Verdens bedste uddannelser – de glade amatørers hjemmebane?
Af Niels Rosendal Jensen
[KOMMUNIST 12-24] Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har endnu en gang fremlagt en analyse af de 43.000 unge mellem 15 og 19, der er uden arbejde og uddannelse.
Den er interessant læsning. Den viser, at ca. 15.000 ikke har andre udfordringer og for så vidt kunne påbegynde uddannelse og arbejde uden større indsatser. Derimod er 6.500 tildelt en psykisk diagnose, mens 4.500 har haft en svær forældrebaggrund og som følge deraf kun erhvervet sig en svag faglighed. I tilgift er der mindre grupper, hvoraf nogle har været i berøring med kriminalitet, været anbragt uden for eget hjem, gået i specialtilbud m.v.
Ser vi bort fra de psykisk syge, vil der alt andet lige være ca. 20.000 af de 43.000, der kunne ændre deres liv gennem uddannelse og arbejde.
AE-rådets analyse mangler imidlertid den side af sagen, som ikke kan fanges ind lige så nemt, nemlig de muligheder, disse unge har grund til at værdsætte.
Bunker af undersøgelser peger på, at tilbud til unge med særlige behov skal skræddersys. Det vil forudsætte en form for fleksibel FGU (den allerede eksisterende forberedende grunduddannelse) med yderligere pædagogiske og sociale indsatser. Dertil kommer: HF har været en vej for dem, der senere fik lyst og fandt energi til at gennemføre en faglig opkvalificering. Afskaffes HF, lukkes nogle muligheder for videre uddannelse.
Af andre vildskud er ideen om at flytte midler fra store gymnasier til mindre rent lappeskrædderi. Der skal tilføres flere midler. Erfaringer viser som bekendt, at hunde ikke mættes af at blive fodret med deres egen hale. Derfor var det opmuntrende, at gymnasieelever protesterede mod de planlagte nedskæringer.
Et er som altid at designe et uddannelseslandskab på tegnebrættet, noget andet er at realisere det. Det, der i særdeleshed bør have vores opmærksomhed, er: Hvor finder vi de lærere, pædagoger, socialpædagoger og andre, der kan og vil?
Det bliver ingen dans på roser. Trods statsministerens pludselige bekendelser om, at hun ville have været skolelærer både ved Folketingets åbning og igen på Danmarks Lærerforenings jubilæumskongres, ændrer det jo ikke en tøddel ved, at der er en markant afvandring fra fagene på omkring 25% kort tid efter afsluttet uddannelse.
Der er temmelig mange ubekendte i den ligning. Lærere og pædagoger oplever, at opgaverne overstiger kapaciteten; kort sagt: der mangler folk i skoler og institutioner. De oplever også udbrændthed, evindelige kampe mellem forældres berettigede forventninger om høj kvalitet og kommunal underfinansiering.
Hvad gør vi nu, lille du? Skoler og institutioner ansætter ikke-faglærte og uuddannede. Altså den kendte automat-reaktion eller en bevidstløs politik med hovedet under armen, der ender med tilsigtet eller utilsigtet afprofessionalisering.
Er det nu et problem? Svaret er ja. Der er intet galt i at tiltrække ildsjæle og andre, der vil gøre en forskel (siger de selv), men som patentmedicin dur det på ingen måde. Men eftersom det jo også bare angår rosset (altså de unge) og dets liv og fremtid – hvorfor dog denne opstandelse? Fordi vi skal sikre social retfærdighed!
Reference: AE-rådet: 43.000 unge uden job og uddannelse. 23. oktober 2024