Skip to content

Valg i Italien

[KOMMUNIST nr. 11-2022] Næsten præcis 100 år efter, at fascistleder Benito Mussolini gjorde sig selv til diktator i Italien, er hans politiske ideer marcheret tilbage til magten.

Giorgia Meloni vil være nationens første højreradikale leder, siden Il Duce blev nedkæmpet af kommunistiske partisaner i 1945. Italiens Brødre (FDI) blev med 26% af stemmerne den største parlamentariske kraft efter valget 25. september.

Protest mod valget

Italiens Brødre har sin rod i Movimento Sociale Italiano (MSI), der i 1946 blev dannet af mennesker, som ikke accepterede, at det skulle være slut med fascismen i Italien, selv om Benito Mussolinis styre var faldet.

Melonis parti har gjort dette politiske program spiseligt for vælgerne, der er dybt frustrerede over høje huslejer, enorme elregninger, lukkede fabrikker og korruption blandt politikere og i erhvervslivets top.

Statsgælden overstiger i dag 150% af BNP. Den må maksimalt være 60% ifølge EU’s euro-regler.

Den katolske husmor og den ufaglærte arbejder er trætte af langvarig økonomisk stagnation, høj ungdomsarbejdsløshed, boligmangel og bureaukrati.

Socialdemokraterne har regeret skiftevis med højrefløjen i flere årtier. De har skåret ned og privatiseret offentlig ejendom. Socialdemokraterne er loyale overfor NATO, beskytter de rige og støtter våben til Ukraine.

Giorgia Meloni har forstået at sælge sig selv ligesom danske Inger Støjberg.

Den nye statsminister har her i begyndelsen af sin karriere udtrykt, at Mussolini var en god politiker. Alt, hvad han gjorde, gjorde han for Italien, og det er noget, som vi ikke finder hos de politikere, vi har haft i de seneste 50 år.

Meloni har baseret sin valgkamp på en kamp for ”Gud, fædreland og familie”. Hun har lovet at bekæmpe såvel ”LGBT-propaganda” som ”islamisk vold”. Desuden har hun talt om sin hensigt om at begrænse EU`s indflydelse på Italien, helt forbyde ”økonomisk” migration og genskabe traditionelle værdier i det italienske samfund.

Økonomisk har Meloni sat sig for at erstatte det progressive skattesystem med en ”ensartet” skat. Mens partiprogrammet sammenfatter dette som ”mindre skat”, betyder det egentlig, at skatten reduceres hovedsageligt for de rigeste dele af befolkningen. Meloni lover at mindske statens rolle i økonomien, og hun vil satse på flere penge til den private sektor.

Kun 64% af de stemmeberettigede stemte. Valgsejren gik til højrefløjen med 42% af stemmerne

Et flertal af de unge stemte ikke, især studerende og immigrationsarbejdere. Det er en politik, der ikke giver dem håb men mistro på alle niveauer.

HjN

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk