus Hastrup. Lindhardt og Ringhof. 144 sider. 200 kroner