Velfærdsteknologi på ældreområdet

[KOMMUNIST nr. 2-2024] Teknologien har udviklet sig ufatteligt hurtigt, navnlig i det 20. århundrede. Farten på den teknologiske udvikling de første 24 år af det 21. århundrede, ser ud til at fortsætte i samme hæsblæsende tempo.

Det kan da kun være godt for menneskeheden, ikke sandt? Eller hvordan skal vi lige forholde os politisk til udviklingen af teknologien indenfor f.eks. velfærden? Det er det, som jeg lufter mine tanker om i denne artikel, velvidende, at der er nuancer, der ikke er plads til.

Et eksempel fra den kommune, jeg bor i, Randers Kommune, har givet mig anledning til at tage emnet op. Selvom jeg allerede er i gang med at afsløre konklusionen, så hersker der ingen tvivl om, at som marxister ser vi positivt på den teknologiske udvikling. Men den skal selvfølgelig tjene det formål, at mennesket og kloden skal have gavn af teknologiske landvindinger.

Aflastning eller afvikling

Livet skal gøres bedre for kommende generationer, så det bliver bedre at arbejde og leve. Men sker dette automatisk? Nej, desværre er dette felt også et felt for klassekamp. Den teknologiske udvikling ses gang på gang at øge udbytningen, presset og mindske livskvaliteten for mennesker. I stedet tjener teknologien alt for ofte kun besparelser og øget profit til de få.

Der er utallige eksempler, men kun et enkelt tager jeg fat på denne gang. Ved udgangen af 2023 skulle der i Randers Kommune tages stilling til en række nye kvalitetsstandarder på ældreområdet, og heri lå der en række aspekter, der angik brugen af såkaldt velfærdsteknologi. Altså groft sagt teknologi, der skal udføre en eller anden form for arbejde, der i større eller mindre grad har at gøre med de direkte velfærdsydelser til mennesker. I dette tilfælde til ældre mennesker i enten plejebolig, ældrebolig eller i eget hjem med hjemmehjælp. Helt konkret er der tale om indførslen af robotgulvvask. Disse eksempler er ikke unikke for Randers Kommune.

Brugerbetaling

I kommunen blev det vedtaget af byrådsflertallet med socialdemokraterne i spidsen, at der skal indføres robotgulvvask hos en række ældre borgere. Ikke nok med det så er det be­sluttet, at en robotgulvvasker er at regne for ”almindeligt indbo”, hvilket betyder, at den ældre selv skal betale for den.

Nu er robotstøvsugere blevet mere udbredt i befolkningen på grund af, at priserne på dem er faldet, men der er altså her tale om ­robotgulvvaskere. De er ikke særligt udbredte, og på baggrund af beslutningen skal den ældre selv punge ud med en udgift på mellem 8.000 og 12.000 kroner.

Det, at man pålægger en befolkningsgruppe, hvoraf mange er hårdt trængte, en enorm merudgift, er ulighedsskabende og respektløst. Havde kommunen betalt for det, havde det set anderledes ud. I den perfekte verden ville brugen af robotgulvasker afhjælpe og skåne personalet for en masse slid og skabe mere tid til f.eks. kontakt og pleje af den ældre. I sådan et tilfælde ville teknologien tjene et almenmenneskeligt formål. Men virkeligheden er desværre en anden.

Som vi ser det i kommune efter kommune, giver indførelsen af ny teknologi ikke bedre forhold, hverken for den ældre eller den ansatte. I stedet bliver det brugt til besparelser, så man kan spare medarbejdere og i sidste ende forringe den service, de ældre har ret til, samt give personalet endnu mere at lave.

MMJ