skip to Main Content

Valgets magt og indflydelse, eller en fis i en begmand

– Og alle glemte de fattige, de udstødte og de hjemløse

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark

Fra at have haft mærkesager op til valget skiftede politikerne på valgnatten til at ville arbejde bredt over midten.

Ingen medier berørte årsager til succes eller tab. Kun intriger var interessante. Så når en socialdemokrat blev spurgt, var det ikke sygeplejerskekonflikten, den førte naturpolitik eller de love, kommunerne er underlagt, der blev spurgt ind til. Ikke et ord om politik.

Min telefon ringede dagen efter valget. En kvinde, der havde stemt på liste R, var så fortvivlet over, hvad der skete på Københavns Rådhus. Hun forstod det simpelthen ikke. Hvordan kan et rødt flertal blive til en fiasko? Hvorfor kan man ikke vælge borgmesterposter efter, hvad der er vigtigst. Og hvad skal der ske med os nu? Hun fortalte, at hun sidst havde stemt på EL og blev så inderligt skuffet, da de ikke tog den borgmesterpost, som skulle redde jobcenterets ofre. Hvad gør vi nu, spurgte hun mig?

Grøn, rød, blå stue

Først er det pivsvært at forklare om den D’Hondtske metode, som man bruger til at fordele poster efter. Den har en tendens til at favorisere større partier. F.eks. kan det største parti få absolut flertal med under halvdelen af stemmerne, som det nogle gange sker ved danske kommunalvalg. Så man kan ikke altid selv bestemme, hvilke poster man får.

Line Barfod gik efter overborgmesterposten, men vi vidste godt, at Socialdemokratiet ville gå langt til højre for at bevare den post.

Socialdemokratiet har mistet ikke mindre end 43 mandater på landsplan og er i København gået fra 15 til 10 mandater. Og Enhedslisten fik en stor valgsejr. Men hvad kan den bruges til? Nu har eksempelvis EL fået to borgmesterposter. Den ene er socialborgmesterposten til Karina Vestergård Madsen. Lad os kigge på denne vigtige post og på, hvilken forskel hun kan gøre i forhold til Mia Nyegaard fra de Radikale.

Hvad vil og kan man udrette?

Mia Nygaard var ikke en dårlig borgmester, men bundet på hænder og fødder af lovgivninger fra Christiansborg og EU. Hun var meget offensiv i forhold til at kritisere de statslige håndjern.

Hun pegede på, hvorfor København overhovedet har borgere på herberg? Det har vi, fordi næsten halvdelen af landets hjemløse ifølge seneste hjemløsetælling opholder sig i København og omegn. Samtidig har København en stor udfordring med mangel på boliger, som er til at betale for mennesker, der opholder sig på herbergerne. Problemet er boligmangel.

Kampen er statslig

Det er altså boligmangel og ikke økonomiske spekulationer, der er udfordringen. Hun kæmpede for, at den arbejdsgruppe, hun på det tidspunkt nedsatte, som bestod af en række fagfolk og eksperter fra bolig- og byggebrancen og resten af Christiansborg, havde mere fokus på, hvordan politikerne kan løse udfordringerne omkring boliger, der er til at betale.

Mia udtalte, at ”hvis man fra Christiansborg virkeligt gerne vil afskaffe hjemløshed, så lad os starte med at ændre loven i stedet for at udhule økonomien på socialområdet. Hvis ændringen af statsrefusionen bliver til virkelighed, og borgerne kun må opholde sig på herberger i en bestemt periode, vil vi bare få flere hjemløse i gaderne – ikke færre”.

I regeringens hjemløseudspil vil man ændre på omprioriteringen af statsrefusionen, så kommunerne fremadrettet kun kan få refunderet 50 pct. for de første tre måneders ophold på herberg, hvorefter refusionen falder.

Færre penge, større opgaver

Den radikale borgmester, og nu en fra EL, er nemlig underlagt en landspolitisk finanslov. Et serviceloft, der forhindrer, at man kan budgettere mere langsigtet. Men generelt er det sociale område underprioriteret i den samlede økonomi i Københavns Kommune.

I kommunen fordeler man groft sagt pengene mellem forvaltningerne ud fra en fastlagt fordelingsnøgle. Den tager ikke højde for, at der er kommet flere socialt udsatte, flere underretninger og flere borgere med meget komplekse og dermed meget dyre problemstillinger.

Derfor har Socialforvaltningen skullet rumme mere for færre penge, samtidig med at de skal bære de samme besparelser som de øvrige forvaltninger. Det var først i 2019, at Borgerrepræsentationen bakkede op om, at handicap-området skulle demografireguleres, så pengene kommer i takt med flere handicappede borgere.

Forvalte eller kæmpe

Men der er et efterslæb på ti år, fordi der er kommet flere udsatte borgere, uden at området er blevet kompenseret. Så demografireguleringen betyder i de første mange år bare, at man i bedste fald kan bevare det samme ringe niveau, medmindre der er politisk vilje i Borgerrepræsentationen til at løfte det sociale område.

Det er altså disse vilkår, en rød politiker har i enhver forvaltning. Ja, det var en lang forklaring, men vigtig.

Så hvordan forvalter man den så? Vi må forvente, at en rød borgmester bruger sin talerstol til at kommunikere ud til københavnerne, hvad de er udsat for. Rejse bevægelse og arbejde tæt med de faglige organisationer og interessegrupper.

Kun hvis vi rejser protester, kan vi vinde. Alt andet er karriere- og positionsfnadder.

Hvis man falder for præmissen og tror, man skal være administrator af den givne ramme, kan man ligeså godt blive socialdemokrat eller venstremand med det samme og sikre samfundets beståen.

Back To Top