Skip to content

Fødevareforbundet NNF:

Værdig pension før du bliver syg 

Seniorførtidspension er ikke løsningen for de nedslidte.

Formanden for Fødevareforbundet, Ole Wehlast, afviser i stærke vendinger det forslag, der er kommet fra flere folketings- og regeringsmedlemmer om at satse på Seniorpensionsordningen som en ”løsning” på de problemer, den alt for høje pensionsalder skaber i forhold til de mange, der bliver nedslidt mange år, før de kan gå på pension.

Værdig tilbagetrækning

Til Ugebrevet A4 peger han på de mange mennesker, der har knoklet med det hårdeste arbejde, siden de gik ud af folkeskolen. De har fortjent en værdig tilbagetrækning, og den værdighed vil man aldrig få med en seniorførtidspension. 

Han giver et eksempel: 

Efter to et halvt års sagsbehandling er det netop lykkedes Steen, der er slagter, at få en seniorførtidspension. Han spiser 15 piller om dagen, der er gigt i alle hans led, og efter en arbejdsskade har han nakkesmerter, kvalme og nedsat syn. Steens sag er et eksempel på, at seniorførtidspensionen intet har at gøre med tilbagetrækning. Han er nemlig et sjældent tilfælde af flere årsager: Kun femten tidligere medlemmer af Fødevareforbundet NNF har fået seniorførtidspension de seneste fem år. Du læste rigtigt: 15 på fem år! Det viser beskæftigelsesministeriets egne tal.

Ret til tidligere pensionering

Og når vi er ved ekstremerne, fortsætter han, så viser tallene også, at kun 11 procent af seniorførtidspensionisterne kommer direkte fra et arbejde. 

Ole Wehlast har deltaget i en del møder om tilbagetrækning og synes, det er utroligt, at så mange i Folketinget endnu ikke har forstået, at en forbedret seniorførtidspension aldrig bliver løsningen for de nedslidte. Han påpeger, at for at komme i betragtning til -seniorførtidspension skal man være så syg, at man ikke kan klare hverdagens arbejde. 

Så syge er alle mine medlemmer gudskelov ikke endnu, men de er nedslidte, siger han. Og pointen er jo netop, at de skal have mulighed for at trække sig tilbage, inden de bliver så syge, at kroppen siger stop.

Værdigt otium

Steen er et eksempel på en mand, der skulle have haft muligheden for at trække sig tilbage tidligere. Nu har han fået sin seniorførtidspension, men han får den, fordi han er syg, og der er kun et halvt år til, han overgår til pension. Steens tilbagetrækning er ikke værdig. Han kan hverken spille fodbold med børnebørnene, sætte sit camping-telt op eller ordne sin have. Og Steens tilfælde er ikke enestående. 

Tag politisk ansvar for en løsning

Så kære politikere, slutter han sin salut, Seniorførtidspension er ikke løsningen for de nedslidte. Og i stedet for at blive ved med at skyde forslag ned, så fortæl os, hvad I forstår ved en værdig tilbagetrækning og tag det politiske ansvar for, at det kan lade sig gøre. Og lad være med at spilde tiden på at argumentere for økonomiske begrænsninger, slutter han. 

Vi iler med at komme med et fornuftigt, værdigt og menneskeligt forslag: Sæt alderen for retten til folkepension ned. Læs i øvrigt forsiden.

-bfc

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk