Verden ifølge Jonas Jonasson

Af Margit Andersen

Hvis man har en fornemmelse af, at verden er ved at gå af lave med utilregnelige politiske ledere, finansfolk, der snyder og bedrager og bliver belønnet for det, og elektroniske medier der er ude af kontrol, så bliver den ikke afkræftet, når man læser Jonas Jonassons seneste roman ”Den hundred og et-årige der tænkte, at han tænkte for meget”. 

Det er en selvstændig fortsættelse af ”Den hundred-årige, der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” om Allan Karlsson og hans tro væbner, den småkriminelle Julius, der mere eller mindre frivilligt kom til at spille en rolle i verdenspolitikken i det 20. århundrede.

I den forlod vi de to herrer, da de velbeslåede slog sig ned på Bali for at nyde deres otium under palmernes skygge og med en lille én inden for rækkevidde, og her genser vi dem et år senere, kort før Allans et hundred og etårs fødselsdag. 

Imidlertid kan et liv i lediggang og luksus godt blive lidt kedeligt, og det koster i hvert fald mange penge, så Julius er gået i gang med at dyrke grønne asparges, der med etiketten ”lokalt avlet” sælges til en god pris i Sverige. Allan får til sin fødselsdag et stykke legetøj af hoteldirektøren, en sort plade, der giver ham mulighed for at følge med i alt, hvad der sker ude i verden, og den bliver han lynhurtigt afhængig af. Julius’ gave er mere opfindsom, det er en tur med luftballon, men som så ofte før går det ikke helt efter planen, og de to gamlinge kommer igen ud på en yderst begivenhedsrig og undertiden farefuld jordomrejse.

Ballonen ender i Stillehavet, hvor de to passagerer reddes af et nordkoreansk skib med en særlig ømtålelig last. I Nordkorea møder de, da Allan jo næsten har opfundet atombomben, den store leder, der gerne vil gøre brug af hans ekspertise, men det lykkes dem, med samt det delikate smuglergods, at komme videre til USA, hvor Allan, stadig i embedes medfør, får en samtale, eller hvad man skal kalde det, med Trump. Der går ikke mange minutter, før Allan er klar over, at det ikke er her, han skal deponere den lille pakke. Den må viderebefordres til en, man kan stole på, og det bliver selvfølgelig en kvinde.

Historien bevæger sig i rask tempo rundt i verden og bringer os også i nærkontakt med andre politiske ledere, diverse efterretningstjenester, højreekstremistiske bevægelser og religiøse charlataner. 

Hvordan det ender skal selvfølgelig ikke afsløres her, bortset fra at Allan får et lille, psykisk knæk. Via sin sorte plade har han fået indtryk af, at fremtiden intelligensmæssigt ikke tegner opmuntrende, bl.a. ifølge eksperter på grund af netop pladen og lignende, som medfører, at man ikke mere taler med, men til hinanden, og mister evnen til selvstændig tænkning. Det bekymrer den gamle mand, der aldrig før har lidt af bekymring og måske netop derfor er blevet så gammel. Han begynder at tænke for meget.

Jonasson bekymrer sig også over denne verdens tilstand men beskriver den morsomt, overraskende og fantasifuldt, dog ikke mere end at mange af absurditeterne er den skinbarlige virkelighed. 

Jonas Jonasson: Den hundred og et-årige der tænkte, at han tænkte for meget. Oversat af Lilian Kingo- Modtryk. 376 sider. 299 kroner