Venstrefløjen og de falske ideer

Kapitalismen har ikke noget menneskeligt ansigt

Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark

Alting fødes, udvikles, ældes og dør. Denne naturlov gælder også for historien. Den cyklus, som begynder med fødslen og afsluttes med døden, sætter sig igennem i enhver samfundsøkonomisk formation. Det skete i klan-, slave- og feudalsamfundet. Og det vil ubønhørligt ske for kapitalismen og enhver anden form for økonomi og samfund, som måtte komme senere, såvel i en overskuelig fremtid som i den fremtid, vi ikke engang kan forestille os.

Det er selvfølgelig umuligt at vide, hvornår og hvordan kapitalismen vil gå under. Men det er tydeligt, at den befinder sig i en fase af fremskreden senilitet. Og hvis den ikke afgår ved døden som følge af en revolutionær samfundsforandring, vil dens livscyklus afsluttes med menneskehedens udslettelse!

Kritik utilstrækkeligt

Hvis man tager den danske venstrefløj i meget bred forstand og dens analyser af ny-liberalismen, begår den ofte den fejl at bedyre, at ny-liberalismen er den grundlæggende årsag til de onder, som har plaget menneskeheden siden slutningen af 1970`erne. Hvis problemet er, at der føres en ”dårlig politik” i Danmark og i resten af den kapitalistiske verden, vil det være nok at ændre den til en ”god politik”. Men er dette tilstrækkeligt – og muligt?

Den virkelige årsag til den forværring, som har ramt menneskenes livsvilkår, er en tilspidsning af kapitalismens almene krise. Denne krise driver den herskende monopolistiske elite til at udnytte alle sine politiske, økonomiske og militære resurser – med fokus på ideologisk og kulturel dominans.

Det er her ny-liberalismen træder ind på scenen for at spille sin rolle som doktrin, der kan sikre koncentrationen af rigdom for de få og legitimere den uhørte vækst i ulighed, polarisering og social udstødelse. Så kampen mod ny-liberalismen kan bruges, når det drejer sig om social mobilisering, men den kan kun være effektiv, hvis den føres som en kamp mod kapitalismen.

Tågesnak

Efterhånden som kapitalismens krise afslører følgerne af den liberalistiske doktrin, kommer ”venstrefløjen”, hvorunder Socialdemokratiet i denne sammenhæng også hører til, systemet til hjælp og tilbyder som tidligere i historien sine tjenester mod til gengæld at få en plads inden for det globale system.

En af disse tjenester er at give ny-liberalismens ideer og politik en ”menneskelig” fremtoning, som gennemtrænger en stor del af ”venstrefløjens” debat, teoretiske produktion og politiske praksis. Dette pakkes ind i en snak, om kapitalismens ”evne til at komme til hægterne” og fuldbyrdelsen af et ”civilisationsskifte”, som angiveligt aldrig mere vil gøre det muligt at forstå verden og langt mindre at forandre den.

Det er de revolutionæres og ikke mindst kommunisternes opgave at tilbagevise disse myter.

EU for nyliberalisme

Lad os tage nogle eksempler. På Socialdemokratiets kongres i september forsøgte Mette Frederiksen at snakke sig til, at partiet skulle ”tilbage til rødderne”.

Men den politik, såvel nationalt som internationalt, som partiet fører, er indholdsmæssigt styret efter den kapitalistiske taktstok. Og det er i Danmarks tilfælde efter Storkapitalens og EU’s taktstok. De ledende Socialdemokrater erkender, at den udbredte EU-skepsis i befolkningen ikke kan bortforklares med, at de EU begejstrede partier ikke har formået at forklare EU’s lyksaligheder, og at Socialdemokratiet, SF og Det Europæiske Venstreparti derfor må søge at styre EU i retning af et mere socialt projekt.

Nyliberalismens reformer

I dag er det ikke Socialdemokraterne i Europa, der styrer EU, men omvendt, de Europæiske Socialdemokrater har nogle grundlæggende principper for den økonomiske politik:

• Overholdelse af den EU dikterede budgetlov
• Nye besparelser skal finansiere nye udgifter
• Overholdelse af EU’s sta-bilitets- og vækstpagt
• Overholdelse af EU’s finanspagt
• At binde valutaerne til euroen

Det er at lægge sig ned for EU’s økonomiske diktatur og dermed det kapitalistiske markeds diktatur. Så længe vi er med i EU, så længe vi har kapitalisme, er der statsgaranti for, at det er markederne, der styrer samfundsmekanismerne.

Derfor vil Mette Frederiksen ikke love at afskaffe kontanthjælpsloftet eller rulle dagpengeforringelserne tilbage. Denne ”reform” driver titusinder og atter titusinder ud af A-kasserne. Derfor lyder kritikken af regeringens topskattelettelser hult, når den tidligere socialdemokratisk ledede regering selv lettede topskatten. Så med Socialdemokraterne, SF og andre ”venstrekræfter” ved roret vil det fortsat være kapitalen og deres EU, der styrer og bestemmer.

Debat om fremtidens system

Historien viser, at progressive reformer under kapitalismen kun er foregået på de steder og i de perioder, hvor det var foreneligt med kapitalismens reproduktionsproces og arbejderklassens styrke i klassekampen. Kun en revolutionær samfundsomformning, uanset under hvilke former den gennemføres, kan løse arbejderklassens problemer.

Men det er heller ikke tilstrækkeligt blot at kende alle de dårlige sider af det kapitalistiske samfund, som vi ønsker at knuse, eller blot at kende alt det positive i det socialistiske samfund, som vi ønsker at skabe.

Det er nødvendigt at skitsere konturerne af det samfund, som vi ønsker. Der findes givetvis ikke socialisme uden socialistisk demokrati, forstået som et politisk system, der ikke kopierer eller låner fra det borgerlige demokrati, men baserer sig på en folkelig deltagelse og repræsentation, der er i stand til at skabe enighed. Altså enhed i tanke og handling omkring kardinalpunkterne i den socialistiske opbygning.

Men det er en anden diskussion, som kommunister og andre progressive nødvendigvis må tage.